Artikel

Gør eleverne opmærksomme på fagets metoder

Hvordan lærer vi eleverne at identificere og anvende fagets metoder? I artiklen gives eksempler på, hvilke metoder vi bruger i italiensk.

Bed eleverne tale om, hvilke metoder et forløb indeholder.

 

Optakt og afslutning af forløb 

Det kan fx ske som optakt til et forløb:

  • Hvilke analysemetoder forventer I, at vi især vil trække på dette forløb?                                                         

Eller som afslutning:

  • Hvilke metoder har vi især anvendt i dette forløb?
  • Hvilke fortolkninger får vi, når vi anvender disse metoder?
  • Og er der andre aspekter, vi kunne have undersøgt med andre metoder?

Disse metodeovervejelser kan foregå på dansk.

  

Litterære analysemetoder

I et forløb om fx ”Le fiabe” kan mange litterære metoder komme i spil. Her vil eleverne typisk arbejde med personkarakteristik (nykritisk analysemetode), eventyrets komposition (strukturalistisk analysemetode) og eventyrets moralske budskaber om den menneskelige natur (freudiansk/psykologisk analysemetode).

 

Den samfundsmæssige dimension

I et forløb om fx ”Nord e Sud” vil eleverne få brug for viden om samfundsmæssige forhold i Italien. Hvis man med eleverne fx undersøger statistik i forbindelse med vandringen fra syd til nord, lader man sig inspirere af samfundsfaglige metoder.

 

Kommunikation og filmanalyse

I et forløb med titlen ”L’amicizia” kan eleverne se en episode af serien L’amica geniale (2018). Her kan kommunikationsanalysen fungere som en ramme for arbejdet med episoden. Desuden kan eleverne med fokus på de to veninder, Lila og Lenù, arbejde med begreber fra den filmiske næranalyse. For også at få filmens dialog i spil kan elementer fra den nykritiske analyse inddrages.

 

Sprog og diskurser 

I et forløb om unge og klimabevægelser i Italien kan man bl.a. fokusere på sprog og diskurser. Både fiktive og ikke-fiktive tekster kan gøres til genstand for en sproglig analyse i italiensk. Der kan arbejdes med billedsprog, modsætninger, værdiladede ord, stilniveau mv. Man kan fx dykke ned i, hvordan unge såvel som politikere taler om klimaproblemer.

 

Samspil med andre fag

Et eksempel på et tværfagligt forløb kunne udspille sig mellem biologi, idræt og italiensk med fokus på unge og kostvaner. Her vil én side af fagets metoder læne sig op ad de naturvidenskabelige fags brug af statistikker, dvs. de kvantitative metoder, mens en anden side af faget vil tage de kvalitative metoder i brug, ved fx at inddrage interviews af unge italienere om deres kostvaner.                   

Endelig lægger et sådant forløb op til, at eleverne sammenligner deres egne kostvaner med unge italieneres. Således kan også den komparative metode inddrages.

 

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af Mette Bering, Roskilde Gymnasium og Mimi Sørensen, Hvidovre Gymnasium & HF. Tilpasset til italiensk af Lene Harbo Frandsen, Middelfart Gymnasium, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.