Artikel

Brug chatbots som buddy i naturgeografi

Lad eleverne løse opgaver sammen med en chatbot i naturgeografi og udvide deres forståelse for forskellige faglige tematikker.

Brug af AI-chatbots i forbindelse med undervisning skal ske under hensyntagen til gældende regler om datasikkerhed og GDPR.

Som undervisere er vi altid på udkig efter nye metoder og værktøjer, der kan engagere vores elever og fremme kritisk tænkning.

Med den hastige udvikling af kunstig intelligens (AI) åbner der sig nye muligheder for at integrere teknologi i vores undervisning. En sådan mulighed er brugen af chatbots - chatbaserede AI-modeller - som fx ChatGPT i naturgeografiundervisningen.

I det følgende præsenteres nogle forslag til, hvordan chatbotten kan anvendes i undervisningen for at stimulere elevernes læring og engagement. Den hastige udvikling af kunstig intelligens (AI) åbner nye muligheder og behov for at integrere det i undervisningen.

Brug af chatbots som fx ChatGPT i naturgeografiundervisningen skal træne eleverne i at bruge teknologien konstruktivt og kritisk.

 

Rollespil

Del eleverne op i grupper, som repræsenterer hver deres interessent i en naturgeografisk problemstilling. Eleverne kan bede chatbotten om at præsentere synspunkter i en sag ud fra en bestemt vinkel.

For eksempel kan eleverne diskutere en kontroversiel problemstilling som klimaforandringer, hvor den ene gruppe repræsenterer klimaforskerne og den anden gruppe repræsenterer klimaskeptikerne.

Eleverne kan bruge de udsagn, de får fra chatbotten, som grundlag for en paneldiskussion eller en matrixgruppediskussion, hvor de diskuterer forskellige synspunkter og argumenter.

 

Resume af en tekst

Eleverne skal vælge en naturgeografisk tekst og bede chatbotten om at lave et kort resume af teksten. Dette kan hjælpe eleverne med at udvikle deres evne til at identificere og sammenfatte hovedpointerne i en tekst.

Eleverne kan derefter vurdere kvaliteten af resumeet og diskutere, om det fanger de vigtigste oplysninger og budskaber i teksten, eller om der mangler væsentlige oplysninger.

 

Løsningsforslag til problemstillinger

Bed AI om at komme med løsningsforslag til en naturgeografisk problemstilling, som eleverne arbejder med. For eksempel kan eleverne arbejde med et problem som vandforurening eller klimatilpasning, og de kan bede chatbotten om at komme med forskellige løsningsforslag.

Eleverne kan derefter diskutere og evaluere disse løsningsforslag, stille opfølgende og uddybende spørgsmål eller komme med egne forslag til forbedringer.

Dette kan hjælpe eleverne med at udvikle deres kritiske tænkning og evne til at evaluere forskellige perspektiver og løsningsmuligheder.

 

Interview med AI som ekspert

Lad AI være ekspert i en naturgeografisk problemstilling. Eleverne kan udarbejde en liste med spørgsmål eller en interviewguide, og derefter lade chatbotten besvare spørgsmålene som eksperten. Eleverne kan bruge svarene fra chatbotten til at udarbejde en artikel som et skriftligt produkt.

Dette kan bidrage til at udvikle elevernes evne til at formulere relevante spørgsmål, analysere svar og bruge informationer fra en kilde til at skabe en sammenhængende artikel.

 

Dialog mellem forskellige perspektiver

Giv eleverne som lektie at bede chatbotten om at lave en dialog mellem forskellige interessenter i en naturgeografisk problemstilling. For eksempel kan eleverne bede om en dialog mellem en økologisk og en konventionel landmand, en klimaforsker og en klimaskeptiker, eller en vindmølletilhænger og en atomkrafttilhænger.

Tilbage i klassen kan eleverne sammenligne udsagnene fra chatbotten og diskutere eventuelle tendenser, forskelle eller ligheder mellem de forskellige perspektiver.

Dette kan bidrage til at udvide elevernes forståelse for komplekse problemstillinger og stimulere deres evne til at analysere og vurdere forskellige synspunkter.

 

Kreditering 

Anders Teglgaard Kjær, Skive Gymnasium, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.