Artikel

Vend det åbne øje til...

Hvordan arbejder vi som ledere med diversitet, så minoriteter bliver en styrke fremfor et (fortiet) problem? Det har Frederiksberg Gymnasium blandt andet forsøgt at finde svar på. 

De smukke, og helt forskellige, unge mennesker

På mange måder bliver det anset for at være en dyd at behandle alle mennesker ens. Det er kernen i retfærdighed, og det er grundstenen i at stille os lige i samfundet. Vi bestræber os derfor altid på at sammenligne sager, at se på præcedens og dermed agere ens overfor alle. Det gør vi især, når vi har en ledelsesrolle og dermed har magt over andre menneskers arbejdsliv. Men den grundlæggende antagelse om ens behandling bliver udfordret, når vi i fællesskabet faktisk ikke er ens, ikke har de samme forudsætninger og har brug for netop forskellige reaktioner, handlinger og rammer.

Diversitet i en organisation kan fremstå på mange måder. Man kan have en anden etnisk baggrund end dansk – og inden for denne gruppe igen have helt forskellige baggrunde. Man kan falde uden for de normsatte kønskategorier eller have en anden seksuel observans end flertallet. Man kan være handicappet og dermed ikke have de samme fysiske udfoldelsesmuligheder som flertallet. Man kan praktisere en religion, der præger ens hverdagsliv. Samlende er, at man alene eller sammen med andre udgør en klar minoritet på et eller flere områder, hvor man adskiller sig ud fra majoriteten. De fleste af os vil mene, at vi skiller os ud fra flokken på forskellige områder, men i diversitetssammenhængen giver det mening at tale om områder, hvor det er markant for ens deltagelsesmuligheder, egen identitet og andres opfattelse af samme. Et område, der gør, at man kategoriseres og måske gives særlige udfordringer eller tillægges særlige egenskaber, der afviger fra normativiteten, altså ’hvad man plejer at gøre her’.

Et gymnasium er et samlingssted for en stor gruppe unge, der grundlæggende har meget tilfælles. De har samme alder og er samme sted i livet. De har valgt samme ungdomsuddannelse, og i deres klasser har de tilmed samme faglige særinteresser. Langt de fleste bor sammen med deres familier i samme nærområde, de bruger de samme sociale medier, taler samme sprog og sidder i samme rum hver eneste dag. Trods alle disse samme-heder, betyder og fylder forskellene også meget. Forskelle af forskellige slags som etnicitet, køn, seksualitet, religion.  præger venskabsgrupper fagligt og socialt, hvem man henvender sig til, hvordan man opfatter relationer og tolker udsagn, regler og rammer. Forskellene fylder i de nære relationer som venskaber i klassen, og de fylder i de mere overordnede sammenhænge som i valg af gymnasium, studieretning og uddannelse. De præger trivsel, tilknytning til skolen og dermed vores kerneydelse: Elevernes læring. Forskelle fylder. Ikke altid og på samme måde, men de er der, de fylder og de har betydning. Gymnasielivet er diverst. At møde diversiteten med en holdning om, at vi alle er lige, og der ikke er forskelle, løser ikke de problemer, undervisere og elever oplever Det giver muligvis en umiddelbart lettere gang på ledelseskontoret, men det, der bliver til polarisering, mobning, sexisme, racisme og segregering får man ikke stoppet. Man skal i mine øjne derfor arbejde direkte med minoriteter og majoriteter og relationerne herimellem på alle skoler.

 

Et potentiale for dannelse

De gode spørgsmål er derfor; hvordan arbejder vi som ledere med diversitet, så minoriteter bliver en styrke fremfor et (fortiet) problem? Hvordan undgår vi, at arbejdet med diversitet ikke udmønter sig som negativ forskelsbehandling eller ligefrem diskrimination? Jeg har ikke svarene, men vi har på Frederiksberg Gymnasium forsøgt at gå ind i feltet og igangsat forskellige eksperimenter, som vi følger op. Det har resulteret i gode og dårlige erfaringer og mange svære overvejelser og tanker, der tilsammen har bragt os en lille smule videre.

Alle skoler vil have repræsentation af grupper, der enten af dem selv eller andre defineres som minoritet i forhold til majoriteten, og alle ledelser bør derfor forholde sig til diversitet. Samtidig kan vi heller ikke være blinde for at nogle former for anderledeshed er mere ’populære’ end andre, både blandt eleverne og iblandt ansatte. Nogle typer af forskellighed kan udgøre en spændende identitetsmarkør – måske af midlertidig karakter – for de unge. Det noget man selv kan vælge til eller fra for en tid, eller eksperimentere med, mens andre former for anderledeshed og minoritetsidentitet er noget man pålægges, og føler at man placeres i af omgivelserne, og det skærper problematikken.

Den gode nyhed er, at der i diversiteten ligger et potentiale for dannelse. Når vi i gymnasiets har til opgave at alment danne unge mennesker forsøger at få dem til at reflektere over en given situation med viden, kulturel og historisk indsigt, er det ikke kun det faglige materiale, vi trækker på. Vi bygger fællesskaber op på skolen. Vi hjælper de unge til at agere demokratisk og forholde sig respektfuldt og nysgerrigt til hinanden og alle andre. I diversiteten ligger et enormt potentiale for at arbejde med netop det. Det er let at have ’den rigtige indstilling’ og ’de gode holdninger’, når man omgiver sig med mennesker, der tænker og taler som en selv, det er langt sværere og mere krævende at udleve det i et diverst fællesskab. Og det gælder fra alle vinkler og perspektiver. Det er svært at rumme transkønnethed, hvis man oplever det som unaturligt, og det indlysende nok svært at være transkønnet, når folk har fordomme og trækker sig fra en. Det er svært at glide ind i en gruppe, der har et stærkt kulturelt fællesskab om fx druk eller bønnesang, når man ikke er en del af det, og det er virkelig udfordrende at se ud over svære fysiske handicap og ’bare hygge sig sammen’. Det konstruktive læringsfællesskab kommer ikke af sig selv. Hvis vi lader stå til og blot tænker, at alle de gode intentioner bare skal udleves, ja så får vi opsplittede klasser, ensomme minoriteter i hjørnerne og absolut ingen læring ud af situationen for nogen. Hvis vi derimod tør tale om det, agere på det og selv mærke efter, hvordan det opleves, så har vi muligheden for at skubbe til og kultivere gymnasiets grundlæggende dagsorden om dannelse.

 

Refleksion, nysgerrighed og at lytte

Som udgangspunkt – og egentlig hele tiden - bør man sammen som ledelse og ansatte reflektere over, hvad diversitet i det hele taget er. I et teoretisk perspektiv kan man tale om, at når vi som majoritet udsiger et problem med en minoritet, så skaber eller forstærker vi en ’Andethed’ - læs et eksempel på dette perspektiv i artiklen: ”Det muslimske sofahjørne” – muslimskhed, racialisering og integration, af Iram Khawaja, i Pædagogisk psykologisk tidsskrift, 2015. Vi ser netop problemet, fordi det træder frem for os som forskelligt fra vores egen adfærd. Det tror jeg ikke kan undgås. Men vi bør altid reflektere over, om det er minoriteten i sig selv, der giver oplevelsen af problematikker, eller om det er regulære udfordringer. Når vi eller vores elever ’slår sig’ på en anden adfærd, kan det betale sig at dvæle ved, hvilke komponenter der spiller ind på oplevelsen. Det kan man gøre ved at stille sig selv (og hinanden) simple spørgsmål: Hvad ser jeg egentlig? Hvorfor opleves det som et problem? Hvad tror jeg årsagen er? Hvordan kan jeg blive klogere på, om det faktisk forholder sig sådan? Hvis man stopper op og prøver at besvare spørgsmålene, før man handler, vil det skabe et ophold og tid til refleksion. Det vil også rejse kravet om, at ’den anden side’ inddrages.

Den vigtigste læring i ledelsesarbejdet med diversitet er at inddrage ’hovedpersonerne’ og lytte til, hvordan skolen, fællesskabet, autoriteter, rum og rammer opleves af dem, det hele handler om. At give stemme og taletid (og efterfølgende indflydelse) til både minoritet og majoritet er grundlaget for alt videre arbejde. Det starter altså ikke med at lave tillæg nummer sytten til studie- og ordensreglerne eller omskrive anti-mobbestrategien. Pointen i at indlede med samatalerne er både at blive klogere på, hvorfor og hvordan problemer udfolder sig, men også at der i selve dialogen allerede tages hul på arbejdet med at give plads til alle. Invitér minoriteter ind til fokusgruppesamtale, uanset om det er kønsspørgsmål, seksualitet, religion eller noget helt fjerde, der er på spil. Stil spørgsmål som: ”Hvordan oplever du at starte på skolen?”, ”Hvornår og hvordan føler du at du og skolen ikke ’rimer’ på hinanden?”, ”Hvad synes du skolen gør godt, og hvad ville du ønske var anderledes?”, ”Hvad kan du selv gøre?”, ”Hvad kan du (og skolen) gøre, for at andre komme med ind i fællesskabet?” og ”Hvordan kan vi tale om det?”

 

At arbejde med kontroversielle emner

Når en gruppe mennesker skal fungere social og arbejdsmæssigt sammen, er det vigtigt at få øvet sig i at leve med ubehag, potentielle konflikter og kontroversielle emner. Det er ikke en løsning at ignorere det eller håbe på, at man blot ved at gennemgå vores ’dannende’ pensum får kompetencer til at rumme, dele, afgive plads og lytte til hinanden. Det skal gribes mere direkte an, og det bør ikke bare komme som resultat af en konflikt med konkrete elever, men være et gennemtænkt og strategisk grundelement i vores uddannelse. Det kan selvfølgelig gøres på mange måde. På Frederiksberg Gymnasium har vi udarbejdet et koncept, ”FG tør”, hvor vi to gange om året tager kontroversielle emner op og samtidig træner de unges interkulturelle og demokratiske kompetencer. Workshoppen indledes med generelle øvelser og overvejelser og et klart mål for dagen. Her et eksempel fra en workshop om sexisme:

 

Målet med en workshop om ledelse og LGBTQ+
© Børne- og Undervisningsministeriet

Samtidig er der vigtige spilleregler for, hvordan vi taler sammen om emnet, som i eksemplet her

 

Rammer for den svære samtale om ledelse og LGBTQ+
© Børne- og Undervisningsministeriet

 

Når man gentagne gange træner elever, lærere og ledelse i at tage svære ting op, bliver hele skolen bedre rustet til at stå i debatter, som kan være konfliktfyldte eller pinagtige, og hvor elevernes holdningsmæssige og personlige forskelligheder træder tydeligt frem. Diversiteten træder her frem som et potentiale i forhold til at se egne privilegier, andres mangel på samme og at forstå baggrunden for vores syn på os selv og andre.

 

Dilemmaer og svære situationer

Det er klart, at forskellige livssyn, ønsker til rammer og fordomme mellem mennesker også resultere i deciderede konflikter og ulykkelige situationer. Det er en del af at have med vores elevgruppe at gøre. Nogle gange tager vi beslutninger, der rammer en særlig gruppe hårdere end andre, og nogle gange må en enkelt elevs ønsker tilsidesættes for at få sammenhængen til at fungere. Det skaber dilemmaer, vi som ledelser skal håndtere uden at grave endnu dybere kløfter eller cementere grupperinger. Konkret kunne det være udfordringer med transkønnede og soverum på studieture, bederum eller ønsket om at afholde et arrangement ”kun for piger”. Det er pressede situationer, fordi samfundsdebatten om identitetspolitik er intens, og man hverves let til lette løsninger og fløjkrige. Der er meget mere på spil end bare at finde en rimelig løsning på skolen. Når man er på den anden side af dialogen, og ikke har kunne løse situationen så alle er glade, ja så skal der træffes en ledelsesbeslutning. I det tilfælde er begrundelser altafgørende. Det skal være fuldstændig eksplicit, hvorfor udfaldet er blevet som det er, og hvilke etiske, politiske og strategiske overvejelser der ligger bag. Det er bedre at tage beslutningen frem på bordet og vise, hvordan den er blevet til og hvorfor, end bare henvise til studie- og ordenregler eller praktiske foranstaltninger. Vis dilemmaet, hvorfor det er svært, og hvorfor man alligevel er nået frem til en given beslutning. Det giver de berørte mulighed for at tænke med, men også mulighed for at svare og diskutere det svære emne. Det kan så i sidste ende vise sig, at man tog den forkerte beslutning, og så skal den selvfølgelig laves om.

 

Vi kan ikke det hele selv

I arbejdet med diversitet tror jeg, de fleste skoler hurtigt kommer til den erkendelse, at vi – ledelse og lærere – i på ingen måde afspejler et diverst samfund. Vi er som flest hvide akademikere med en socioøkonomisk stærk baggrund, politisk placeret i nærheden af (måske lidt til venstre for) midten og glade kulturkristne eller det, der ligner. Det tænker man ikke over i hverdagen. Det er bare. Men det betyder indlysende nok noget i dette spørgsmål, for hvor gode er vi til at se andre perspektiver og danne relationer til elever med andre perspektiver på verden, når det kommer til stykket? At høre og fornemme, hvordan minoriteter af enhver art oplever verden, er faktisk ikke let, når man er i en boble med ensartethed. Og vores egen opfattelse af, hvilke elever der udgør en minoritet, og hvem der udgør ’flertallet’ eller ’de almindlige’, er selvsagt også præget af, i hvilken af disse kategorier, vi placerer os selv, og vores personlige erfaringer med at stå uden for fællesskabet.

Vi kan og skal selvfølgelig forsøge at rekruttere mere bredt, så vores medarbejdergruppe kommer til at afspejle samfundet i højere grad, så vi som rollemodeller for eleverne lever op til moderne forventninger om repræsentation. Det vil over tid hjælpe, men det kommer til at gå langsomt, og det er ikke nok. Vi har derfor på FG rettet blikket mod andre veje at få diversitet ind i vores udviklingsarbejde på. Vi har etableret faste samarbejder med eksterne organisationer, stærke debattører og kunstnere, der kan bidrage med de perspektiver, vi ikke selv formår. Vi har både inviteret dem ind til at rådgive konkret om, hvordan vi bedre kan møde vores elevgruppe, men vi har også haft dem inde og møde eleverne, tage samtaler og stille kritiske spørgsmål. Det har hos os resulteret i flere vigtige forandringer: Vi har fået stærke forbilleder for vores elever og lærere, som de sammen kan referere til. Vi har fået uundværlige anbefalinger til, hvordan vi bedre kan gribe om svære situationer på en direkte og ærlig måde. Vi har turde åbne for svære diskussioner, som vi selv har følt os berøringsangste overfor. Angsten for at såre nogen er både udtalt og rimelig. Med en gæst som ’døråbner’ er vi kommet ud over den handlingslammelse, som en berettiget frygt for at krænke andre let kan lede til. Den gavner ingen. Endelig har vi en gruppe af mennesker, vi kan tale med, når det er svært at tage en god beslutning. Det er dybt meningsfuldt – både for os og de mennesker, der stiller op og hjælper.

 

Det fælles tredje

Et brugbart træk - i en anden retning end at ’vende det åbne øje til’ - er at styrke det, vi er fælles om. Det sker, når man får et fælles tredje. Med det mener jeg, at man på tværs af forskelle bliver en fælles ressource for andre, hvor man løfte og hjælper nogen, der har brug for det. Vi har på Frederiksberg Gymnasium arbejdet målrettet med både social innovation, almennyttigt arbejde og helt gammeldags ’gode gerninger’. Vi har hvert år en uge, hvor alle årgange arbejder med social innovation i en progression, så det bliver mere og mere selvstændigt. I 1.g laver de små film i samarbejde med Kræftens bekæmpelse, et projekt som mange gymnasier deltager i. I 2.g har vi et fast samarbejde med Frederiksberg kommune om at løse tre store problemer, som de har brug for unge menneskers perspektiv på. Det er fx at få unge til at motionere i fællesskaber, at de gamle er ensomme, at vi har en park, der ikke bruges af borgerne osv. Med opgavebesvarelser følger altid anerkendelse og feedback fra borgmester og kommunen, og i det møde glider forskelle i baggrunden. Eleverne oplever, at de sammen kan give værdifulde svar på svære spørgsmål, og selvfølgelig at deres stemmer er vigtige, uanset deres baggrunde eller særlige forhold.

I 3.g har vi eksperimenteret målrettet med begrebet frivillighed. Vi har indgået et forpligtende samarbejde med over 30 organisationer og foreninger, der hver stiller opgaver til en gruppe af vores elever. De skal på en uge løse en opgave for vores partner og samtidig selv prøve frivilligt arbejde. Det kan være opgaver som at indrette et fælleslokale for hjemløse, at læse historier højt for udsatte børn, at lave en informationskampagne om klimaudfordringen ved terrassevarmere, at lave en brugerundersøgelse for en organisation osv. Elever oplever også her, at igennem frivillighed bliver de selv ressourcer for andre, og de får et stærkt fællesskab, der er bygget op omkring meningsfulde aktiviteter - læs her et blogindlæg om elevernes oplevelse af frivillighedsprojektet. Foreningslivet er i Danmark et af de steder, hvor vi samles på tværs af forskellige baggrunde og livsvilkår om alt mellem himmel og jord. Det er samlende, men det er også noget, man måske ikke naturligt har adgang til som ung. Vi kan som uddannelsesinstitution give dem en oplevelse med frivillighed, der kan åbne døre til et helt andet fællesskab.     

 

Medborgerskab som ramme for fællesskabet

Vi har i mange år i sektoren haft en nogenlunde ensartet elevgruppe på langt de fleste gymnasier. Vi har kunne arbejde forholdsvist indforstået med vores formål, med dannelse og studieforberedelse. En ny og mere divers elevgruppe gør, at vi må tage vores uddannelse op til gennemlysning og genovervejelse. Hvad betyder dannelse for de unge i dag? Hvordan skaber vi rum til nye og andre måder at tænke skole på? Hvad gør vi, når de unge ikke af sig selv stimler sammen, drikker sig fulde og laver musicals i et væk? Hvordan reagerer vi, når vores rammer for køn udfordres? Spørgsmålene hober sig op, og når man har forsøgt at svare på det ene, dukker det næste op, så måske skal vi løfte blikket og gøre noget mere generelt.  

Vi har valgt at løfte begrebet ’medborgerskab’ op som en fælles ramme for skolen. Hvis vi betragter skolen som et lille samfund, hvor vi alle (både elever, ansatte og ledelse) er medborgere, så får vi mulighed for at sætte de enkeltstående situationer ind i en ramme. Vi bliver også forpligtet på at se alle som borgere med rettigheder og pligter. Det stiller krav til alle på skolen, ikke mindst lærere og ledelse. De diversitetsdiskussioner, vi har på skolerne, er også på spil i samfundet. Vi kan derfor øve os i at bruge forskelligheden som en ressource, på at gå ind i konflikter mht. adfærd og sammenstød, debattere og lytte – og vide, at det er ekstremt brugbart for vores elever, også når de er ude af eksamenslokalet og har sat huen på hovedet. De skal ud og agere i et samfund, hvor vi har kontraster af hidtidigt usete dimensioner. Vi har i Danmark unge, der betegner sig selv om ’interkønnede’, og vi har unge, der mener, at homoseksuelle kommer til at brænde op i helvede. Det lever side om side i vores samfund, og vi kan både blive klogere og bidrage til den berømte sammenhængskraft, hvis vi tør tage fat om det og gøre dialogen om forskellighed til en del af vores uddannelse. 

 

Kreditering

Maja Bødtcher-Hansen, rektor på Frederiksberg Gymnasium

Siden er opdateret 08. april 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.