Vidnesbyrd som redskab i undervisning om Holocaust

Holocaust er historien om verden på vrangen, hvor alle menneskelige moralske kodekser var sat ud af kraft og civilisationens spilleregler kollapsede i et forfærdeligt barbari af hidtil uset målestok.

For at ramme eleverne med undervisningen i Holocaust, kan du konfrontere dem med den gru, som personlige vidnesbyrd fra tiden indeholder. På den måde bliver undervisningen vedkommende, og med en vigtig eksistentiel dimension, som eleverne skal lære at forholde sig til. Det handler ikke om at skræmme eleverne eller at svælge i ofrenes lidelse. Men gennem disse personlige beretninger kan vi håbe på at forstå omfanget af nazisternes forbrydelser.

“[…] her tvang de børn, klamrende sig til deres mødre til at sige ting som: “Mor, lad mig gå først, for jeg vil ikke se, hvordan de dræber dig” (Som min seksårige fætter Zenio) […] De så også, hvordan mødre fortæller deres børn om døden, og hvordan de forbereder dem til det. Og når de græder: “Mor, vi vil så inderligt, at vi skal leve”. Da græder hun: “Børn, da dette ikke er givet til os, vil vi i det mindste dø sammen”[…] Og da skydningen stoppede, skreg de, som blev sparet “Heil und Danke!”

Elsa Binders dagbog – Stanislawóws Ghetto tirsdag d. 13 januar 1942

Hvordan vender verden overhovedet tilbage til normaliteten efter at have set gaskamrenes helvede? Primo Levi stillede spørgsmålet: ”Hvis dette er et menneske”. Spørgsmålets eksistentielle karakter er grunden til vores fortsatte interesse for Holocaust. Når I arbejder med kilder, som eksempelvis Elsa Binders dagbog, så vær forberedt på, at det flytter noget i eleverne, og at de chokeres. Det er helt naturligt, og brug den følelse som springbræt til at tage vigtige diskussioner op.

Personlige beretninger fra ofrene

Grundlæggende bør du tage en beslutning om, hvorvidt du vil formidle historien om Holocaust gennem beretninger fra ofrene eller gerningsmændene, da det giver vidt forskellige muligheder for at få indblik i forbrydelsernes omfang, gruen og den vanvittige logik, der lå bag det nazisterne kaldte for den endelige løsning Endlösung!

“Jeg så en soldat flå en baby, der kun var få måneder gammel, ud af morens hænder, og smadre dets hoved ind i en elstolpe. Babyens hjerne sprøjtede ud på træet. Moderen blev komplet vanvittig […] Jeg skriver det her, som om intet er sket. Som var jeg i en hær trænet i ondskab. Men jeg er ung. Jeg er 14, og jeg har ikke set meget i mit liv, men jeg er allerede så ligeglad. Jeg er ved at blive et dyr, der venter på at dø.”

Rutka Laskiers dagbog – Bedzins Ghetto d. 6 februar 1943

Dagbøger fra Holocaust er unikke kilder, som tillader os at dykke ned i det oplevede Holocaust. En oplagt måde at lade eleverne arbejde med dagbøger som kilder er at præsentere dem for Alexander Zapruders antologi Salvaged Pages. Forfatteren har samlet og kommenteret 14 unikke kilder, som giver mulighed for at arbejde med emner som: frygt, rædsel, og sult, samt hvad der generelt optager unge; forelskelse, drømme og forholdet til venner og familie. Teksterne er skrevet af mennesker, som er jævnaldrende med eleverne, hvilket kan være motiverende, når spørgsmål af eksistentiel karakter skal diskuteres.

“Vi er ikke længere mennesker, men er ej heller blevet til dyr – Vi er simpelthen en underlig psyko-fysisk kreation ”Made in Germany.” ”

En anonym jødisk drengs dagbog – Den 27/9 1944 i Lodz Ghetto

Endvidere kan du præsentere eleverne for dagbøgerne gennem dokumentarfilm. Eksempelvis: I´m still here – Real Diares of young people who lived during the Holocaust som Alexandra Zapruder står bag. Dette kan styrke de læsesvages deltagelsesmuligheder.

Det er også oplagt at basere undervisningen på skildringer skrevet af overlevende efter krigen. Selve Holocaustlitteraturen er et helt litterært felt, og der er mange gode skildringer, som kan bruges til et kildeprojekt. Jeg vil imidlertid anbefale, at du søger efter fortællingerne fra den jødiske sonderkommando.

Sonderkommandoen var de fanger, som var udvalgt til at arbejde i krematorierne mod et spinkelt håb om at forlænge deres liv. Jeg kan særligt anbefale beretningerne fra henholdsvis Shlomo Venezia (Auschwitz) og Chil Rajchman (Treblinka).

”Tyskeren, der skulle overvåge hele forløbet, morede sig ofte med at påføre disse mennesker, der allerede stod over for døden, lidt mere lidelse. Mens han ventede på den SS´er der skulle lukke gassen ind, underholdte han sig med at tænde og slukke lyset for at gøre dem ekstra bange. Når han slukkede lyset, hørte man en lyd komme ud fra gaskammeret: Ofrene lød, som var de ved at kvæles af angst, de forstod at de skulle dø”

Shlomo Venezia – Græsk jøde, Sonderkommando i Auschwitz

De fleste vil blive berørte af at læse disse kilder, af den grund er det oplagt at diskutere, hvordan de nazistiske forbrydelser foregik eller hvad man kan presse mennesker til, hvis de stadig har et håb om at overleve.

Teknologikritik og sociale konstruktioner

Primo Levi henleder vores opmærksomhed på, hvordan lejrene også fungerer som et gigantisk biologisk og socialt eksperiment. Auschwitz var, udover at være en manifestation af helvede på jorden, også et helt unikt sted, hvor de som overlevende ofte gjorde det, fordi de formåede at mestre de nådesløse spilleregler her.

At anlægge et teknologikritisk perspektiv er oplagt. Med modernitetens udvidede teknologiske muligheder, kom også den industrielle krigsførelse og det industrielt udført folkedrab, som resulterede i, at antallet af døde og omfanget af forbrydelserne langt kunne overskrides både i omfang og i effektivitet.

En mulig vinkel ind i det teknologikritiske kunne være at udfordre elevernes forståelse af teknologisk udvikling og fremskridtstanken som uløseligt sammenbundne. Horkheimer og Adorno beskriver i Oplysningens dialektik, hvordan troen på, at teknologien entydigt vil blive menneskets frelse, er forsimplet og hvordan tekniske landvindinger kan åbne døre for katastrofer, som Holocaust.

Jeg vil imidlertid ikke anbefale at bruge de sædvanlige Idéhistoriske værktøjer til at arbejde med teknologi. At lade eleverne f.eks. lave en SCOT analyse, og bede dem udpege relevante socialgruppers respektive problemstillinger, er både makabert, respektløst og skudt forbi målet.

Materialer fra de nazistiske gerningsmænd

Nazisternes forbrydelser satte nye standarder for ondskab. Ved at stille eleverne spørgsmålet: Hvordan kunne det lade sig gøre? Kan der åbnes op for en Idéhistorisk diskussion af begrebet ondskab, med inddragelse af filosofisk materiale.

I tiden efter krigen var en udbredt forklaringsmodel, at gerningsmændene til Holocaust var afvigere. Historier om sadistiske forbrydere, som Amos Göth eller Ilse Koch, bekræftede tesen om, at det var forkvaklede og mentalt afstumpede mennesker, der stod bag Holocaust. Fortællingerne og forbrydelserne er vigtige dele af Holocaust. De må ikke glemmes, men ved at studere, hvem gerningsmændene var, vil man opdage, at mange var helt almindelige mennesker.

Hannah Arendts begreb om ondskabens banalitet er en teorietisk forklaringsmodel, som giver eleverne mulighed for at dykke ned i emnet, og diskutere ondskab. Jeg vil i den forbindelse anbefale, at dykke ned i kildesamlingen på folkedrab.dk.

”Ofrene var […] mere døde end levende. De gjorde ingen modstand, og jeg vil sige, de lå apatisk hen. Det forekom mig, at døden ved skydning måtte være en nåde for dem. Magthaverne havde dømt dem til døden, og der var ingen redning for dem. Det var mere eller mindre tilfældigt, at netop jeg blev beordret til at dræbe dem.”

Heinrich Gley - vagt i Belzec

Der er foruroligende, at disse mennesker ikke er afstumpede afvigere, men helt almindelige mennesker. De er blevet beordret til ondskab og har derfor en bekvem forklaring på, hvorfor de ikke personligt er skyldige i nogen forbrydelse. Zygmunt Bauman har i Modernitet og Holocaust (1989) en meget spændende analyse af mulighedsrummet for at Holocaust kunne ske. Når ingen føler sig ansvarlige, for det arbejde de udfører, men blot er tandhjul i et enorm maskineri, så åbnes et mulighedsrum, hvor ondskaben kan blive normaliseret, uden at man gider interessere sig for det. Dermed lægges op til en modernitetskritik, samt en diskussion om hvorvidt det kan ske igen.

Hvor enkelt det er at udføre ondskab, kan illustreres med Millgram eksperimentet, hvor almindelige amerikanske mænd pressedes af en autoritet til at straffe et andet menneske. Eksperimentet kan bruges som basis for at diskutere emner som skyld, autoritet og hvem gerningsmændene egentlig var.

Fascination og myte

Få historiske begivenheder er og bliver undersøgt så intenst som Holocaust. Konfronter eleverne med, hvordan historien om de nazistiske forbrydelser påvirkes af den konstante eksponering. Dark Tourism eksempelvis er et fænomen, der vokser i disse år og moderne turister vil i stigende grad opleve de steder, hvor forbrydelser er foregået, og drabsstederne fra Holocaust er bestemt ingen undtagelse.

Auschwitz er blevet en gigantisk turistattraktion. Hvor stammer fascinationen fra? Hvordan skal vi forstå os selv, når vi drages af det onde? Hvilken erindringskultur skabes om Holocaust, når de forfærdelige handlinger så målrettet bliver formidlet og solgt til et publikum, som helt tydeligt vil have mere? Filmen Drengen i den stribede pyjamas er iscenesat i et Holocaust miljø, men er ikke ellers en skildring af en historisk begivenhed. Der er dog tale om en stærk film, som for mange elever kan betyde mere for deres tanker vedrørende Holocaust, end den undervisning de ellers har fået om emnet. Er det et problem, og tænker eleverne over dette dilemma?

Kreditering

Torben Elleby, underviser i Idéhistorie på ZBC i Slagelse