Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i idræt - januar 2024

Nyhedsbrev om vinterens prøver, de store skriftlige opgaver og reklame for årets FIP-kurser

Kære alle

Det bliver lidt fra mig denne gang om vinterens prøver, de store skriftlige opgaver og reklame for årets FIP-kurser.

Vinterens prøver

Vinterens mange prøver for især HF er veloverståede. Jeg har i år fået færre henvendelser, end jeg plejer, så måske kan det tolkes som om, der er ved at være en vis erfaring og sikkerhed i prøven for jer lærere, der efterhånden har prøvet det en del gange. Her er det stadig mere nyt for de mange, der kun har STX, men det lover godt, at det kører så relativt gnidningsfrit i vinterprøverne.
Det betyder ikke, at der ikke stadig er forskellige tvivlspørgsmål, og det vil der blive ved med at være. I sådanne tilfælde skal I naturligvis ikke tøve med at henvende jer. Vi har et fag, hvor der kan opstå forskellige svære og ret unikke situationer, som det kan være rart at vende med mig.

Virtuel SRP-kursus

I starten af januar afholdt jeg sammen med Andreas Schiørring et virtuelt SRP-kursus. Det blev optaget, så det er muligt at se det eller gense det, hvis det kan hjælpe en med spørgsmål og overvejelser i forhold til de store skriftlige opgaver. Det er nok ikke en optagelse, der bliver kendt for sine smarte overgange og høje tekniske niveau, men der er nogle gode refleksioner og diskussioner undervejs om, hvordan idræt kan bidrage og indgå i de tværfaglige opgaver.
Kurset blev afholdt af den faglige forening, og optagelsen ligger på deres facebookside slået op af Andreas, hvis man vil lede efter det.

Årets FIP

I forhold til årets FIP, så vil jeg gerne gøre lidt reklame for det her.

Årets FIP-kurser har fra ministeriets side et overordnet tema om teknologier og teknologiske tilgange i fagene.
Samtidigt har det fra jeres side af været efterspurgt, om der kunne komme et FIP med fokus på teori-koblingen til praksis på både c og b-niveau.

På den baggrund har vi inviteret to oplægsholdere.

Annemari Svendsen, der er lektor og studieleder ved Institut for Idræt og Biomekanik på SDU, vil - med afsæt i den nyeste forskning inden for digitale teknologier koblet til bevægelsespraksis og didaktik – holde oplæg og facilitere en workshop om digitale teknologier i idrætsundervisningen. Annemari har fingeren på pulsen med sine to nyere publikationer ”App'en, bolden og kroppen. Læremidler i idræt - hvad er det?” (2022) og ”At inddrage digitale medier i idrætsundervisningen” (2022).

Til koblingen mellem teori og praksis vil Stinne Vorbjerg Westh, der, udover at undervise på Fagdaktik i idræt og på KU i Læring i idrætspraksis, til daglig arbejder sammen med Alexander Jarlkov Mogensen på Niels Steensens gymnasium, komme og dele ud af deres erfaringer. De har systematiseret deres teori-praktik-kobling i idræt på c-niveau og videre til b-niveau.
Det vil de komme og give eksempler på og inddrage jer i en diskussion om.
Selvom de har udgangspunkt i en stx-skole er deres tilgang relevant for alle ungdomsuddannelserne. De siger selv:

I ønsket om at bevare idrætsfagets praktiske gøren-tilgang og samtidig imødekomme, at faget siden 2017 er blevet et eksamensfag på c-niveau, hvor prøven falder i to dele; nemlig både en praktisk del med udgangspunkt i en drejebog og efterfølgende mundtlig del, har vi som stx skole-forsøgt at strukturere, planlægge og gentænke hele idræt c- faget, så eleverne allerede tidligt møder faglige begreber, som går igen hele vejen og i alle discipliner. Det betyder, at vores faglige mål altid taler ud fra tekniske, taktiske, fysiske og psyko-sociale elementer. Samtidig tænker vi i progression over de tre år.

Det er dagens to hovedområder, men herudover er der også møde med den faglige forening og mulighed for at stille spørgsmål til mig. Og sidst men ikke mindst, så er det en dag i godt selskab med fantastiske idrætsmennesker, som man altid bliver glad af at være sammen med. Det er mandag d. 26. februar 2024 på Aarhus HF og VUC, eller onsdag d. 13. marts 2024 på Sukkertoppen i København. Gå ind på FIP-kurser tilmelding (gl.org) eller søg på FIP GL og find tilmeldingssiden.

 

Der er altid plads til dig J

Jeg glæder mig til at se mange af jer.

 

 

De bedste hilsner

Lasse

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.