Aktivitet

Lær regnearternes hierarki med fire 4-taller

Aktivitet inspireret af hjernevrider fra 1881. Om at repeter regnearternes hierarki ved at danne forskellige værdier ud fra fire 4-taller og matematiske operatorer

Øvelsen kan bruges som egentlig opsamling i starten af Matematik C eller B eller senere som et lille afbræk i undervisningen.

Anslået tidsforbrug: ca. 30 minutter.

Aktiviteten træner eleverne i regnearterne og deres hierarki, ved at de med præcis fire 4-taller skal danne andre værdier. Eksempelvis kan 1 dannes som 4/4+4-4 og 7 som 44/4-4.

 

Planlægning/overvejelser

Sammensæt gerne eleverne i par på forhånd, så elever der er fagligt svage får en stærk makker. Udvælg en række værdier eleverne skal danne – eksempelvis 1-10 – og afgræns på forhånd, hvilke matematiske operatorer og funktioner eleverne må benytte. Det kan alt efter niveau være:

  • Fire regnearter og parenteser
  • Fire regnearter, parenteser og potenser
  • Fire regnearter, parenteser, potenser og logaritmer…

 

Forløbets opbygning

Start med at forklare opgaven og vis et eksempel på, hvordan man kan danne et tal med fire 4-taller.

Inddel eleverne i de par, som skal arbejde sammen om at løse opgaven og sørg for, at det er den fagligt mest udfordrede elev, som skal skrive.

Giv eleverne et papir for hver værdi, de skal danne.

Parrene får 15 minutter til at danne samtlige tal. Er nogle færdige før tid, skal de forsøge at danne værdierne på flere måder.

Gennemgå værdierne én for én med fokus på forskellige måder at danne samme værdi. Parrene får 1 point for hvert rigtigt bud, og vinderen hyldes til sidst.

 

Evaluering

Genbrug eksempelvis øvelsen, når eleverne har fået introduceret en ny matematisk funktion.

 

Kreditering 

Torben Svendsen, CFU-webredaktør og Jacob Stenløkke Bendtsen. Idéforlægget til aktiviteten er inspireret af en hjernevrider fra 1881 i Knowledge: An Illustrated Magazine of Science (wikipedia.org). 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.