Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten til Naturgeografi, Geografi og Geovidenskab- September 2022

Årets FIP om overgange (og husk tilmelding), Geografilærerforeningens årskursus i Thy, ændringer til vejledninger er på vej.

Jeg håber at alle har haft en god og velfortjent sommerferie og er klar til endnu et godt år. Sommeren har været tør her i Danmark, men meget tør i resten af Europa, hvilket endnu en gang viser at klimaforandringerne begynder at påvirke både os og vores naboer. Og efter sol kommer storm – let omskrevet – og de første skybrud har allerede ramt landet og man kan frygte at der kommer mange flere. I skrivende stund er Himmerland og store områder af Østjylland hårdt ramt af skybrud med alvorlige konsekvenser til følge. I Pakistan kæmper de med enorme oversvømmelser og på Afrikas Horn er der optræk til den værste sultkatastrofe i 50 år på grund af tørke. På trods af de alvorlige konsekvenser, så er de få eksempler ovenfor et godt udgangspunkt for at aktualisere undervisningen i geofagene. De viser endnu en gang at geofagene er aktuelle som aldrig før.

Årets tema for FIP-kurserne er Overgange.

Kursusindholdet for FIP i geografi og naturgeografi kan ses her.

- og for kurset i geovidenskab her.

Husk at melde jer til!

Geografilærerforeningens årskursus bliver afholdt i Thy med base på Vigsø feriecenter. Årets fokus er på Fremtidens Energiforsyning og jeg håber det kan blive et tilløbsstykke, hvor vi både kan snakke geografi, opleve Thy og hygge på den store klinge!

Se mere på www.geografilærerforeningen.dk, hvor I også kan melde jer til kurset – gør det med det samme!

Jeg er ved at lægge sidste hånd på ændringer til vejledningerne til lærerplanerne og der kommer nogle præciseringer til eksamen, som alle bør læse grundigt. Mere om det når de er godkendt.

Jeg kommer lige fra møde med opgavekommissionen i geovidenskab og jeg kan endnu engang konstatere at gruppen laver nogle fantastiske opgaver, som eleverne kan glæde sig til.

Med venlig hilsen Niels (afsluttet 5. september 2022)

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.