Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i musik - oktober 2024

Læs det seneste nye fra fagkonsulenten i musik og bliv klogere på, hvad der er aktuelt på området.

Velkommen tilbage!

Så er skoleåret i gang igen. Koncerter, musicals og korprojekter står for døren, og rækker af unge med lys øjnene venter på at blive dirigeret og vejledt af deres kyndige lærere.

 

Det særlige A-fagstaxameter

Regeringens finanslovsforslag indeholder en omprioritering af det særlige A-fagstaxameter. Denne omprioritering vil sandsynligvis have betydning for store skolers (+700 elever) incitamenter for at oprette små hold med musik A. I denne proces begunstiges mindre skoler i udkantsområder. Det er min opfattelse, at der blandt musiklærere er positive holdninger i forhold til at fremme uddannelsesmulighederne i landets randområder. Samtidig er musiklærerne på store skoler ikke begejstrede for, at det faglige løft sker på bekostning af andre. Vores bestyrelse (og bestyrelserne for de naturvidenskabelige fag) opfordrer os alle til, at sætte fokus på problemstillingen, hvor vi kan. Musikfagets (og de naturvidenskabelige fags) særlige materialebehov er der stadig på de store skoler.

 

Opdaterede vejledninger

Sommerens årlige opdatering af vejledningerne har ført til en ny passus vedrørende kunstig intelligens på alle niveauer. Formuleringen findes i flere fags vejledninger:

”I undervisningen tilstræbes en tilpas vekselvirkning mellem det analoge og det digitale. It og digitale medier og værktøjer, herunder kunstig intelligens, benyttes, hvor det skønnes hensigtsmæssigt ift. elevernes læringsproces og digitale dannelse. I anvendelsen af it styrkes elevernes evne til at søge, udvælge og formidle relevant fagligt materiale samt til at forholde sig kritisk til de muligheder og begrænsninger, som digitale værktøjer, og produkter frembragt ved hjælp heraf, giver”.

På alle tre niveauer har de deltagende lærere ved sidste års FIP-kursus inspireret til en tydeliggørelse af bedømmelseskriterierne for gruppefremførelse (C-niveau), ensemblesammenspil og solo (B- og A-niveau):

 

C-niveau

C-niveau: ”I vurderingen af gruppefremførelse kan begreberne udtryk og fornemmelse med fordel suppleres med balance, sammenhæng, ansvar og teknik. Balance både internt i gruppen og i valg af eksamensnummer. Sammenhæng i form af synergi i eksamensnummeret. Ansvar i form af det enkelte gruppemedlems bidrag til gruppen og teknik i form af det enkelte gruppemedlems vokale- og/eller instrumentale færdigheder”.

 

B-niveau

For B-niveau er tillige frasering tilføjet: ”I vurderingen af ensemblefremførelse og solo kan begreberne udtryk og fornemmelse med fordel suppleres med balance, sammenhæng, ansvar, teknik og frasering. Balance både internt i ensemblet og i valg af eksamensnummer. Sammenhæng i form af opbygning og synergi i eksamensnummeret. Ansvar i form af det enkelte ensemblemedlems bidrag til ensemblet. Teknik i form af det enkelte ensemblemedlems vokale- og/eller instrumentale færdigheder og frasering i form af musikalsk udvikling”.

 

A-niveau

Og for A-niveau er tillige fortolkning tilføjet: ”I vurderingen af ensemblefremførelse og solo kan begreberne udtryk, fornemmelse og intention med fordel suppleres med balance, sammenhæng, ansvar, teknik, frasering og fortolkning. Balance både internt i ensemblet og i valg af eksamensnummer. Sammenhæng i form af opbygning og synergi i eksamensnummeret. Ansvar i form af det enkelte ensemblemedlems bidrag til ensemblet. Teknik i form af det enkelte ensemblemedlems vokale- og/eller instrumentale færdigheder. Frasering i form af musikalsk udvikling og fortolkning i form af æstetiske virkemidler”.

 

For Musik B og A er det indskærpet, at sidetalskravet til dokumentation for det musikalske produktionsprojekt er uafhængigt af eventuel gruppestørrelse.

 

Årets skriftlige eksamen

Jeg forventer de endelige tal for Styrelsen for IT og Læring (STIL) i løbet af efteråret. De foreløbige tal ser rigtig fine ud. Herfra skal der atter lyde en tak til opgavekommissionen for to velfungerende opgavesæt og til censorerne for samvittighedsfuldt arbejde og velsmurte sangstemmer til censormødet. En særlig tak til Odense Katedralskole, Karen Ellerup Gade og Niels Stampe Langballe for at lægge lokaler til censormødet. Fremover har Odense katedralskole ønsket, at vi holder censormødet sammen med de øvrige fag. I år var det fælles censormøde i Fredericia. Næste års venue ligger ikke fast endnu.

 

Generativ AI

Det er ikke mit indtryk, at kunstig intelligens og særligt generativ AI er problematisk for undervisningen i musik. Fagets praktiske dimensioner er af natur skærmfri, og i analyseøjemed er resultaterne stadig for upræcise. Min opfattelse af generativ AI er indtil videre, at eleven er nødt til at have faglig indsigt og viden for for alvor at kunne drage nytte af værktøjets muligheder.

Generativ AI fylder en del hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), og det er målet, at der kommer generelle anbefalinger til undervisningen i slutningen af dette halvår. De eksisterende læreplaner er rammen for anbefalingerne.

 

FIP og generalforsamlingskursus

  • Hvornår: FIP ligger igen i år sammen med Musiklærerforeningens generalforsamlingskursus.
  • Tema: Kursets tema er faglig trivsel. Ane Qvortrup fra SDU har foretaget en undersøgelse blandt lidt mere end 12.000 gymnasieelever (stx, hhx, hf, htx, eux og eud), der viser, at den faglige trivsel ligger lavere end den sociale- og emotionelle trivsel (ikke fagspecifik undersøgelse). Selvom musikfaget som tilvalgsfag sandsynligvis har højere faglig trivsel end obligatoriske fag, vil jeg stadig formode, at den sociale- og emotionelle trivsel også ligger højere end den faglige trivsel i musikfaget. FIP-kursets forsker-, lærer- og elevoplæg vil forhåbentlig inspirere jer lærere og derigennem jeres elever.

 

Jeg ønsker jer alle et godt skoleår. 

Sebastian Strabo Svendsen

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.