Færingehavn

Afskallet maling, rustne søm og knuste ruder. Den internationale fiskerihavn, Færingehavn, har ligget øde hen siden 1990erne og ligger nu som et monument over en svunden tid, hvor fiskere kom til landet langvejsfra for at fiske torsk i Davisstrædet.

Færøske fiskere havde i alt otte havne i Grønland fra 1927 og frem til 80erne. Den største er Færingehavn, der ligger ca. 50 km syd for Nuuk.

Fik tilladelse af Danmark – trods grønlandske protester

Færinger begyndte allerede i 1920erne at fiske i grønlandsk søterritorie. I 1926 fik de for første gang adgang til en havneplads på Ravns Storø i Frederikshåb (Pamiut) distrikt. På dette tidspunkt havde Danmark handelsmonopol i Grønland og havde afspærret landet for udenlandske erhvervsvirksomheder. Det var derfor et anslag mod den etablerede politik, at færøske fiskere året efter fik officielt lov til at anlægge deres egen havn, Færingehavn, og senere fik tilladelse til at fiske på et større areal. En afgørelse, der blev mødt med store protester i det grønlandske landsråd.

Færøske fiskere blev presset nordpå

De færøske fiskere var nødsaget til at søge mod nordligere farvande, efter at engelske og tyske fiskere var begyndt at fiske med trawl i det færøske og islandske farvand. Færingerne kunne ikke følge med englænderne og tyskerne i deres små både med håndsnøre og langline, og der var ikke kapital til at omlægge det færøske fiskeri. De færøske fiskere rejste derfor nord på til Island og Grønland. På samme tid voksede torskebestanden i Vestgrønland, hvilket allerede havde tiltrukket fiskere fra flere lande.

Fra international fiskerihavn til forladte ruiner

Efter grundlæggelsen af Færingehavn tog det fart, og i 1937 fik Færinghavn status som international fiskerihavn. I 1953 stiftede man norsk-dansk-færøske selskab, Nordafar, der var en vigtig forsyningsstation i Færingehavn for både færøske, danske og norske fiskere. Senere udvidede man stationen med bl.a. et maskinværksted, sømandshjem og et lille hospital. Nogle dage kunne der være op mod 1000 beskæftigede fra forskellige nationer på stationen.

Det færøske torskefiskeri nåede sit klimaks i begyndelsen af 1960erne. Men et fald i torskebestanden i slutningen af 60erne, Grønlands indtræden med Danmark i EF i 1973, hvor Færøerne forblev udenfor, samt omfattende kvotareguleringer førte til enden for aktiviteterne i Færinghavn.

Selve fiskefabrikken blev lukket i 1975. Derefter overtog færinger driften af havneanlægget indtil Nordafar gik konkurs i 1989 og blev solgt på tvangsauktion i 1990. Den færøske landskasse mistede omkring 60 mio. kr. på salget og siden da, har havnen ligget øde hen.

Fælles kulturarv

Færingehavn er et vidnesbyrd om en vigtig og nævneværdig epoke for både Færøerne og Grønland. Oprettelsen af Nordafarstationen skal ses i direkte sammenhæng med ophævelsen af handelsmonopolet og Grønlands nye status som en ligestillet del af Kongeriget.

Hverken på Færøerne eller i Grønland har man siden haft et så stort og omfattende fiskerianlæg som Nordafar. Stationen er et håndgribeligt eksempel på kommerciel stordrift i Grønland og på et intensivt færøsk fiskeri, der var med til at finansiere den færøske velfærd i efterkrigstiden.

Færøernes fiskeri i Grønland var også starten på en tættere relation mellem Grønland og Færøerne. I mange år dannede Færingehavn ramme om hverdagen for både færøske og grønlandske sæsonarbejdere.

I dag bor der et ikke ubetydeligt antal færinger i Grønland og mange færøske søfolk arbejder på grønlandske skibe. Færøerne og Grønland handler indbyrdes med fiskekvoter og indgik i 2016 en officiel aftale om gensidigt samarbejde.

En påmindelse fra Grønland

Færøerne og Grønland indgik allerede i 2007 en aftale om, at Færøerne skulle rydde op efter de nedlagte fiskerihavne.

En aftale landstyrformand Kim Kielsen (Siumut) mindede daværende lagmand for Færøerne Aksel V. Johannesen (S) om under et besøg på Færøerne i 2016.

I januar 2018 blev der offentliggjort en rapport over tilstanden i Færingehavn udarbejdet af de færøske myndigheder i tæt samarbejde med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

Stadig ingen aftale på plads

Udvalget udarbejdede en rapport over tilstanden og forslag til, hvordan man skal gribe oprydningen an. Men konklusionen var klar og entydig den, at der ikke er noget, der er værd at bevare, og at de nedlagte bygninger i Færingehavn er direkte risikable at færdes i og omkring.

Selvom de færøske havne ligger i afsondrede og folkefattige områder, kan løsrevne bygningsrester være til stor fare for forbipasserende både og joller.

Det skønnes, at det vil koste omkring 23 mio. kr. at rive bygningerne ned og fjerne dem fra Færingehavn.

De to selvstyrer er, snart to år efter rapportens offentliggørelse, endnu ikke nået til enighed om, hvordan man skal gribe sagen an. ”Vi prioriterer den højt, og er i gang med at studere den færøske rapport nærmere”, sagde departementschef for Natur og Miljø i Grønland Mette Skarregaard tilbage i maj 2018 til den grønlandske TV-station KNR.

Grønlandsk irritation

Færingehavn er blevet lidt af et smertensbarn i forholdet mellem Grønland og Færøerne.

”Færinger har fisket meget i Grønland, men der står mange ruiner tilbage, som grønlændere er irriterede over. Det må ryddes bort”, sagde landstyrsformand Kim Kielsen til den færøske avis Sosialurin i 2016.

Færøernes daværende lagmand Aksel V. Johannesen gav Kielsen ret i, at der skal ryddes op i gamle levn fra fortiden. Han sagde til Sosialurin samme år: ”Færinger har nydt godt af grønlandske ressourcer og gæstfrihed, mens de var i Grønland. Derfor kan man sige, at bygningerne ligger som en skamplet for os færinger, fordi vi ikke har ryddet op efter os. Det mener jeg, at vi skylder grønlænderne”.

Færøernes landsstyre har gjort de grønlandske myndigheder opmærksomme på, at Færøerne ikke formelt har ansvar for ruinerne af den færøske fiskerivirksomhed i Grønland, der for det meste var privatejet, og påpeger, at Færingehavn efter 1937 fik status som international havn. Det færøske landstyres deltagelse i spørgsmålet om oprydningen er pr. kulance for at bevare den gode relation til Grønland.

Det er rapportens klare anbefaling, at man fra offentlige side burde rejse penge til at forske i relationen mellem Grønland og Færøerne i nyere tid. Et forskningsemne, der er stærkt underbelyst. Nordafarstationen kunne være omdrejningspunkt i en sådan undersøgelse.