Undervisningsdifferentiering i romanske sprog

På et hold med store niveaumæssige udsving udgør delprøve 2 en stor udfordring. Opgaven kræver tekstlæsning og -forståelse, skriftlig sprogfærdighed, genrekendskab og en vis grammatisk forståelse for at kunne overholde benspændene. For udfordrede elever bliver opgaven uoverkommelig, hvilket kan være medvirkende til, at eleven enten ikke afleverer sine opgaver eller tyer til oversættelsesprogrammer.

For at undgå imødegå dette kan man opstille 3 mulige afleveringsformer, som eleverne selv kan vælge til deres aflevering afhængigt af mestring og ambitionsniveau:

• Variant 1: Aflever en hel opgave som den er beskrevet i opgaveformuleringen.
• Variant 2: Aflever en opgave på 100-150 ord med selvvalgte benspænd.
• Variant 3: Aflever 10-15 enkeltstående sætninger, som kunne indgå i en endelig aflevering.

Variant 1 er til elever, der magter at skrive en hel opgave og træne alle dens krav og benspænd. Variant 2 er tiltænkt de elever, som i højere grad har mest brug for at træne at skrive en sammenhængende tekst og begynde at prøve at opfylde enkelte benspænd. Variant 3 er til elever, der har svært ved at skrive i sit eget sprog. De skal træne at omformulere til et simpelt sprog i hovedsætninger, de kan overskue og danne en korrekte sætninger. Eventuelt kan eleverne vælge også at opfylde et benspænd i sætningerne.

Varianterne er ikke faste, men kan selv trækkes i den ene eller den anden retning af eleven. Det er vigtigt, at eleven selv er involveret i beslutningen om, hvad der skal øves på, så eleven forhåbentlig selv får en form for ejerskab over projektet. Derigennem skabes motivation.

Start med at gennemgå hele opgaveformulering til en delprøve 2 for hele holdet, og vis så de tre mulige tilgange til at besvare opgaven. Her er der fokus på, hvilke færdigheder man kan træne i de forskellige versioner - ikke på om det er sværere eller lettere. Giv eleverne lov til først sidde individuelt og reflektere og skrive og derefter diskutere lidt med deres sidemand. Eleverne skriver/siger herefter, hvilken variant de vælger.

Skub som lærer lidt til dem i løbet af året, og skriv eksempelvis i feedbacken, hvornår du mener, eleven er klar til at skifte til en anden variant eller prøve at opfylde flere af de formelle krav. De tre varianter gør også formativ evaluering tydeligere, idet de giver rig mulighed for at snakke med eleverne om deres egen opfattelse af niveau og motivation, og hvad de skal arbejde med for at komme videre. Slutteligt har denne tilgang også den fordel, at den ikke kræver ekstra forberedelse fra læreren.

Grammatikundervisningen er relativt ligetil at niveaudifferentiere på øvelsesniveau, men i afleveringer er det en fordel at skære det ned til nogle få centrale aspekter, eleverne skal have styr på. De udgør en basal grammatik, som alle skal kunne. Den kan eksempelvis bestå af følgende 6 bud:

1. Verber skal bøjes efter sit subjekt.
2. Hvis der er flere verber efter hinanden, bøjes kun det første.
3. Genitiv (mandens bil) dannes med “af”: bilen af manden.
4. Substantiver skal stå i ental eller flertal.
5. Adjektiver skal bøjes i køn og tal efter det substantiv, det siger noget om.
6. Subjektet placeres som regel før verballeddet.

Differentiering kommer i spil i den daglige undervisning i forbindelse med den skriftlige sprogproduktion. Svagere elever får konsekvent kun feedback efter den basale grammatik, hvilket gør deres sproglige verden væsentligt mere overkommelig.

Dygtigere elever får feedback efter den grammatik, de har brug for i den givne situation. Eksempelvis rettes aspektfejl ikke hos en elev, der ikke mestrer at bøje substantiver og placere adjektiver korrekt. En dygtig elev, som eksempelvis laver en fejl i de personlige pronominer, uden at have lært om disse, får i responsen til opgave at læse i grammatikbogen om det. Derefter kan eleven prøve at rette det og ellers henvende sig og få hjælp.

Grammatik indlæres ikke kun én gang, og så sidder den fast. Den skal trænes, repeteres, mødes i kontekst og anvendes, før den bliver en naturlig del af sprogproduktionen. De grammatiske regler kan anskues som små både, der sættes i søen, og som vi skal holde øje med og kigge på flere gange. Det er derfor vigtigt, at de vigtigste både kommer i søen først, her i form af en basal grammatik.

Til at træne grammatiske former kan man med fordel blande elever med forskellige niveauer og give dem forskellige fastlagte roller i gruppen. Man kan sætte eleverne sammen i grupper à 3. I gruppen har alle hver sin opgave, hvor elev 1 har den sværeste opgave, elev 2 den næstsværeste og elev 3 den nemmeste opgave.

Eksempel: Elev 1 får en tekst, hvor alle de finitte verber er skrevet i infinitiv og markeret med fed. Det er elev 1's opgave at bøje disse mundtligt, mens eleven læser teksten højt. Elev 2 får samme tekst, her der bare blanke felter, der hvor verbet skal stå. Det er elev 2's opgave at skrive det ned, som elev 1 siger. Elev 3 får en komplet tekst, som fungerer som en slags retteark. Det er meningen, at denne elev skal notere, hvis elev 1 laver fejl. Til sidst gennemgår gruppen elev 1 og 2’s besvarelse. Man kan gøre hele øvelsen nemmere og sværere ved at inddrage eller fjerne bøjninger og uregelmæssige verber.

Her er øvelsen eksemplificeret med verbets bøjning, men den kan bruges til mange flere:

• Adjektivets bøjning og placering
• Artikler
• Possessive pronominer
• De relative pronominer

Billedbeskrivelser og samtaler om billeder er nok en af de mest udbredte aktiviteter i sprogtimerne. Der findes et utal af måder at inddrage billeder som del af sprogproduktionen både mundtligt og skriftligt:

Den klassiske

Her udvælger man et billede, som passer til undervisningen. Det kan enten være af almen karakter, som dem der gives til eksamen eller et, der knytter sig til det emne, man læser på det pågældende tidspunkt.

Eleverne deles i 3 grupper. Det kan ske på forhånd ud en vurdering af deres niveau, eller man kan lade dem selv vælge gruppe alt efter dagsformen.

Gruppe 1 er for dem, der har det fint med bare at kaste sig ud i at sige noget, gruppe 2 for dem, der også er okay med at skulle sige noget, men gerne vil skubbes lidt, og gruppe 3 for dem, der synes, det er grænseoverskridende at skulle sige noget på fremmedsproget.

Bemærk at sproglig korrekthed ikke er et kriterium i opdelingen.

Én af grupperne bliver i klasselokalet med læreren og laver en mundtlig billedbeskrivelse, tilpasset deres niveau. De øvrige elever arbejder selvstændigt udenfor med eksempelvis tekstlæsning eller små skriftlige opgaver.

Hvis man har valgt et billede, der knytter sig til emnet, kan man med fordel lave øvelser, der indeholder brugbare gloser til den mundtlige billedbeskrivelse og lade de svageste elever komme ind og tale til sidst, da de i så fald har fået lidt ordforråd fra øvelserne. Det er også muligt at lave denne øvelse, hvor eleverne inddeles efter niveau.

Billedsekvenser

I en anden variant variant vælges en billedsekvens, der fortæller en kort historie. Hvis man arbejder med en film, kan man fx tage stillbilleder fra filmen, som tilsammen danner en scene. Hvis man arbejder med et eventyr, kan man som regel nemt finde billedmateriale, der illustrerer handlingen. Her bør eleverne inddeles efter niveau af læreren i grupper (2-3), og billedsekvensen har forskellige funktioner alt efter elevernes niveau.

For de stærke elever kan billedsekvensen bruges til dels at lave et mundtligt resumé på baggrund af en beskrivelse af billederne, men de kan også bruges til træne skift i tider.

Hvordan?

Dette gøres ved, at eleverne ved billede 1 først på fremmedsproget fortæller, hvad der sker på billedet. Herefter fortæller de, hvad de tror/ved der kommer til at ske. Derefter går man videre til billede 2, hvor man nu kan sige, hvad der sker i præsens. Dvs. de sætninger, man lige har sagt i fremtid. Ligeledes kan man nu sige, hvad der skete på billede 1 i datid.

For de svagere elever giver billedsekvensen mulighed for at genbruge meget ordforråd. Hvis man fx først får etableret et ordforråd til at beskrive billede 1, så kan man genbruge mange gloser, når man kommer til billede 2,

Træk og snak

Træk og snak er variant af billedbeskrivelsen, hvor eleverne trækker små kort med generelle gloser og vendinger til billedbeskrivelsen. Herefter skal de sige en sætning om det pågældende billede, hvori glosen eller vendingen indgår.

Kortene er differentieret i tre niveauer i hver deres farve.

På de mindst udfordrende finder man de helt basale gloser, som lader eleverne danne simple konstaterende sætninger (øverst, til højre/venstre, jeg ser, der er…).

Den anden gruppe indeholder vendinger, som kræver mere af eleverne sprogligt, og som lader dem beskrive handlingen og gå mere ind i beskrivelsen af personer på billedet (Jeg tror at, Jeg kan lide, Han ligner... ).

Den mest udfordrende gruppe indeholder instrukser og gloser, der skal bruges. Instrukserne kan eksempelvis være et krav om at bruge en særlig tid eller konstruktion (De har …-t, De er i gang med at…, Jeg kan bedst lide…). Der er tale om både en sproglig og indholdsmæssig differentiering.

Eleverne sidder i grupper og arbejder og henter kortene hos læreren. De skal derfor selv tage stilling til, hvilket niveau de vil træne. De kan også blande kort fra de tre niveauer og på den måde vælge en vægtning, der passer lige til dem. De kan enten fælles i gruppen blive enige om, hvor ambitionsniveauet ligger. Ellers kan eleverne individuelt i gruppen vælge, hvilket niveau de vil træne. I så fald sidder hver elev med sin egen lille bunke kort. I denne variant er det altså muligt at blande niveauerne.

Hvis man laver kortene en gang og laminerer dem, er de nemme at tage med til lektionen. Når man har lavet kortene, kræver det kun, at man finder et billede.