Aktivitet
Hvad skal vi med det danske forsvar?
Den amerikanske præsident Donald Trumps nye udmeldinger og krav til NATO-landene danner aktuelt udgangspunkt for en god debat om det danske forsvars rolle og finansiering. Aktiviteten er til samfundsfag i gymnasiet på A- eller B-niveau. Den varer halvandet modul à 90 minutter.
Formål
Aktiviteten giver eleverne indsigt i flere aktuelle politikområder på én gang. Det handler om forsvarspolitik, finanslov og ikke mindst forholdet til NATO, hvor Danmark i sine forhandlinger må tage bestik af Trumps krav om, at NATO-landene skal bruge mindst 2% af BNP på forsvaret. Der arbejdes med følgende faglige mål:
- Undersøge aktuelle samfundsmæssige problemstillinger i Danmark og andre lande og diskutere foreliggende og egne løsninger herpå.
- Undersøge og dokumentere et politikområde, herunder betydningen af EU og globale forhold.
1. Planlægning/overvejelser
Læreren undersøger det gældende forsvarsforlig og sætter sig ind i de politiske partiers positioner. Det kan gøres via partiernes hjemmesider eller de politiske markeringer i den offentlige debat. Endelig skal læreren have overblik over det danske forsvar og dets forpligtigelser i forhold til det danske medlemskab af NATO.
2. Opbygning
Læreren introducerer temaet samt (ovennævnte) mål og indhold for aktiviteten. Eleverne får links til dagsaktuelle artikler, der egner sig til nedenstående gruppeopgaver. Eleverne instrueres i at skelne mellem fakta og egne holdninger.
Eleven - eller en gruppe elever - skal dernæst forberede og holde et oplæg af ca. 7-10 minutters varighed. Det skal være et faktuelt oplæg, der dels bygger på lærerens introduktion, dels de dagsaktuelle artikler.
-
Elevarbejde og efterfølgende oplæg under overskriften “Hvad skal vi med det danske forsvar”. Eleverne skal forholde sig til faktuelle forhold som fx: Hvor mange penge der bruges på forsvaret, hvordan pengene fordeles, og hvordan de forskellige partier forholder sig til forsvarets rolle og omkostninger.
-
Efter eleven - eller elevgruppen - har fremlagt deres oplæg, debatteres såvel faktuelle som holdningsorienterede spørgsmål fx: Forsvarets relevans for Danmark, forsvarets rolle i forhold til NATO, forsvarets betydning i forhold til internationale konflikter, Danmark og værnepligt, forsvarets karakter og ydelser og endelig forsvarets belastning for statsbudgettet.
3. Evaluering
Der evalueres kort på de faglige mål: Hver elev skriver 2-3 pointer på et stykke papir, hvorefter der byttes med sidemanden. Pointerne drøftes de to elever imellem. Afslutningsvist beder læreren om at høre en række af pointerne i plenum.
Som perspektivering kan læreren i et efterfølgende modul lade eleverne diskutere A.Geists holdning i artiklen "Egentlig er det simpelt: Flere penge til Forsvaret er færre penge til alt det andet", Information d.30.1. 2018. (Artiklen gives for som lektie).
Kreditering
Jørgen Lassen, Sct. Knuds Gymnasium.
Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.