Forløb

Mad til hele verden

Et eksemplarisk undervisningsforløb om inddragelse af samfundsrelevante problemstillinger i naturvidenskabsundervisningen. Forløbet er særligt målrettet naturvidenskabelig faggruppe på HF.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Formålet med det eksemplariske forløb Mad til hele verden er at inspirere til undervising, der kan gennemføres på tværs af de naturvidenskabelige fag. Mad til hele verden er således et eksempel på hvordan lærere meningsfuldt og håndterbart kan arbejde sammen på tværs af de naturvidenskabelige fag med udgangspunkt i samfundsrelevante problemstillinger.

Behovet for at inddrage samfundsrelevante problemstillinger i undervisningen har sit udspring flere steder. I læreplanerne for de naturvidenskabelige fag er samfundsrelevante problemstillinger skrevet frem som vigtige aspekter af faget og som centrale for elevernes forståelse af de kernefaglige perspektiver, der manifesterer sig i samfundet som helhed. I forskningslitteraturen fremhæves implementeringen af samfundsrelevante problemstillinger som en vej til styrkelse af elevernes udbytte. Elevernes udbytte øges inden for de kernefaglige områder, og eleverne oplever at få stærkere argumentationskompetencer. Desuden øges elevernes motivation.

Du finder også det eksemplariske forløb Fremtidens megabyer på emu.dk

Om undervisningsforløbet

Formålet er at give eleverne ejerskab over deres egen læring. I dette forløb præsenteres eleverne for en overordnet problemformulering, som de i grupper skal indsnævre og undersøge for en bestemt verdensdel. Problemformuleringen går på tværs af de tre fag (geografi C, biologi C og kemi C) og der fokuseres på både det lokale, regionale og globale niveau.

Den overordnede problemformulering er:



Kan og skal vi sikre en tilstrækkelig og bæredygtig fødevareproduktion af sunde fødevarer til hele jordens befolkning i dag – og i 2050?

Forløbets udgangspunkter er i den nationale naturvidenskabsstrategi (2018), FN’s Verdensmål i udvalg, i etiske dimensioner af bæredygtighedsdebatten og i problembaseret læring. Nedenfor finder du baggrundsnotater om de to sidstnævnte.

Forløbets struktur

Forløbet løber over i alt 38 moduler á 90 minutter. Der gennemføres 11 moduler i hvert af fagene biologi, geografi og kemi. Modulplanerne, der inkludere en inklusive beskrivelse af kernestof og PBL-spørgsmål, er beskrevet i modulplanerne for de enkelte fag.

I bilaget Mad til hele verden - samlet forløb nederst på siden findes modulplaner for de enkelte fag.

Et samlet inspirationsmateriale

Dette eksemplariske undervisningsforløb udgør sammen med et vidensnotat og et udviklingsværktøj et samlet inspirationsmateriale til naturvidenskabskoordinatorernes pædagogiske udviklingsarbejde med henblik på at styrke og udvikle naturvidenskabelig undervisning med inddragelse af samfundsrelevante problemstillinger.

I vidensnotatet findes en mere uddybende beskrivelse af gevinster og implikationer af implementeringen af samfundsrelevante problemstillinger i undervisningen. I udviklingsværktøjet beskrives nærmere, hvordan den fremlagte viden kan omsættes til praksis. Og endelig er nærværende eksemplariske undervisningsforløb et eksempel på, hvordan samfundsrelevante problemstillinger kan udmøntes i praksis i naturvidenskabsundervisningen.

Læs udviklingsværktøj og vidensnotat på emu.dk

Kreditering

Det samlede undervisningsforløb er udarbejdet af lektor Jes Lynning Harfeld og lektor Ole Ravn, Institut for Kultur og læring, AAU, samt chefkonsulent og partner Nikolai Weissert og chefkonsulent Mette Christensen, Pluss Leadership A/S. Lektor Sofie Toutain Dubillot, lektor Peter Andreas Vingborg Brun og lektor Thøger Dith Dige, Fjerritslev Gymnasium, har udviklet og afprøvet undervisningsforløbet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.