Artikel

Eksamensprojekt i it-fagene

Gode råd til, hvordan man stiller en god projektramme op for- og afvikler eksamensprojekter i it-fagene. Eksamensprojektet kom ind i Informatik B i 2017 og indgår også i programmering på C- og B-niveau.

Her beskrives et forløb i den afsluttende undervisningstid i programmering. Forløbet passer lige godt til

C og B–niveau, og inkluderer en række forskellige aktiviteter, med det formål at gøre elevernes projekter

relevante for den eksamen der venter.

I det følgende præsenteres overvejelser og teknikker, som kan bruges i de forskellige faser af eksamensprojektet, så man sikrer sig, at eleverne får arbejdet med alle dele af de faglige mål.

Projektramme

Alt efter holdets størrelse, niveau og spredning, kan man sætte en projektramme ud fra flg. overvejelser:

  • Vil man afvikle projektet individuelt eller i mindre grupper? Ved individuelle projekter får læreren travlt, og svage elever kan gå i stå. Ved gruppeprojekter er der omvendt en risiko for at svage elever ikke deltager aktivt.
  • Vil man give eleverne frie hænder eller diktere et eller flere projekter? Det er svært at motivere alle elever med et begrænset antal projekter, men en stor opgave at vejlede alle til projekter af passende indhold og omfang.
  • Vil man give eleverne frie hænder til at vælge programmeringssprog og teknologi? Enkelte elever kan have stor erfaring med én teknologi, men man skal kende eleverne godt for at vide, om de kan håndtere den uden hjælp.

Opstartsfase

Fra starten vil de fleste elever have en tendens til at fokusere på at kode. Problemet er, at eleverne ikke får gjort sig overordnede tanker om projektet, så når de senere vender tilbage til at producere abstrakt dokumentation, bliver det ofte søgt og konstrueret.

For at give eleverne en reel chance for at kunne tale om andet end kode, så kan man kan man i opstartsfasen sætte struktur på en eller flere af nedenstående aktiviteter:

  • Korte præsentationer af projektidé tvinger eleverne til at formulere konkrete mål for deres projekt, og kammeraternes spørgsmål og input kan hjælpe med at forme idéen.
  • Fælles idégenerering via teknikker til at generere og udvælge idéer, får eleverne til at overveje og analysere kravene til programmet. Du kan finde inspiration på Københavns Universitets innovationsside.
  • Delafleveringer til læreren ud fra delmål sikrer, at der kommer progressionen i projektet.

Arbejdsfasen

Når eleverne slippes fri, så forfalder de nemt til en ustruktureret form, hvor overblikket sjældent rækker længere end den konkrete ting, de netop er i gang med. Derfor er det ofte lærerens vigtigste opgave at gøre eleverne bevidst om aspekter af de faglige mål, der ikke lige handler om koden.

Man kan hjælpe eleverne ved at bede dem bruge den iterative udviklingsmodel aktivt. I mange projekter kan den være en naturlig del af udviklingen, f.eks. hvis programmets krav er formuleret som brugerhistorier der kan implementeres én efter én. I projekter med mere tekniske krav kan man vejlede eleverne til at bruge stepwise improvement og løbende dokumentere delmål, udvidelser og omstrukturering. – Jf. afsnit 3.1 i læreplanerne eller på fagets hjemmeside.

Afslutningsfase

Mod slutningen af projektperioden vil mange elever begynde at udforme deres synopsis. En skabelon kan være en måde at skabe en kontrakt mellem elev og lærer, men ofte er de enkelte projekter så forskellige, at man blot opnår, at eleverne inkluderer afsnit, som ikke har nogen relevans for deres projekt.

I stedet bør man tale med eleverne, om hvordan deres synopsis skal bruges til at forberede censor og eksaminator til eksamen. Eleverne sender et signal, om hvad de har lagt vægt på, når de udvælger indhold til deres synopsis, og det er med til at forme den samtale man har til eksamen.

Evaluering

Ved afslutningen af projektet ved eleverne ikke, om de skal til eksamen, og der kan nå at gå mange ting gennem deres hoved, inden de ser deres program igen. En grundig refleksion over hvad eleven har gjort og lært af projektet, kan hjælpe med at få tingene til at bundfælde sig. Hvis man har gemt et enkelt modul af undervisningstiden til at tale om eksamensformen efter aflevering af projektet, kan man bede eleverne forberede sig ved at lave en disposition for deres præsentation af projektet. Eleverne kan så mødes i mindre grupper og hjælpe hinanden med at få opbygget en hensigtsmæssig præsentation.

Kreditering

Søren Præstegaard, Odense Tekniske Gymnasium

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.