Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i psykologi - januar 2024

Om årsmøde november 2023, køn og karakterer i faget, FIP 2024, FAQ til SSO på emu'en.

Kære psykologikolleger,

Jeg håber, at I har nydt jeres juleferie lige så meget, som jeg har!

Psykologilærerforeningens årsmøde i november 2023

Det var som altid en kæmpe fornøjelse at komme forbi Psykologilærerforeningens årsmøde i november. Jeg er fuld af beundring over, hvor stærk en forening vi har i vores fag, og hvor flot et kursusprogram foreningen havde skruet sammen.

Som en del af mit oplæg præsenterede jeg det foreløbige arbejde, som arbejdsgruppen i projektet omkring kravene til metodekendskab på psykologi C er fordybet i. Det var en virkelig konstruktiv debat, der efterfulgte, og jeg og resten af arbejdsgruppen er meget taknemmelige for de kommentarer og forslag til tilføjelser, som vi fik med fra dagen. Det var så skønt at opleve, hvordan I tog imod det foreløbige arbejde!

Køn og karakterer i psykologi

Jeg blev på foreningens årsmøde spurgt, om jeg kunne finde data frem omkring kønsforskelle ift. de karakterer, der bliver givet i psykologi. I nedenstående tabel kan I se karakterforskelle på tværs af køn, ungdomsuddannelserne, fagniveauerne (C og B) og henover årene 2020-2023. Det fremgår tydeligt, at de kvindelige elever generelt set og forholdsvis konsistent opnår ca. et helt karakterpoint højere karakterer end de mandlige elever.

Køn og karakterer i psykologi
© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

FIP – foråret 2024

Jeg ser som altid utrolig meget frem til at møde mange af jer på forårets FIP-kurser, som afholdes d. 20. marts på Fredericia Gymnasium og d. 11. april på Gammel Hellerup Gymnasium. Kort beskrevet indeholder programmet følgende oplæg og workshops:

  • Jesper Aagaard fra Århus Universitet holder oplæg om digitale distraktioner og sociale relationer.
  • Karen Østergaard Richter Hansen fra Aalborg Katedralskole holder oplæg om den digitale verdens indflydelse på unges syn på og tilgang til seksuallivet.
  • Julie Tchikai Iversen fra NEXT Vestskoven Gymnasium holder en workshop om inddragelsen af kunstig intelligens i psykologiundervisningen.
  • Ditte Campion fra Roskilde Gymnasium og undertegnede holder en workshop om problemstillinger vedrørende læreplanens normalitetsbegreb.

Tilmeldingen til kurset sker på GL-e’s hjemmeside, og den er åben indtil 14 dage før kursusdagen: FIP-kurser tilmelding (gl.org)

FAQ til SSO på EMU’en

Der er for nylig blevet udgivet en FAQ til den større skriftlige opgave (SSO) på hf på EMU’en. Her kan man finde svar på en række spørgsmål om SSO’en lige fra den indledende proces til den endelige evaluering af opgaven: FAQ for SSO | emu danmarks læringsportal

Jeg ser som altid frem til at se jer på kurser og høre fra jer på skrift eller telefonisk.

Magnus Riisager

magnus.riisager.hansen@stukuvm.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.