Informationsvurdering: Lateral læsning som byggesten til flokimmunitet

It is my belief... that the truth is generally preferable to lies. Albus Dumbledore

Ifølge loven om de gymnasiale uddannelser skal eleverne ”opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og opnå evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale” (Gymnasieloven, § 1. Stk 2).

Denne artikel vil fremhæve, hvordan både selvstændighed og samarbejde – såvel som personlig myndighed og ansvarlighed over for omverdenen (§ 1. Stk 3) – er uløseligt forbundet i arbejdet med at vurdere information. I den danske tradition er det desuden udbredt, at skoler arbejder ud fra et ’udvidet tekstbegreb’ (Berthelsen, 2020), og at informationssøgning med fuld ret kan betragtes som et element i læsekompetence (Bundsgaard, 2008).

Hvordan vurderer vi information på nettet?

At myndiggøre elever og voksne til at evaluere information har været et læringsmål i årevis, længe før ’fake news’ blev et alment begreb. Kritiske tilgange kan gøre folk mere opmærksomme på eksempelvis en svag logik i argumentation (’critical thinking’-traditionen) eller på de magtforhold, der afspejles i sproget (’critical literacy’-traditionen; en sammenligning i Burbules & Berk, 1999; Burbules, 2017; et overblik over brugen af de to udtryk).

Som mange har bemærket, kan internettet både fungere som propagandamaskine og som et af de bedste værktøjer til faktatjek (fx Caulfield, 2017).

Ikke kun elever, men også veluddannede folk i alle aldre bliver dog vildledt eller ligefrem narret af online information. Hvorfor det?

Et eksperiment designet af historiedidaktikerne Sam Wineburg og Sarah McGraw har sat spørgsmålstegn ved, om en almen ekspertise i at læse (nogle typer af) tekster i dybden er tilstrækkelig til at kunne vurdere online information.

Wineburg og McGrew (2017) stillede en opgave om informationsvurdering til 10 professionelle historikere, 25 første års-Stanfordstuderende og 10 professionelle faktatjekkere. Kildekritik er historikernes levebrød, og man ville forvente, at Stanfordstuderende besidder tilstrækkelige kompetencer i at læse online.

En af opgaverne handlede om at kigge på to indlæg om emnet ’bullying’ fra hjemmesiderne fra American Academy of Pediatrics og American College of Pediatricians og bedømme, hvilken af de to tekster, der kunne anses for at være mest troværdig. Begge hjemmesider har et professionelt udseende, og indlæggene havde blandt andet litteraturhenvisninger på plads. Deltagerne i eksperimentet kunne frit søge på nettet, de skulle ‘tænke højt’ og deres online aktiviteter blev registreret.

Faktatjekkerne lagde ud med at etablere autoritetsniveauet for de to organisationer, baseret på de informationer som de selv skrev samt deres omtale i respektable fora. På den måde fandt faktatjekkerne ud af, at American Academy of Pediatrics har eksisteret siden 1932, har 64.000 medlemmer og publicerer et vigtigt tidsskrift. American College of Pediatricians er en gruppe med 200-500 medlemmer med en stærk politisk agenda, og de har været omtalt bl.a. for deres forsvar af omvendelsesterapi (’reparative therapy’), der har til formål at ændre en persons homoseksualitet til heteroseksualitet. Dette var tilstrækkeligt for faktatjekkerne til at identificere American Academy of Pediatrics som den mest autoritative institution – nærmest uden at havde læst de to artikler.

Kun 5 ud af de 10 historikere og 5 ud af de 20 Stanford-studerende kom frem til det samme resultat som faktatjekkerne, og et flertal af de studerende valgte teksten fra den mindst troværdige organisation. Alle deltagerne i eksperimentet skulle arbejde under tidspres, og Wineburg og McGrew giver udtryk for, at alle sandsynligvis ville være nået frem til bedre konklusioner med mere tid til rådighed. Men søgning på nettet er en hurtig proces, og på den måde var opgaven realistisk.

Hvorfor gik det galt for folk, som burde være kritiske og velinformerede?

Vertikal vs. lateral læsning

Problemet var, at både historikerne og de studerende brugte det meste af deres tid på at læse tekster i dybden (‘vertikal læsning’) om et emne, som de ikke var eksperter i. Faktatjekkerne var langt mere effektive, idet de primært brugte deres tid på ‘lateral læsning’, hvilket betyder, at de fandt ekstern information rundt om organisationerne bag hjemmesiderne i stedet for alene at fokusere på sidernes indhold.

Ifølge Wineburg og McGrew er problemet med undervisning i informationsvurdering, at redskaber fra traditionel kildekritik – fx indholdsanalyse og tjeklister om formalia – er både tidskrævende og ineffektive i forbindelse med vurdering af kilder inden for emner, hvor læseren ikke selv er ekspert. Det er overmod at tro, at man kan vurdere information inden for områder, man kun har ringe kendskab til.

Wineburg og McGrew anbefaler at søge hjælp til informationsvurdering fra andre kilder, i stedet for alene at stole på egne evner til at bedømme kilderne:

"The immensity of the Internet makes it impossible to be familiar with every entry Google spits out. In this treacherous terrain, the most thoughtful response is to become skeptical of one’s own intelligence. Hubris on the web takes the form of trusting our eyes and brains to examine the look of a page and its content in order to determine reliability. In contrast, taking bearings, practicing lateral reading, and engaging in click restraint remind us that our eyes deceive, and that we, too, can fall prey to professional-looking graphics, strings of academic references, and the allure of .org domains. Practicing these strategies is an admission that we are more astute when we turn to the entire web than when we try to brave it alone." (Wineburg & McGrew, 2017; vores fremhævelser)

Efter denne introduktion til ’lateral læsning’-begrebet gennemgår vi de andre nøgleord og -begreber som er fremhævet i citatet, og vi foreslår, at informationsvurdering bør rammesættes ikke kun som en individuel, men først og fremmest som kollektiv kompetence (se også kapitlet om informationskompetencer i Caviglia & Dalsgaard,2020).

At være skeptisk over for sin egen intelligens – ’epistemisk ydmyghed’

Søgemaskiner er en af de teknologier, som gymnasieelever har haft kendskab til i årevis, og som er med til at give dem en vis tiltro til at kunne løse nye opgaver ved hjælp af information, som de selv kan finde. Boie et al. (2020) har kaldt denne blanding af bekendtskab og forventninger for et ’digitalt instinkt’, der kan betegnes som et element af digital dannelse.

Samtidigt kan let adgang til information gøre os tilbøjelige til at overvurdere vores forståelse af et emne (Fisher, 2015). Der findes en hårfin balance mellem selvtillid og overmod, ikke kun i individer men også i organisationer og fællesskaber. Forsker i videnskabshistorie Sheila Jasanoff har fremhævet nødvendighed i at fremme (’epistemisk’) ydmyghed som en modgift mod vrangforestillinger om, 1) at der altid findes viden nok om et emne; 2) at den viden som findes direkte kan overføres til ’evidensbaserede’ løsninger og politik (Jasanoff, 2007).

’Epistemisk ydmyghed’ er altså en blanding af indstillinger og værdier, som eksempelvis lateral læsning bygger på og samtidig kan fremme. Samtidig er det vigtigt at fremhæve, at rigtige eksperter først og fremmest er folk, som ved, hvad de/man ikke ved og samtidigt kan stille de rigtige spørgsmål (Little & Backus, 2020).

Samtidigt handler informationsvurdering ifølge Wineburg og McGraw også om konkrete færdigheder som ’taking bearings’ og ’engaging in click restraint’.

At ’foretage pejlinger’ og ’vente, før man klikker’

Faktatjekkere har færdigheder og arbejdsmetoder, som gør dem mere effektive end læsere, hvis læsevaner mere direkte afspejler læsning på papir. Faktatjekker bruger mere tid end andre læsere på at orientere sig i søgeresultater (’foretage pejlinger’), især ved hjælp af de tekstafsnit, som kommer lige under hvert link, og faktatjekkerne overvejer nøje, før de klikker på ét link (‘click restraint’). Wineburg og McGrew beskriver processen i deres karakteristisk billedsprog:

Before pressing on any of the results, [fact-checkers] mined Google’s snippets for the wealth of information they contain. They examined each URL, considered the source of the information, and scanned the brief but fecund sentence fragments before alighting on a link to click. A searcher’s first click is often destiny, either putting searchers on a path toward warranted conclusions or sending them into the wilderness of infinite regress. Click restraint tips the balance toward the former." (Wineburg & McGrew, 2017; vores fremhævelse)

Vi foreslår, at der sættes fokus på ”lateral læsning” som en central tilgang og metode til informationsvurdering, på den måde som Wineburg og McGrew beskriver efter forbilledet fra faktatjekkernes online adfærd. Se også eksempler på undervisningsforløb med fokus på informationsvurdering i de pædagogiske formater om “Fælles online faktatjek”, “Navigation på nettet” og “Information problem solving” udviklet af lærere i DiDaK-projektet (Dalsgaard et al., 2020).

NB: Vi er stadigvæk tilbøjelige til at blive narret, og måske er det ok

Alligevel har der altid hersket tvivl om, hvorvidt det at opdage løgne er en kompetence, som kan afkobles fra viden om specifikke områder og kontekster (Caviglia, 2002). Men ud over at vi ikke kender nok til at vurdere information, er der en dybereliggende årsag til, at vi kan blive ofre for løgnere (fra Bernie Madoff til Britta Nielsen): vi er grundlæggende indstillet på, at vi som udgangspunkt kan tro på, hvad folk fortæller os (Levine, s.d.).

Denne svaghed er samtidigt en hjørnesten i vores samfund: Uden tillid og arbejdsdeling ville vores samfund, vores økonomi og selv idéen om fremskridt holde op med at eksistere (Harari, 2015, s.24-36 og 180-187). Livet ville være ubærligt, hvis vi hele tiden skulle tvivle på alt og alle. Og de nordiske landes høje placering på well-being-indekset skyldes muligvis, at disse lande er verdensmestre i tillid (Tindgaard Svendsen, 2012).

Livsfarlige løgne

Enkelte løgne kan dog være ekstremt farlige, især når folk er villige til at dø og dræbe for dem, eller skade sig selve og andre (to eksempler: forbindelse mellem vacciner og autisme samt masseødelæggelsesvåbnene i Irak). Som flere studier har vist (fx Kahan, 2017), har løgne de bedste chancer for succes

• når de kommer fra ens flok
• når de svarer på noget, som vi frygter, ønsker eller bare forventer
• når tvivleren vil få store sociale omkostninger, idet de risikerer at blive opfattet som illoyale.

Flokimmunitet som læringsmål?

Livsfarlige løgne kan med andre ord kun bekæmpes ved at udvikle flokimmunitet. Det handler ikke om at være den eneste, som ikke lader sig narre, men om at hjælpe med til, at fællesskabet samlet set blive immun; dvs. familien, klassen, gruppen, organisationen, medborgere.

Sådan kan vi betragte informationsvurdering inden for rammen af Gymnasieloven, som eksplicit nævner, at eleverne skal forberedes til ”aktiv medvirken i et demokratisk samfund” med henblik på ”individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring” (Gymnasieloven, § 4).

Lateral læsning er en ’digital praksis’, der kan fungere som byggesten til at udvikle flokimmunitet mod misinformation, da den baserer sig på manges læsning og vurdering, og derfor kan den samtidig eksemplificere ’epistemisk ydmyghed’ som en forudsætning for kritisk læsning.

Kreditering

Francesco Caviglia og Christian Dalsgaard