Nyhed

Oplæg fra konference om retsstaten

Forskere, dommere, advokater og kriminalforsorgsfolk diskuterer retsstaten i Europa og Danmark under disse hovedemner: domstoles uafhængighed, retsstatens betydning for borgerne - og menneskerettigheder.

En gruppe danske forskere, dommere, advokater og folk med erfaring fra kriminalforsorgen - alle medlemmer af Den rets- og kriminalpolitiske tænketank FORSETE - har afholdt en konference i december 2021 om retsstaten i Europa herunder også i Danmark.

Konferencen giver ingen svar, men der rejses en lang række problemstillinger, der belyses gennem eksempler, som en almindelig avislæser vil huske, og som kan give anledning til diskussioner i en undervisningssituation.

Konferencen belyste emner som lighed for loven og retssikkerhed og diskuterede eksempler på, om Danmark og andre lande i Europa kan være ved at fjerne sig fra de retsgarantier, som EU bygger på, og som blev opbygget efter 2. verdenskrig i forbindelse med vedtagelse af menneskerettighedskonventionerne. Hovedemnerne var domstolenes uafhængighed, retsstatens betydning for borgeren og menneskerettigheder.

Konferencen blev streamet, og optagelserne fra konferencen kan ses på denne side. Nedenfor findes transkription af de enkelte oplæg og tidskoder til optagelsen for den enkelte oplægsholder er angivet i manchetten til oplægget.

Afsnit I. Domstolenes uafhængighed

v. Thomas Gammeltoft-Hansen, professor ved juridisk institut ved Københavns universitet (00:36:15 – 00:46:15)

Behandlingen af udlændinge, flygtninge og emigranter er en udfordring både nationalt og internationalt.  Man kan ikke blive enige. Området er fyldt med dilemmaer. Hvordan skal udlændingene fordeles? Hvor meget skal den europæiske domstol kunne bestemme over det enkelte land? Hvilken retssikkerhed skal den enkelte have?

v. Bogdan Jedrys, dommer ved den regionale domstol i Krakow, Polen (01:04:10 – 01:35:06)

Jedrys fortæller gennem eksempler fra lovgivning og med cases, hvordan en demokratisk valgt regering i Europa over ganske få år har brudt med grundlæggende retsstatsprincipper og er kommet i konflikt med EU. Artiklen er på engelsk.

v. Mikael Sjöberg, Landsdommer i Østre Landsret (00:46:32 – 01:03:41)

I Danmark er domstolenes uafhængighed af lovgiver og forvaltning sikret i grundloven. Er denne uafhængighed under pres?
Der gives eksempler på, at lovgiver blander sig i enkeltsager, der verserer som straffesager ved domstolene; at lovgiver i bemærkninger til love går tæt på domstolenes frie skøn ved strafudmålingen og at lovgiver går tæt på fundamentale retsprincipper, formuleret i grundloven og menneskerettighedskonventioner.

Afsnit II. Retsstatens betydning for borgeren

v. Eva Smith, professor emeritus, juridisk institut ved Københavns universitet (02:13:49 – 02:32:24)

Retsstaten beskytter alle borgere mod overgreb fra staten. Det tager mange år at opbygge en retsstat, men kan det tage kort tid at ødelægge den? Der gives eksempler på dansk lovgivning, som kan siges at være uforenelig med en retsstat.

v. Knud Foldschack, advokat (02:34:42 – 02:50:38)

Et land vurderes bl.a. gennem den retssikkerhed, det giver dets borgere i ekstreme situationer. Ved en gennemgang af situationen for 19 danske børn i syriske lejre og gennem kvinden Amals administrative fratagelse af sit danske statsborgerskab belyses, hvad retssikkerhed betyder.

Afsnit III. Menneskerettigheder

v. Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder (03:58:53 – 04:23:29)

Igennem eksempler vises hvorfor retsstaten og menneskerettighederne er vigtige og oplægsholder minder om, at menneskerettighederne er en hjørnesten i den verdensorden, der har skabt fri og økonomisk fremgang i vores del af verden i årtier.  

v. Jonas Christoffersen, advokat (04:24:00 – 04:39:03)

Oplægget nævner kriser, der har ført til ny hurtig lovgivning og som har sat spor - som bl.a. terrorangrebet i 2001, Finanskrisen i 2008, Migrationskrisen i 2015, Bandekrigen i 2017 og covid-19 krisen.  Der peges gennem eksempler på betydningen af at komme tilbage til normale demokratiske beslutningsprocesser, når krisen er ovre, og at blive ved med at sikre debatten således at retsstaten kan bevares.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.