Artikel

Talentudvikling gennem formidling og mentoring

Fokus for talentudvikling er naturligvis talentet selv, og den undervisning talentet modtager. Men er det nu også en selvfølge, at talentet udvikler sig mest ved at have fokus på sig selv?

I projekt TalentED underviser talenterne yngre talenter – både for egen og for andres skyld.

 

Talentudvikling med fokus på formidling

TalentCampDK er en skoleforening, der blev stiftet i 2014 med det formål at sikre faglige udfordringer for medlemsskolernes dygtigste elever i 7.-9. klasse. Det gør vi gennem et talentprogram, hvor eleverne mødes på TalentCamps tre gange om året. Efter de første hold havde gennemført programmet, oplevede vi stor efterspørgsel efter et tilsvarende gymnasialt program.

Som en del af projekt TalentED etablerede vi derfor ”aspirantgrupper” i matematik, dansk og engelsk, hvor talentfulde gymnasieelever ville få mulighed for at dyrke og udvikle deres talent gennem faglig fordybelse og formidling. Ordet ”aspirant” henviser til, at deltagerne aspirerer til at blive blandt de dygtigste inden for deres felt.

Eleverne i en aspirantgruppe arbejder både med egen faglighed, men også med hvordan deres faglighed kan sættes i spil overfor andre og inspirere, støtte og motivere yngre talenter. Med andre ord arbejder eleverne med at blive faglige rollemodeller. Eleverne i en aspirantgruppe arbejder helt konkret med…

  • … egen faglighed. Tre gange om året mødes eleverne med resten af aspirantgruppen, hvor de modtager undervisning. Om dagen arbejder de fagfagligt og om aftenen deltager eleverne i workshops med fokus på formidling og mentoring.
     
  • … mentoring. Eleven i aspirantgruppen er mentor for en gruppe elever i 7.-9. klasse.  Eleven bruger ca. 1 time hver anden uge på at vejlede de yngre elever. Vejledningen er af faglig karakter, men allervigtigst er mentoren en rollemodel.
     
  • … undervisning. Eleven er med til at planlægge og forestå undervisningen på TalentCampDK’s TalentCamps for 7.-9. klasse. Eleven assisterer en voksen underviser, og sammen med den underviser udvælger eleven mindre dele af undervisningen, som eleven får ansvaret for.

 

Det faglige fællesskab

Denne tilgang til talentudvikling er meget mere end et ensomt sololøb for at eleverne bliver dygtigere end de andre. I aspirantgrupperne bliver eleverne dygtigere samtidig med, de arbejder for at gøre andre dygtigere. Ideen er opstået ud fra erkendelsen af, at den der lærer mest i klasselokalet ofte er læreren selv.

”Når vi selv har undervisning sidder jeg sommetider og tænker: ”nøjh, det her tror jeg også Johan [Christians mentee] ville synes var fedt!”, og når vi så snakker næste gang, så prøver jeg at forklare det til ham. Nogle gange er det svært at forklare selvom man godt synes man selv forstår det, men jeg prøver.” – Christian (elev i aspirantgruppen for matematik)

Eleverne i aspirantgruppen indgår i et fagligt fællesskab på tværs af uddannelsessektorens institutioner – og de har selv et ansvar for at bidrage til og udvikle fællesskabet. Når de mødes med deres aspirantgruppe og modtager fagfaglig undervisning, møder de studerende og forskere fra universitetet, og når de agerer som undervisere og mentorer er de med til at sætte rammen for det faglige fællesskab for eleverne i 7.-9. klasse.

 

Mentoring som kultur

Det er fantastisk at opleve, hvordan eleverne i aspirantgrupperne, ligesom Christian, tager ejerskab og udviser et nærmest uudtømmeligt engagement og gå-på-mod. Men det kræver stor planlægning og en velorganiseret feedbackkultur, hvis ideen med talentfulde gymnasieelever som undervisere skal fungere i praksis. Det er vores erfaring, at det er vigtigt, at de voksne undervisere, der har gymnasieeleverne med i deres undervisning, er klædt godt på til opgaven – for det er en stor opgave at facilitere, at en ung og uerfaren underviser lykkes. Det er vigtigt, at den voksne underviser har værktøjerne til at rammesætte gymnasieelevens plads i undervisning konstruktivt og til at give konkret, målrettet og brugbar feedback efterfølgende.

På samme måde er det vigtigt at støtte gymnasieeleverne, når de skal rammesætte arbejdet omkring mentorgrupperne. Det er vores erfaring, at det er vigtigt, at de får hjælp til at etablere den første kontakt og at der løbende bliver fulgt op på, om mentorgrupperne fungerer eller mentorerne savner redskaber til at løse konkrete problemstillinger.

Med andre ord er det vigtigt, at de voksne omkring aspirantgrupperne i praksis agerer mentorer for gymnasieeleverne i aspirantgrupperne. Vi startede med at forsøge at facilitere en mentorrelation mellem unge, og i stedet endte vi med at forsøge at bygge en organisation gennemsyret af tanken om mentoring.

 

Læs mere om projekt TalentED på talentcamp.dk: Aspirantgruppen

 

Kreditering

Anders Friis
Sekretariatsleder
TalentCampDK

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.