Artikel

Det globale aspekt i idrætsundervisning

Ideer til, hvordan man både i den praktiske og teoretiske idrætsundervisning i gymnasiet kan arbejde med globale kompetencer med eksempler hentet fra fodbold, dans og afholdelse af OL. 

Globale kompetencer i idræt handler i høj grad om elevernes kulturforståelse og indsigt i globale idrætslige problemstillinger. Gennem idrætsundervisningen kan eleverne komme til at se verden med nye øjne, hvor de skaber nysgerrighed og forståelse for andre kulturer. I det følgende kan du se eksempler på, hvordan det globale aspekt bl.a. gennem dans og fodbold kan inddrages i forløb i idrætsundervisningen.

 

Alle kulturer danser

Noget af det, der kendetegner måden kroppen anvendes på i hele verden, er dans til musik. Lige fra stammedanse til modern dance er dansen en del af en kulturel identitet. Ved arbejde med forskellige typer af danse fra andre lande opnår eleverne ud over konkrete fysiske færdigheder også indsigt i andre kulturer.

I et undervisningsforløb om danse fra forskellige kulturer er det vigtigt at udvælge danse, der er forholdsvis tydelige i deres udtryksform, og hvor det er en åbenlys kobling mellem dans og kulturel kontekst. Det gælder eksempelvis i dansene hip hop, salsa, wienervals, folkedans og irishdance.

Forløbet kan bygges op ved, at eleverne indstuderer og afprøver nogle de nævnte danses grundtrin og variationer suppleret med afprøvning af egentlige korte koreografier. Inspiration til trin mm. kan findes på YouTube ved at søge på dansen kombineret med “basic steps” eller ”beginner”.

I hvert modul afprøves et eksempel på en dans. Eleverne kan i grupper arbejde med de enkelte dele af dansen og opbygge en mindre koreografi ud fra forskellige variationer og grundtrin.

Efterfølgende kan eleverne analysere deres dans ud fra Labans Bess koncept samt kritisk undersøge og diskutere de stereotyper, der er bygget om omkring dansen.

 

Fodbold er ikke bare fodbold

Siden fodbold opstod i middelalderen, har boldspillet fra 1800-tallet udviklet sig til en lille familie af typer af fodboldspil med mere eller mindre lighed mellem de enkelte spil. Udvandringen fra Europa har bragt de forskellige fodboldspil til andre kontinenter, hvor spillene har udviklet og differentieret sig yderligere. Der findes derfor i dag en række af beslægtede fodboldspil med hver sit karakteristika som spilles i forskellige lande. Nogle af de store fodboldspil i dag er: australsk fodbold, gælisk fodbold, amerikansk fodbold, rugby og europæisk fodbold.

De forskellige typer af fodboldspil kan indgå i et forløb, hvor eleverne afprøver spillene. De fire første spil indeholder en ikke ubetydelig del fysisk kontakt, som ikke umiddelbart er hensigtsmæssig i undervisningen. Spillene kan i stedet spilles i en ”flag-udgave”, hvor tacklingerne udføres ved at tage et ”flag” monteret i siden af hver spiller.

Ud fra afprøvningen kan eleverne sammenligne de enkelte spil og diskutere, hvordan spillenes regler og udformning påvirker spillenes taktikker. Eleverne kan desuden bruge erfaringerne fra de enkelte spil til at diskutere, hvorfor der er så stor forskel på de enkelte spils popularitet i de respektive lande.

 

Den globale idræt i krise?

Fodbold-VM i Qatar er et af de seneste eksempler på, hvordan afholdelse af de store internationale idrætsbegivenheder globaliseres. Mesterskabet er samtidigt et eksempel på, hvordan sporten benyttes som et politisk redskab af særligt såkaldte autoritære stater.

Sporten er udover den øgede politisering også generelt truet af dopingbrug og matchfixing. Danske kerneværdier i idræt, som etik og demokrati, er under globalt hårdt pres. Dilemmaet er derfor, hvordan vi gennem idræt kan gennemføre FN’s verdensmål om et sundt liv for alle samtidigt med udemokratiske og kriminelle kræfter forsøger at overtage idrætten?

En måde at tage fat på dilemmaet i undervisningen på kan være via et rollespil, hvor eleverne skal vælge, hvilken by der skal vært for de næste olympiske lege. Eleverne inddeles i grupper, der repræsenterer forskellige typer af lande samt en gruppe, der repræsenterer IOC. Landene udvælges, så de afspejler forskellige niveauer af demokrati, etisk fokus, pris, engagement i breddeidrætten osv. Landene fremlægger deres plan for afholdelse af legene, og IOC træffer efterfølgende et begrundet valg.

Eleverne kan læse dette debatoplæg fra idan.dk om den globale idræts krise som optakt til rollespillet.

 

Kreditering

Henrik Lindgaard Møller, Varde Gymnasium, i samarbejde med CFU

Siden er opdateret 22. juli 2021 af emu-redaktionen
Samarbejdspartnere:
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.