De store opgaver SRP og SSO - mediefaglig manual

2017-læreplanerne skaber nye rammer og muligheder for mediefag som medspiller i de store opgaver. Denne manual vil tage de mediefaglige briller på, for hvad kender vi og hvad er nyt i mediefagsland?

Manualen søger blandt andet svar på følgende spørgsmål: 
Hvordan kan man lave en god opgaveformulering? 
Hvordan kan vi inkorporere innovation og/eller selvproduceret materiale i en SRP med mediefag? 
Hvordan bringes næranalysen i spil i de store skriftlige opgaver?  
Hvordan kan videnskabsteori inddrages og gøres relevant i vores fag?
Og sidst, men ikke mindst: Hvad skal man huske, når man sætter mediefag i spil i de store opgaver?

Manualen er udarbejdet på fagkonsulentens anmodning og er en forkortet udgave af artiklen "Mediefaglig manual - de store opgaver SRP og SSO" - som du kan se i pdf her ovenfor.

Hvordan udformer man den gode opgaveformulering?
Når man som mediefagslærer skal udarbejde en god opgaveformulering til sine elever, er der en række forhold, man kan indtænke. Man skal sikre sig, at formuleringen gør det muligt at opfylde de faglige mål, hvilket selvsagt gælder både de fagfaglige og de flerfaglige mål for SSO og SRP. I en flerfaglig opgaveformulering er det en nødvendighed, at begge fag er i spil. Opgaveformuleringen skal desuden sigte mod, at eleven kan skrive en sammenhængende opgave med taksonomisk progression. For at opfylde de fagspecifikke mål kan man i opgaveformuleringens analytiske område pege på, at eleven skal benytte specifikke metodetilgange og/eller inddrage relevant teori. Her kan ønsket om næranalysen med fordel indgå, da den står helt centralt i vores fag.  Læs mere om de specifikke mål i  “Hvordan udformer man den gode opgaveformulering”
Innovation og/eller produkt i SRP
Som noget nyt er det en mulighed, at studieretningsprojektet kan indeholde innovation. Her kan eleven udvikle en løsning på et konkret problem.
For mediefag er det ikke kun i innovative projekter, at eleven kan fremstille et produkt. Da mediefag er et kunstnerisk fag, kan eleven som en del af det anvendte materiale fremstille et selvproduceret produkt i en opgave uden innovation. 
Læs mere om Innovation og/eller selvfremstillet produkt 

Næranalyse på skrift
Næranalysen skrives i prosa. Det vil sige, at den ikke blot skal vedlægges som et bilag, men skrives i et sammenhængende stykke tekst i selve opgaven. 
For både SRP og SSO er en god næranalyse afhængig af det, man kan kalde de tre H’er. Hvad er filmet? Hvordan er det filmet? Og hvorfor er det filmet på denne måde? På denne vis sikrer man sig, at analysen rummer både analyse og fortolkning. Man forhindrer med andre ord, at eleven blot konstaterer, at der bruges nærbilleder og synkron lyd, men ikke tolker på effekten af de anvendte virkemidler. Læs mere om næranalyse og de mediefaglige mål.

Videnskabsteori, metodebevidsthed og kort om den mundtlige prøve
De anvendte metoder og den anvendte teori i en stor opgave med mediefag er naturligvis afhængige af flere faktorer. Arbejder man med fakta eller fiktion? Hvad er det andet fag? Er det et innovativt projekt? Men fællesnævneren er bevidstheden om teori og metode og denne kan styrkes, hvis man til selve SRP-vejledningen spørger ind til og udfordrer elevernes metode- og teorivalg, så de allerede her begynder at overveje mulige styrker og svagheder, som kan behandles i den mundtlige eksamen. Læs mere om den mundtlige eksamen og videnskabsteori og metodebevidsthed. 

Har du husket?
Vi nikker altså genkendende til noget, mens noget endnu ikke erobret land for os. Derfor kan man måske have behov for at frekventere en tjekliste, når man går ombord i sit første forløb med SRP og SSO. Se tjekliste - har du husket?

Kreditering
Anne Juul Møller, Lektor på Odder Gymnasium

Siden er opdateret 10. september 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.