Søren T. Thuesen. Det danske kongehus og rigsfællesskabet

Kongebesøg

Med det konstitutionelle monarkis indførelse i 1849 blev regelmæssige kongelige besøg af væsentlig symbolsk betydning for at udvikle og fastholde forholdet til de fjerntliggende lande inden for riget. I 1874 fik Færøerne og Island besøg af en regerende konge for første gang, og i 1921 modtog Grønland sit første kongebesøg. Island havde dog haft besøg af et medlem af kongehuset Kronprins Frederik (VII) allerede i 1834, og senere besøgte han også Færøerne i 1844 (Hauge 2018:5-6). Den officielle festlige modtagelse af kronprinsen i Tórshavn skete med æresport, taler, sange, hurraråb og festmiddage. Senere var der besøg på lokale institutioner og seværdigheder. Under besøget på øen Vágar blev en særlig klippe Trøllkonufingur omdøbt til Kongespiret til ære for regenten Kong Frederik VIII (Hauge 2018:6). Modtagelsen af Kronprins Frederik (VII) kan ses som ceremoniel skabelon for, hvordan kongelige besøg efterfølgende er foregået i Færøerne og Grønland.

Ved det første kongebesøg i Grønland i 1921 indledtes en ny tradition. Kong Christian X rejste ikke alene, men havde familien med, det vil sige Dronning Alexandrine med sønnerne Frederik og Knud. Kongefamilien besøgte Grønland i forbindelse med markeringen af 200-året for Hans Egedes kolonisering af landet. Besøget i Nuuk omfattede en højtidelig velkomst med Dannebrog, kanonsalut, procession, håndtryk, gudstjeneste og kajakopvisning, men samtidig en folkefest med kaffemik, musik, dans og overrækkelse af gaver til kongeparret (Thuesen 2019:251).

Kongefamilien var ikke blot officielle gæster i Grønland. De gæstede også et privat grønlandsk hjem, nemlig den mangeårige redaktør for avisen atuagagdliutit Lars Møllers hjem. Lars Møller var allerede i 1862 blevet modtaget af Frederik VII på Fredensborg og havde modtaget såvel Fortjenstmedalje og Ridderkors, så det kan ikke undre, at kongeparret accepterede en invitation til at besøge Lars Møller privat. Der foregik således et møde familie til familie inden for det private hjems rammer. Det kan opfattes som et høfligt gengældelsesvisit, men viser også muligheden for at nære bånd kunne knyttes mellem monarken og den loyale undersåt.

Grønland og kongehuset i nyere tid

Kong Frederik IX og Dronning Margrethe har videreført traditionen med familiebesøg i både Færøerne og Grønland. De stadigt hyppigere besøg foregår ofte med Kongeskibet Dannebrog, men nu også suppleret med lufttransport.

Kronprins Frederik foretog i år 2000 en 2800 km lang slæderejse fra Qaanaaq og nord om Grønland. Tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen så kronprinsens slæderejse som en manddomsprøve og en solidaritetserklæring til det grønlandske folk:

”Prikken over i’et som Grønlands egen prins satte Frederik med sin yderst udfordrende slæderejse under ekstreme klimatiske forhold. Jeg tror, at Kronprinsen her tog sin manddomsprøve, og i dag nyder han – om muligt – endnu større anseelse blandt det grønlandske folk, som i hans slæderejse ser en tydelig solidaritetserklæring.” (Bygum 2004:106).

Grønlands Landsting besluttede efterfølgende at opkalde et landområde i det nordligste Grønland efter kronprinsen, Kronprins Frederiks Land, hvilket Dronning Margrethe kvitterede for i en officiel tale:

”Og tak til Grønlands Landsstyre, som betænkte et hjørne af Grønland med hans navn. Det er sådan noget… det er den største gave en mor kan få.” (Bygum 2004:82).

Der ligger i den grønlandske gestus til kronprinsen en bemærkelsesværdig omvending af den koloniale tradition for navngivning af områder i Grønland efter det danske kongehus. Magten til at navngive det grønlandske landskab lå nu i Grønland, og der var i tiden ellers ønsker om, at de koloniale navne blev erstattet af de grønlandske navne (Thuesen 2019:257).

Da Kronprins Frederik blev gift med Kronprinsesse Mary i 2004, blev hun straks kaldt Ukuarput (”Vores svigerinde”) i Grønland. I 2011 døbtes kronprinsparrets tvillingebørn med de grønlandske navne Ivalo og Minik. I Grønland signalerede det familiebånd og slægtskabsrelation, som beskrevet i daværende borgmester Asii Chemnitz Narups tale ved fejringen af Dronning Margrethes fødselsdag i Nuuk i 2011:

”Vi deler kongehusets stolthed over tvillingernes navngivning, – Ivalo og Minik. Børn er det dyrebareste vi har og de er genstand for vores største kærlighed. Det er derfor en stærk tilkendegivelse fra Kronprinsparret, at navngive tvillingerne med grønlandske navne. Vi er berørte og meget stolte over dette slægtskab. Det er en videreførelse af den store hengivenhed, interesse og kærlighed som Dronningen altid har vist for Grønland og det grønlandske folk.” (Thuesen 2019:258).

Store internationale begivenheder og politiske strømninger har i tidens løb påvirket opbakningen til kongehuset. Under indtryk af 2. verdenskrig gav redaktøren for atuagagdliutit Kristoffer Lynge, i 1942 i tidstypiske vendinger udtryk for de kærlige følelser mellem Kong Christian X og grønlænderne ”som Danmarks børn” og skrev: ”Kongen viser i højere Grad end nogen af sine Forgængere Kærlighed og Omsorg for sine grønlandske Undersaatter. (…) Vi venter og haaber med Længsel paa den Dag, hvor Danmark igen bliver fri for al Undertrykkelse og alle Ufredslænker, hvor vi skal vende tilbage til vor Konge, hvem vi Grønlændere kender og elsker.” (Thuesen 2019:255).

Efterkrigstidens grønlandske selvstændighedsbevægelse synes ikke at have påvirket kongehusets popularitet negativt. Førnævnte tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen (fra partiet Siumut) anså i 2004 forholdet til kongehuset som følelsesmæssigt og ikke politisk:

”Kongehuset opfatter vi ikke som et politisk problem. Derimod holder vi alle, stort set uden undtagelse, meget af det danske kongehus.” (Thuesen 2019:219).

En anden tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist (fra partiet Inuit Ataqatigiit) åbnede endda i 2015 mulighed for en fortsat formel relation til kongehuset i et fremtidigt selvstændigt Grønland:

”Vi bevæger os som nation, der bevæger sig mod statsdannelse. Og så kan det jo være, det bliver en republik, eller vi lige som Commonwealth har et royalt overhoved til fælles.” (Thuesen 2019:219).

Færøerne og kongehuset

Færøerne fik Hjemmestyre i 1948 efter mange års ønske om mere selvbestemmelse. Dele af den færøske selvstændighedsbevægelse markerer stadig principiel republikansk modstand mod monarkiet, men der synes dog fortsat at være overvejende folkelig opbakning omkring kongehuset (Hauge 2018:49). Daværende lagmand Aksel V. Johannesen (fra Sambandspartiet) udtalte i sin velkomsttale til Dronning Margrethe i 2016:

”Med Deres mange besøg på Færøerne de sidste 57 år, har De understreget Færøernes tilstedeværelse i Rigsfællesskabet. Og den årlige hilsen til Færøerne i Deres nytårstale har nok større betydning, end mange erkender” (Hauge 2018:57). Johannesen talte om båndene mellem Færøerne og Danmark som ”århundredgamle venskabsbånd” og ”disse tætte bånd knytter vores samfund sammen – både industrielt, politisk og personligt” (Hauge 2018:57).

Rigsfællesskabet

De kongelige besøg i Færøerne og Grønland og de årlige nytårstalers hilsen til de to folk er udtryk for kongehusets – og dermed rigsfælleskabets – synliggørelse af de to nordatlantiske nationer i riget. Kongehuset udtrykker sin respekt for og anerkendelse af de kulturelle og sproglige forskelle ved kongefamiliens brug af færøske og grønlandske nationaldragter eller deltagelse i færøsk kædedans og den grønlandske dans kalattuut. Også regentens anvendelse af færøske eller grønlandske vendinger i taler er eksempler på denne respekt for centrale kulturelle værdier.

Kongehuset opretholder og udvikler forholdet til de to folk og står som det symbolske udtryk for et sammenhængende rigsfællesskab. Gennem regelmæssige besøg i Færøerne og Grønland indgås og vedligeholdes nære, personlige relationer. Gennem kontakt med og eksponering til store dele af befolkningerne i de to lande bekræftes båndene mellem kongehus og menigmand. Det konstitutionelle monarki varetager sin samlende rolle i rigsfællesskabet afstemt med Statsministeriet og må navigere på baggrund af de til tider udfordrede politiske relationer mellem den danske stat og de grønlandske og færøske regeringer.