Artikel

Faglig læsning - de særlige udfordringer i naturvidenskab

Når man arbejder med faglig læsning i de naturvidenskabelige fag, er den vigtigste ting, man som lærer skal forholde sig til, at eleverne skal blive bevidste om, deres læsefokus.

Et læsefokus kan f.eks. være at forstå en bestemt proces, at kunne forklare en bestemt figur eller at forstå et centralt fagbegreb. Et tydeligt læsefokus hjælper eleverne med at navigere i teksten og gør det typisk lettere for dem at overskue at lave deres lektier.

© Karin K. Rasmussen og Signe S. Irminger

To sider i en naturfagsbog kan virke ret uoverskuelige, hvis man som ny læser ikke bliver guidet. Svage elever ender måske med at give op, og dygtige elever frustreres, fordi de ender med at slå 10 ord op undervejs i deres læsning og dermed mister overblikket over teksten.

Eleverne skal lære at læse teksten aktivt, og de skal forstå, at det at læse og forstå en tekst ikke kun består af selve læsningen, men at der også er en forberedelses-fase, inden man læser, og en efterbehandlings-fase efter læsningen.Den tid, der bruges på forberedelse, er godt givet ud, for det er tid, der kan spares under selve læsningen.

I NV, hvor eleverne er nybegyndere i forhold til faglig læsning, vil det typisk være læreren, som definerer elevens læsefokus, og forberedelsesfasen kan da bestå i en introduktion til teksten og en forklaring af, hvad eleven skal være særligt opmærksom på under sin læsning.Senere i elevernes uddannelsesforløb skal de blive i stand til at selv at definere deres læsefokus, og til det formål kan man vælge at introducere en mere generel læsestrategi.

Efterbehandlingen af læsningen vil i NV også typisk være lærerstyret, men skal selvfølgelig også senere i uddannelsesforløbet kunne varetages af eleven selv. I efterbehandlingen kan fokus f.eks. være på udvalgte vigtige begreber eller på nogle overordnede sammenhænge.

Forståelse af centrale fagbegreber kan f.eks. trænes ved at lade eleverne arbejde med begrebskort. Fordelen ved begrebskort fremfor f.eks. en liste med forklaring af enkelte begreber er, at eleverne også skal forholde sig til begrebet i en kontekst og til sammenhængen med andre fagbegreber.

Den overordnede forståelse af en tekst kan f.eks. trænes ved at lade eleverne skrive meget korte og præcise resuméer eller ved at lave øvelser med genre-skifte, hvor eleverne bliver bedt om at lave teksten om til en tegneserie, en fest-tale eller et eventyr.

Kreditering

Filmen er produceret af Karin K. Rasmussen og Signe S. Irminger.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.