Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i de klassiske fag - januar 2021

Om virtuel undervisning, fyraftensmøder om SRP og skriftlige eksamen og opgaver

Godt nytår! Jeg håber I er kommet godt i gang med undervisningen, trods nedlukning og restriktioner. Det er ingen nyhed, at Covid-19 udfordrer vores hverdag som undervisere; Vi underviser fra stuerne, væk fra vores elever og kolleger. Det er på alle måder en svær situation, og det er umuligt at sige, hvor længe det varer ved.
Jeg ved, I alle knokler hårdt for at få det hele til at hænge sammen og give eleverne den bedst mulige undervisning.
På EMUen under de enkelte fag kan man finde inspiration til den virtuelle undervisning (old, latin og græsk). Hvis nogen har lyst til at bidrage med gode idéer til siden, er I meget velkomne til at skrive til mig.

En af konsekvenserne er også, at alle FIP-kurser i de klassiske fag er blevet afviklet virtuelt. Deltagerantallet har været højt, hvilket er imponerende, og jeg glæder mig over, at I har fundet tid og overskud til i en kompleks hverdag. Trods alle besværlighederne håber jeg, at I har fået et godt udbytte af kurserne.

Fyraftensmøde om SRP

Vores erfaring med virtuelle møder har afsløret den fordel, at det er blevet nemmere at mødes til kortere møder og udveksle erfaringer på tværs af landet. Jeg vil derfor gerne invitere jer til fyraftensmøder med SRP som emne.

Møderne er tænkt som en uhøjtidelig diskussion og inspiration til arbejdet med SRP. Vi kan tale om alt fra materiale og metoder til vejledning og opgaveformulering eller noget helt andet, der optager jer. På møderne vil jeg ikke godkende eller afvise konkrete opgaveformuleringer, men vi kan sammen snakke om, hvad gode opgaveformuleringer skal indeholde.

Mødet for oldtidskundskab afholdes virtuelt tirsdag den 19. januar fra kl. 16.00-17.00. Man deltager i mødet ved at benytte dette link til Skype for Business.

Ligeledes afvikles mødet for græsk og latin mandag den 25. januar fra kl. 16.00-17.00 (med dette link). Det kræver ingen tilmelding, og hvis I har nogle generelle problemstillinger, I vil høre min mening om, må I meget gerne sende dem på forhånd til allan.uhre.hansen@stukuvm.dk.

Jeg håber, I har lyst til at deltage og udveksle erfaringer med andre kolleger. Del meget gerne linket med jeres faggruppe.

Skriftlig eksamen og eksamensopgaver i græsk og latin

På grund af Covid-19 blev sidste års skriftlige eksamensafvikling noget anderledes end tidligere, og derfor kom ikke alle opgavesættene i spil. Disse er dog blevet frigivet og er tilgængelige på Prøvebanken (den nye erstatning for Materialeplatformen), sådan at de kan anvendes helt eller delvist i undervisningen, til terminsprøver eller bruges som inspiration til egne opgaver.

 

I er altid velkomne til at kontakte mig om stort og småt.

Jeg håber, I kan holde humøret oppe og får det hele til at fungere, så godt det nu kan. Jeg glæder mig til at mødes med jer foran skærmen.