Aktivitet

Marken er mejet

I flyfotoarkivet.dk findes serier af flyfotos af Danmark fra 1940erne og frem. I aktiviteten tæller eleverne marker og måler skel for at beregne ændringen i antal marker og skel frem mod nutiden.

Aktiviteten er henvendt både c- og b-niveau og kan bruges som en del af et forløb om bæredygtig fødevareproduktion og teknologiudvikling

Anslået tidsforbrug: Et modul à 85 minutter

Kernestof
  • Bæredygtig udvikling under forskellige natur- og samfundsforhold
  • Teknologiudvikling under forskellige natur- og samfundsforhold.

Planlægning

Aktiviteten kan indgå i forløb, hvor der arbejdes med fremtidens fødevareforsyning eller udviklingen i dansk landbrug. Det effektive, moderne landbrug anvender store maskiner, der kræver omfattende, sammenhængende markarealer.

Derfor har industrialiseringen af landbruget ført til et behov for sammenlægning af marker, der følger strukturudviklingen, hvor mange bedrifter sammenlægges til større bedrifter.

Faglige mål
  • Udføre simple former for empiribaseret arbejde i laboratorium og i felten
  • Identificere, genkende og klassificere rumlige mønstre

Gevinsterne er større effektivitet og produktivitet, men de negative konsekvenser omfatter tab af biodiversitet, øget sygdomstryk i afgrøder, udpining af jord, større ensartethed i landskabet og risiko for øget erosion.

Ved at sammenligne ældre flyfotos med de nyeste optagelser kan der foretages en optælling af antallet af marker og laves en beregning af ændringen i antal marker. Ligeledes kan ændringen i den samlede længde af skel opmåles og beregnes. Hver gang to marker lægges sammen, forsvinder et skel.

Dette er dog vanskeligere at opmåle, da man er nødt til at downloade flyfotos, udprinte og opmåle med lineal. Alternativt kan ændringen i antal skel optælles.

 

Aktivitetens opbygning

Eleverne introduceres til generelle forhold vedrørende optagelse af flyfotos, samt de forskellige samlinger af fotos i arkivet. Læreren har på forhånd udvalgt et passende sæt fotos fra et år, hvor elevernes lokalområde dækkes. Der er bedst dækning af Jylland. 

Herefter præsenteres eleverne for de basale værktøjer og funktioner i databasen. Eleverne skal vælge det år, de skal optælle i, finde lokaliteten og zoome ind til fx 1:6000. Herefter udvælges 2-3 områder, hvori optællingen foretages. Selv om optagelserne er i gråtoner, kan de enkelte marker relativt nemt adskilles visuelt fra hinanden. 

Data kan indtastes i en tabel, som ligner denne nedenfor.

Koordinater vises i bunden af skærmen ved at tilvælge ”Vis koordinater” under ”Indstillinger”. Som baggrundskort vælges efterfølgende vælges ”Geodanmark Ortofoto” (som opdateres med nyeste ortofotos med jævne mellemrum). Der slukkes for det historiske sæt flyfotos, og optællingen foretages endnu engang i de samme områder.

Sted:

Salling

Ved Viborg

Ved Thorsø

E-koordinat

     

N-koordinat

     

Antal marker 1954

     

Antal marker 2021

     

Ændring

     

Procentvis ændring

     

 

Evaluering

Efter optælling og beregning kan elevernes resultater samles i et fælles dokument. Herefter kan de beskrive ændringerne og diskutere årsagerne til ændringerne i grupper.

Lad dem gerne inddrage tal over strukturudviklingen i forklaringen. De kan også se efter, om der er den samme procentvise ændring i alle de undersøgte områder, eller om nogle områder afviger.

Lad dem eventuelt sammenligne med jordbundskort over områderne.

Som afslutning diskuteres konsekvenserne af udviklingen, og man kan bede dem inddrage synspunkterne og undersøgelsesresultaterne, der præsenteres i denne artikel: Insekter er hjemløse: Hvad sker der, hvis de forsvinder? (videnskab.dk)

 

Kreditering

Anders Teglgaard Kjær, Skive Gymnasium, i samarbejde med CFU.

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.