Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten - maj 2020

Nyhedsbrev om mundtlig musik og restriktioner, tekniske udfordringer omkring skriftlig eksamen og justering af evalueringskriterierne for skriftlig musik

De tre bilag er:
Repetition-af-pensum-samtale-i-grupper; 
Udlevering og aflevering af opgavesæt i musik A stx sommer- og sygetermin 2020 
Lærerens hæfte. Evalueringskriterier for skriftlig musik A 2020 (i udkast)

Følgende nyhedsbrev omhandler forskellige problemstillinger omkring eksamen og afslutningen på skoleåret.

Mundtlig musik under restriktioner

Skolerne åbnede i ugen efter påske for 3g'ere og 2. hf'ere. 3g'erne kan kun komme til skriftlig eksamen, hf'erne kan komme til mundtlig eksamen. Forholdene er meget forskellige på skolerne: Nogle steder er musiklokalerne helt lukkede, og der kan ikke udføres praktisk musik overhovedet; andre steder med mange lokaler og få elever spilles og synges der i større eller mindre grad. Hvis man ikke har mulighed for at lave praktisk musik, har man kunnet bede om at 2. hf'erne kommer op i et andet fag end mundtlig musik. Hvis du er en sådan situation, er det nok sidste udkald i denne uge.

1-2g'ere og 1. hf'ere undervises fortsat virtuelt, og alle afsluttende hold skal have årskarakter.  Nogle af disse årskarakter skal også ophøjes til eksamenskarakterer for de gymnasiehold som er udtrukket til eksamen. Samtidig skal en del af disse karakter gives uden at vi har haft mulighed for praktisk musik siden 11. marts. Her er det væsentlig at pege på at vi skal give karakterer helt som normalt, dvs. som en helhedsvurdering hvor "musikudøvelse og musikkundskab vægtes lige".

I "Vejledning om afgivelse af afsluttende standpunktskarakter" peges derfor på at vi i vores karaktergivning må inddrage elevernes arbejde og faglige præstationer fra før nødundervisningen:

Den enkelte lærer vil derfor i sin karaktergivning skulle tage hensyn til, at nødundervisningen ikke nødvendigvis i samme grad giver læreren mulighed for at bedømme den enkelte elevs faglige niveau, ikke mindst i den mundtlige del af faget. I den forbindelse vil det være nødvendigt også at medtage elevens faglige præstationer fra den almindelige undervisning, inden nødundervisningen trådte i kraft. (s. 3)

 Og særligt for de kunstneriske og praktiske fag:

 I forbindelse med afgivelse af afsluttende standpunktskarakterer vil det med udgangspunkt i ovennævnte § 6 være vigtigt at anlægge et lidt bredere fokus i den helhedsvurdering af målopfyldelsen, der ligger til grund for den afsluttende standpunktskarakter, end normalt, så det ikke kommer eleven til skade, at praktiske dele af undervisningen ikke har kunnet gennemføres. Fx vil der kunne lægges vægt på elevernes faglige præstationer ifm. relevante, tidligere afviklede forløb, hvor eleverne i højere grad har haft mulighed for at opfylde de faglige mål inden for de praktiske dele af faget. (s. 3-4)

 Samtidig fastholdes (med et strejf af paradokset) at:

 Den afsluttende standpunktskarakter er en vurdering af elevens opfyldelse af de faglige mål i faget på det tidspunkt, hvor karakteren afgives. (s. 2)

 https://www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/proever-og-eksamen?fbclid=IwAR3B3ShFONhmJWpJLjtXhGBDfxCzbyCUOgoSra4Dc06JBIyXF7fOYdH2IhA (Nederst til højre på den side der linkes til herover)

Man kan supplere sin vurdering af elevernes praktiske præstationer fra før 12. marts med video-afleveringer eller livetransmitterede solo-opgaver. Dette er nok mest oplagt på B-niveau hvor solo-opgave er en mulighed i forvejen (men ikke nødvendigvis noget eleverne har gjort i løbet af året). Dette er dog på ingen måde noget man skal, og hvis man vælger at gøre det, må man være bevidst om at man delvist prøver i noget andet end det undervisningen har fokuseret på. Omvendt kan man argumentere for at "eksaminandens vokale og/eller instrumentale færdigheder" indgår i bedømmelseskriterierne på alle niveauer. Men hvis man gør det, må man også være bevidst om at man ikke stiller eleverne helt lige, da det typisk vil være resursestærke elever der vil have instrumenter og udstyr.

Mest oplagt er det at fokusere på musikkundskabsdelen. Marie Louise Hansen og Nina Kjeldgaard har udarbejdet en plan for evaluerings/repetitionssamtaler på C-niveau, som jeg har fået lov til at vedhæfte dette nyhedsbrev som bilag 1. Tak for det! Vi ved endnu ikke hvornår eleverne kommer tilbage, og det ser ud til at der administreres noget forskelligt på skolerne med hensyn til hvor meget undervisningstid der gives. Så det er helt sikkert en god ide at komme i gang med prøvetræningen på stx.

På hf skal der udføres individuelle faglige vurderingssamtaler (ligeledes beskrevet i "Vejledning om afgivelse af afsluttende standpunktskarakter"). Her vil skolerne helt sikkert derudover lægge nogle rammer.

 

Skriftlig eksamen og tekniske udfordringer

I forrige uge blev der udsendt et notat til skolerne og de eksamensansvarlige om afviklingen af årets skriftlige eksamen i musik. Notatet er todelt i ny og gammel ordning – men efter eksanensplanerne bliver justeret i denne uge vil jeg tro at der kun bliver hold der kommer op efter 2017-læreplanen i år. Notatet er ligeledes vedhæftet dette nyhedsbrev som bilag 2.

Væsentligt for de eksamensansvarlige er det at hele eksamen nu udleveres digitalt fra starten (både M1 og M2), og at alle hjælpemidler er tilladt for begge opgaver. Ligeledes at M1 og M2 skal afleveres samtidigt ved eksamens slutning.

Musik har derudover i år som jeg kan se det ikke mindre end tre særlige digitale udfordringer:

– Ved en uheldig manøvre (beskrevet i nyhedsbrevet fra februar og genoptrykt herunder) er det muligt for mac-elever at lave en pdf af deres M1 som ikke integrerer funktionsfonten. Det er alle elever forhåbentligt orienteret om i den normale undervisning.

– På trods af pænt stort og langvarigt pres er det ikke lykkedes Netprøver.dk at lave en fornuftig løsning på at musik har to afleveringer. Derfor må M1 i år afleveres i bilagsmappen og M2 i afleveringsmappen. Begge som pdf. Det pålægges i notatet skolerne manuelt at tjekke at begge afleveringer har fundet sted. Her kan det være en god ide også at tjekke at M1 faktisk er afleveret som pdf.

– Elever kan møde op til eksamen med et Primus-nodeskrivningsprogram der ikke fungerer, fordi de har opgraderet deres styresystem dagen før (som der efterhånden kan være temmelig mange gode grunde til at gøre). Jeg anbefaler skolerne at sørge for at der er en musiklærer til stede ved eksamen således at et sådant problem kan løses, fx med en ekstra backup-computer med Primus installeret – eller andet.

Hvis I har musikelever der skal til skriftlig eksamen i år, vil jeg bede jer om at tage notatet med ind til jeres eksamensansvarlige og snakke grundigt igennem hvordan I vil håndtere disse problematikker på jeres skole.

 

Om funktionsfont og pdf

Fra forrige nyhedsbrev:

Man bør være opmærksom på, at idet funktionsfonten ikke er en standardfont, kan man med en uhensigtsmæssig procedure komme til at lave en pdf, hvor fonten ikke integreres i dokumentet, men i stedet gemmes som de tastetegn som fonten anvender, se herunder:

 

 

I Word til Mac kan det ske hvis man ikke bruger printerdialogen (print til pdf), men derimod "Gem som"-funktionen, vælger pdf, og dernæst aktivt tilvælger "Bedst til elektronisk distribution og tilgængelighed (anvender Microsofts onlinetjeneste)". Det er en meget lidt oplagt måde at lave en pdf, men vær gerne opmærksom på det, fx ved kommende terminsprøve. I Word til Windows har der tidligere været en tilsvarende fejlmulighed, men i Windows 10 ser det ud til at fonten integreres korrekt, ligegyldigt hvordan man laver pdf'en. Tilsvarende i Pages til Mac.

Hvis eleverne har afleveret terminsprøven og andre M1-opgaver her i foråret korrekt som pdf'er, bør de have opdaget denne problematik (såfremt de har anvendt den lidt specielle måde at gemme som pdf). Derudover bedes I hvis I har eksamenshold, minde mac-eleverne om at de skal anvende pdf-knappen i printerdialogen.

Endelig kan nævnes at censorerne med lidt møje godt kan regne ud hvad eleven har tænkt, hvis denne fejl skulle opstå – men det ville være dejligt hvis vi kunne undgå det.

 

Om justering af evalueringskriterier

Torsdag d. 23. april mødtes knap 40 skriftlige musikcensorer det meste af en dag på videokonference og diskuterede nye opgavetyper, evalueringskriterier og elevbesvarelser mm. – som forberedelse til den kommende censurperiode. Årsagen til at vi var så mange (der er normalt ca. 30 mere eller mindre faste skriftlige censorer) er glædelig – det ser ud til at der i år er en hel del flere A-niveauelever end normalt.

På konferencen blev der også testet nogle mindre ændringer og præciseringer i evalueringskriterierne, særligt omkring opgave B1 i M1. Hovedpointen er at vi sætter en grænse for hvor mange point der kan fratrækkes pga. manglende/forkerte bastoner og udvidelser (nemlig 1 point i alt), og at modulationen ændres til bonuspoint som kun kan lægges til, ikke trækkes fra. Effekten bør være at vi undgår at besvarelser nærmer sig 0 point selvom der fortsat er en del korrekte svar. Ændringerne er ret entydigt til elevernes fordel og bør ikke afstedkomme nogen forskel i vores undervisning, så jeg mener godt vi kan forsvare at lave dem på dette lidt sene tidspunkt i forhold til den kommende eksamen. Jeg vedhæfter de justerede evalueringskriterier til M1 her som bilag 3. Man kan læse i forordet hvor der er ændringer, og ændringerne står derudover med rødt i denne udkastsversion. Den vil senere komme på Materialeplatformen – men man kan roligt regne med at det er sådan eleverne vil blive vurderet til sommer.

 

Om undervisningsvejledningerne

Undervisningsvejledningerne justeres en gang om året, og vi nærmer os dette tidspunkt nu.

Jeg hører rigtig gerne fra jer hvis I har spottet nogle fejl, uhensigtsmæssigheder eller ting der bør laves om.

Med ønsket om en trods alt god afslutning på skoleåret – og et håb om at vi i løbet af 2020 kan komme til at lave kor og band igen...

 

Thomas Hammer

Fagkonsulent i musik, dramatik, dans og musik- og lydproduktion

thomas.erik.hammer@stukuvm.dk

Tlf 21647919

Siden er opdateret 22. september 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.