Artikel

Kristin Marjun Magnussen. Om det færøske sprog

Sprogene i rigsfællesskabet sætter historiske, kulturelle og identitetsmæssige faktorer i spil. Her får du indsigt i det færøske sprog på Færøerne og inspiration til undervisning i og om rigsfællesskabet.

af Kristin Marjun Magnussen, mag.art. i nordisk filologi, sprogforsker, ansat ved Málráðið, Færøsk Sprognævn.

Den færøske befolkning stammer fra indvandring af nordboere til Færøerne i vikingetiden. Nordboerne emigrerede fra det vestnorske område til de skotske øer, og nogle er derfra draget videre til Færøerne, som består af 18 øer, hvoraf de 17 er beboede. I dag bor der 52.920 mennesker på Færøerne (dec. 2020, kilde: Hagstova Føroya - https://hagstova.fo/fo/folk/folkatal/folkatal).

De nærmeste sproglige slægtninge er islandsk og vestnorsk. Det færøske talesprog opfattes tit af udenforstående som islandsk sprog. Dog har færøsk fra 1500-1600-tallet flere tydelige særudviklinger, som med tiden har fjernet de to nabosprog længere fra hinanden.
Det færøske skriftsprog kan minde meget om islandsk. Færinger forstår de østnordiske sprog som dansk, norsk og svensk både i skrift og i tale, medens det i dag kniber med at forstå det islandske talesprog.

 

Sproghistorie

Den historiske tilknytning til Danmark og Norge gennem århundreder sætter færinger er i stand til at forstå disse sprog uden større indlæring end den, de får i skolen. Den historiske tilknytning til Danmark har også påvirket det færøske sprog i fx ordforråd og syntaks.

Skriftlige færøske kilder fra vikingetid og middelalder forekommer meget sporadisk. De første spor af et færøsk sprog findes i nogle middelalderlige lovtekster og diplomer fra ca. 1300 og frem.
I forbindelse med reformationens indførelse på Færøerne omkring år 1540 blev dansk indført som skriftsprog på Færøerne.

I Jordebogen fra 1584 er teksten dansk, og de færøske sted- og personnavne gengives tilnærmelsesvis, som den danske skriver har hørt navneformerne.

Efter reformationen blev dansk det sprog, som man brugte i administration, kirke og skole på Færøerne. Færøsk var almuens sprog, medens dansk var sproget for embedsmændene og deres familier. I perioden fra reformationen til det færøske skriftsprogs etablering i 1846 overlevede det færøske sprog, fordi det var færingernes daglige talesprog, og fordi det var sproget i den mundtlige overlevering af færøske sagn og kvæði. Kvæði er de gamle ballader på Færøerne, der er akkompagneret af færøsk kædedans, en tradition som man regner med stammer fra middelalderen.

Ligesom tilfældet er i islandsk, er en stor del af det færøske ordforråd i dag det samme som i det gamle norrøne sprog. Mange nye ord er alligevel blevet føjet til det færøske ordmateriale, og nogle af de gamle ord er forsvundet eller har fået en udvidet betydning.
De fleste af de dagligdags ord, som færinger bruger, er nogenlunde de samme som kendes fra norrønt sprog: hav (hav), (du), gras (græs), ganga (gå), eyga (øje), seyður (får), bátur (båd).

Det norrøne þ er i færøsk ændret til enten t eller h, og det norrøne ð er forsvundet i udtale. Ð er dog stadig i brug i det færøske alfabet og bruges i den færøske ortografi. I særlige lydlige forbindelser udtales ð som enten [g] i fx veðrur, eller som [ʋ] i veður. At det ellers stumme ð stadig findes i det færøske alfabet skyldes, at det færøske skriftsprog er etymologisk og er baseret på det norrøne sprog.

 

Særlige færøske træk

Den norrøne lyd þ er udviklet til t (Tórshavn) eller h (Hósvík). Den norrøne lyd ð er som nævnt forsvundet, men er bevaret i ortografien.

Verschärfung er den faglige term for et indskud, der under visse omstændigheder kan optræde efter en lang vokal. Dette sproglige fænomen optræder i færøsk fra omkring 1500-tallet. Der er to typer Verschärfung: gv og ggj.

Typen gv optræder mellem diftongen ú eller ó og en efterfølgende vokal, fx búgva (norr. búa), spógvi (norr. spói). Desuden optræder gv også efter diftongen ú eller ó, fx tógv (norr. ), kúgv (norr. ). Dog udebliver indskuddet, hvis ordet i sin bøjning får en konsonant efter diftongen ó/ú. I fx ordformerne at búgva - eg búði har udsagnsordets rod fået en datidsendelse tilføjet. Også i forbindelse med ordsammensætninger kan gv udeblive foran konsonant: fx bústaður (bopæl).

Den anden Verschärfung, ggj, optræder efter diftongerne í [ʊi:]/ ý [ʊi:]/ ei [ai:]/ ey [ɛi:]/oy [ɔi:], fx hoyggj (norr. hey), nýggj (norr. nýr). Ligesom tilfældet er med gv-typen, er der ingen ggj- Verschärfung i de tilfælde, hvor fx et udsagnsord bliver bøjet i datid. Da får udsagnsordets rod en datidsendelse tilføjet, fx at spýggja (norr. spýja) – eg spýði. I sammensætninger falder ggj bort, hvis efterfølgende led begynder med en konsonant: fx hoytjóvur, nýmáni. Hvis efterfølgende led begynder med vokal eller -h, beholdes Verschärfungen: fx nýggjár, hoyggjhús.

 

Dialekter og variationer

Det færøske sprog har betydelige dialektforskelle. Dialektområderne er i store træk delt op i det sydlige og det nordlige dialektområde, og den grove inddeling af dialekter består af:

  • Den centralfærøske dialekt i området med hovedstaden Tórshavn som centrum – Suðurstreymoy/Tórshavn/Koltur/Hestur/Nólsoy.
  • De nordlige dialekter i området og øerne vest og nord for Tórshavn – Vágar/Mykines, Norðurstreymoy/Eysturoy, Kalsoy/Kunoy/Borðoy/Viðoy/Svínoy/Fugloy (Norðoyggjar).
  • Det sydlige dialektområde – Suðuroy og Sandoy/Skúgvoy.

Inden for disse dialektområder er der mindre afgrænsede områder med tydelige dialektforskelle. De dialektale forskelle viser sig som både variation i udtale og i ordforråd. Forskellene mellem dialekterne er de senere år udvisket. I dag har yderområderne, Suðuroy og Norðoyggjar, den mest markante udtalevariation set i forhold til hovedstadsområdet i Suðurstreymoy, Tórshavn, hvor ca. 1/3 af befolkningen bor. På Færøerne kan man efterhånden også tale om regionalsprog, hvor både Tórshavn og de større bygder påvirker sproget i de omkringliggende mindre bygder.

Der er forskel på færøsk skriftsprog og færøsk talesprog. Ofte er skriftsprogsstilen mere norrønt inspireret, medens talesproget er mere dansk inspireret, hvor gængse danske udtryk er iklædt en færøsk form. Det danske ord følger den færøske grammatik, og den lydlige del følger den færøske udtale. Der kan være tale om to forskellige stile til hver sit brug; skriftsproget til det formelle brug, og talesproget til den mere private sfære.

 

Skriftsprog

Det færøske skriftsprog, som vi kender i dag, blev etableret i midten af 1800-tallet. Inden da blev der på skrift anvendt en mere lydnær form af den færøske udtale.
Oplysningsmand og kulturpersonlighed Jens Chr. Svabo skrev i 1770-1780’erne Dictionarium Færoense, en færøsk-dansk-latinsk ordbog. I bogen redegør Svabo for det færøske sprog, dets situation og dets forfald. Opslagsordene er skrevet med den svaboske udgave af færøsk. Bogens formål var (for eftertiden) at dokumentere en viden om det færøske sprog, som J.C. Svabo vurderede var et miskmask af færøsk og dansk og ikke ville have en chance for at overleve. Andre kendte indsamlere af færøske kvæði og andre mundtlige færøske overleveringer var præsten J.H Schrøter og bonden Jóannes í Króki, som også skrev deres tekster baseret på egne dialektale varianter, men dog med J.C. Svabos ortografi.
Det moderne færøske skriftsprog er baseret på den ortografi, som første gang blev lanceret i 1840’erne, og som med senere ændringer og tilpasninger har været det skriftsprog, som bruges i dag.
Centrale personer i forbindelse med etableringen af det færøske skriftsprog var præsten V. U. Hammershaimb, som udgav Færøiske Kvæder I og II (1852) og bl.a. ordsamling, kvæði og sagn i Færøsk Anthologi I og II (1891), og filologen Jakob Jakobsen, som udgav Færøske Folkesagn og Eventyr (1898-1901). Værker, som er et resultat af deres store indsamlingsarbejde på Færøerne, og som dokumenterede det store materiale i den færøske orale tradition.

Det færøske skriftsprog er etymologisk baseret på det norrøne sprog i Vestnorden og med udgangspunkt i dialekten i Suðurstreymoy.

 

Undervisning i skolerne

Tidligt i 1800-tallet startede undervisning af børn ved hjælp af vandrelærere, der rejste regelmæssigt mellem flere bygder for at undervise.

Regelmæssig skolegang blev først etableret på Færøerne sent i 1800-tallet, hvor der blev bygget skoler i de fleste bygder. Det officielle sprog i skolen var dansk. Færøsk som fag og undervisningssprog i skolen blev ikke ligestillet med dansk førend i 1938. De færøske børn er overvejende blevet undervist i dansk undervisningsmateriale. Siden 1980’erne er der gjort en målrettet indsats for at udvikle færøsk undervisningsmateriale til folkeskolens fag.

Ifølge folkeskolens studieplan undervises der i dansk i folkeskolens 3.-10. klasse, hvor dansk i 10. klasse er valgfag.

 

Det færøske sprogs opbygning

Færøsk har tre køn. Adjektiver, pronomen, bestemt og ubestemt artikel og talord bøjes i fire kasus, i ental og flertal foruden i de tre grammatiske køn. Der findes dog undtagelser fra substantivernes regelmæssige bøjningsmønstre. Verberne bøjes i flere forskellige bøjningsmønstre inden for de stærke og svage verber og i person, tal og modus. Særligt i forbindelse med bøjningen af de stærke verber findes der undtagelser i bøjningsmønstrene.

Rækkefølgen i de færøske sætninger er oftes subjekt – verbal – objekt. I spørgesætninger kan rækkefølgen ændres, så verbal foranstilles subjektet, og desuden kan et spørgeord foranstilles verbalet. Generelt kan siges, at selv om den færøske grammatik stadig ligner den norrøne meget, så ændres sætningerne ved, at de bøjede ordformer i alt højere grad i stedet erstattes af kravet om ordenes rækkefølge.

Eksempler på nogle enkle færøske sætninger:

Kettan etur rottur. (Katten spiser rotter.)

Eg keði meg. (Jeg keder mig.)

Smyril fer av Havnini kl. 10. (M/S Smyril sejler fra Tórshavn kl. 10.)

Húsini eru reyð. (Huset er malet rødt.)

Eg havi keypt mær einar buksur. (Jeg har købt et par bukser.)

 

Navne

Indtil 1992 har den danske personnavnelovgivning også været gældende for Færøerne. Da man 1828 indførte loven om familienavn i Danmark, fulgte de færøske efternavne også denne danske navneskik. Skikken at bruge -søn og -datter blev afløst af -sen og færøske stednavne i daniseret form kom i brug som færøske familienavne: Lamhauge, Hammer, Gærdum.

I dag har flere bærere af disse efternavne med daniserede former genantaget den oprindelige navneform og ændret efternavnet fx fra Frederiksberg til á Fríðriksmørk.

Den færøske personnavnelov fra 1992 gav igen færingerne mulighed for at bruge den gamle navneskik med -dóttir og -son som efternavn.

 

Sprogrøgt og nye ord

Den sprogpolitiske holdning på Færøerne er, at færøsk skal være det eneste officielle sprog. Med det færøske sprog skal man kunne udtrykke sig om alle livets forhold. Det gør man bl.a. ved at bevare det oprindelige ordforråd og ved at lave færøske nydannelser for importord. I forbindelse med oversættelse af importord og ved dannelse af nye ord forsøger man at få de nye ord og deres bøjning til at passe ind i det færøske lyd- og bøjningssystem. Importord bliver altså tilpasset den færøske udtale, skrivemåde og bøjning. Eksempler på importord i færøsk er fx tomat (tomat), kaffi (kaffe), kalendari (kalender), sjatoll (chatol).

Nye færøske ord dannes hovedsagelig ved sammensætninger og afledninger: tænastumiðstøðin (servicecentralen), tæna – tænari (tjene - tjener), skipskipari (skib – skipper/kaptajn).

Nye ord i færøsk er som oftest erstatninger for fremmede importord i færøsk. En del af de nye ord er dannet som afledninger af ældre færøske ord eller af orddele, som fandtes i færøsk i ældre tid. At lave nye ord i færøsk har pågået i hvert fald i løbet af de sidste 100 år. Der er nyord i færøsk i dag, som er indført for ca. 100 år siden og erstatter ellers kendte fremmedord, fx stjørnufrøði (astronomi).

Adskillige nye ord i færøsk følger den svage femininumsbøjning, fx tyrla (helikopter), telda (computer), bingja (container).

Andre nye ord i færøsk er dannet med faste suffikser, som fx -frøði (-lære/-videnskab): málfrøði (sprogvidenskab), støddfrøði (matematik), evnafrøði (kemi). Suffikset -frøði kan udvikles til -frøðingur (videnskabsmand/-kvinde eller ekspert): stjørnufrøðingur (astronom), málfrøðingur (sprogforsker), evnafrøðingur (kemiker).

Ord, som betegner en, der udøver et fag, kan få suffikset -ari: fx snikkari (snedker), forritari (programmør).

Som en følge af den danske indflydelse på færøsk siden reformationen bærer nutidsfærøsk spor af kampen mod danismer. I begrebet “godt færøsk sprog” er indbefattet opfattelsen af, at man kan udtrykke sig på et sprog, hvor man ikke mærker nogen indflydelse fra dansk eller engelsk. Projektet er mere gennemført i skriftsproget end i talesproget. I det private færøske talesprog forekommer oftere danismer og brudstykker af danske udtryk sammen med engelske ord og udtryk.

I dag bliver dansk betragtet som et forbindelsesled mellem færinger og de andre nordiske nationer, hvilket forklarer det danske sprogs rolle i den færøske skole ved siden af det færøske sprog. Med den øgede globalisering og adgang til internet og de digitale medier har engelsk fået større og større rolle i de unges sprog og hverdag. Derved er færøsk under pres fra både dansk og engelsk i rollen som færingernes sprog.

I litteraturlisten er forslag til nyere litteratur om færøsk sprog.


Adams, J. & Petersen, H.P. (2014) Faroese - A Language Course for beginners. Tórshavn: Stiðin. 

Henriksen, J. (1975) Ljóðlæra. Føroysk mállæra til framhaldsskúlar I. Tórshavn: Egið forlag.

Jacobsen, J. í Lon. (2012). Ærligt talt, who cares? En sociolingvistisk undersøgelse af holdninger til og brug af importord og afløsningsord i færøsk. Oslo: Novus Forlag.

Matras, Christian (1951-2000). “Det færøske skriftsprog af 1846.” I: Greinaval – málfrøðigreinir. Red.: Martin Næs og Jóhan Henrik W. Poulsen. Tórshavn: Føroya Fróðskaparfelag.

Petersen, H.P. (2020) Føroyskt mállæra 1. Kyn, orðmyndan og bending. Sandavágur: Málseta.   

Petersen, H.P. (2020) Føroysk mállæra 2. Grunddrøg í føroyskari syntaks. Sandavágur: Málseta.

Petersen, H.P. (2021) Føroysk mállæra 3. Ljóðlæra. Sandavágur: Málseta.

Petersen, H.P. (2009) Gender Assignment in Modern Faroese. Hamburg: Verlag Dr. Kovač.

Thráinsson, H., Petersen, H.P., í Lon Jacobsen, J. & Svabo Hansen, Z. (2004) Faroese. An overview and Reference Grammar. Tórshavn: Føroya Fróðskaparfelag.


Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.