Jødekonspirationsteorier i undervisning om Holocaust

Når eleverne undersøger rollen jødekonspirationsteorierne spillede i mellemkrigstiden, får de mulighed for at reflektere over mennesket som både historieskabt og historieskabende og mulighed for at forholde sig til det faktum, at dehumaniserende konspirationsteorier om fx jøder kan have ødelæggende konsekvenser.

Konspirationsteorier som ramme om et forløb om Holocaust

Konspirationsteorier er fortællinger om hvorledes, hvorfor og hvem der holder noget skjult. De kan defineres som ”antagelsen om, at der bag en bestemt hændelse kan findes en skjult plan eller årsag, som ikke er umiddelbart tilgængelig for alle. Årsagen holdes bevidst skjult af en eller flere personer eller instanser” (Brockhoff et al., 2018, 8).

Konspirationsteorier tilbyder et alternativ til de officielle forklaringer og har dermed et uhyre magtfuldt potentiale, fordi de er mistænksomme over for dem, der anses for at have magten i samfundet.

I konspirationsteorier er man optaget af at udpege de skyldige (dem, der står bag konspirationen) og at skabe fjendebilleder.

Fjendebillederne kan, som i tilfældet med antisemitiske konspirationsteorier, fungere som stigmatiseringer, der rammer særlige grupper i samfundet. Ved at benytte syndebukargumentation søger konspirationsteorier at forklare komplekse samfundsproblemer ved at lægge bestemte personer, befolkningsgrupper eller institutioner og organisationer for had.

To centrale jødekonspirationsteorier i mellemkrigsårene

Artiklen giver først et kort indblik i de to mest fremherskende jødekonspirationsteorier i mellemkrigstiden, nemlig Dolkestødslegenden og teorien om Zions Vises Protokoller.

Dernæst gives på baggrund af konspirationsteoriforskningen nogle bud på, hvorfor konspirationsteorier om jøder historisk og aktuelt er så magtfulde og udbredte.

Endelig præsenteres en ramme for, hvordan eleverne inden for det problemorienterede arbejde kan anvende konspirationsteorier som kilder.

Jødekonspirationsteorier var centrale markører i nazisternes historiebrug og var med til at bane vejen for Holocaust. I Mein Kampf betegnede Hitler jøder som parasitter og rotter, og som ’menneskehedens evige bakterier’ (Folkedrab.dk).

Retorikken blev ikke kun dyrket af nazisterne, men af hele den nationale højrefløj i Tyskland efter Første Verdenskrig.

Modstillingen mellem jøder og tyskere (eller ’ariere’) var med andre ord indskrevet i større konspirationsteoretiske fortællinger om en jødisk-kommunistisk sammensværgelse, som var udbredte i samtiden.

Dolkestødslegenden

Ifølge Dolkestødslegenden, der udviklede sig i det vaklende demokrati i Weimarrepublikkens første år, faldt de tyske politikere og især socialdemokratiet ved krigens afslutning hæren i ryggen. Det førte, ifølge denne teori, til, at fredsbetingelserne blev særligt hårde (Laursen, 2021).

Hærens og generalernes motto: ”Ubesejret i felten” henviste til den sejlivede myte, at det var hjemmefronten, der havde kapituleret, mens hæren havde kæmpet succesfuldt på fronten.

Jøder og venstrefløjspolitikere blev beskyldt for en sammensværgelse og blev set som skyldige i Tysklands miserable situation i efterkrigsårene. I Mein Kampf fremstillede Hitler krigshelten general Ludendorff som uskyldigt offer og jøderne som falske landsforrædere:

”Jøderne og deres marxistiske kamporganisation brugte al deres bundløse falskhed for at lægge skylden på kollapset på den eneste mand [Ludendorff], der alene, med overmenneskelig energi og viljestyrke prøvede at forhindre den katastrofe, han forudså, og frelse nationen fra den dybeste ydmygelse og vanære.”

(Citeret efter Brockhoff et al., 2018, 125)

I en klassisk karikaturtegning fra 1919 ses en jøde, der dolker den tyske hær, symboliseret ved en tysk soldat, i ryggen. Jøden er fremstillet som en bedragerisk og forræderisk figur med både feminine og maskuline træk. (Kilde: Wikimedia commons)

Zions Vises Protokoller

Zions Vises Protokoller beretter om en jødisk konspiration med henblik på at opnå verdensherredømmet.

Teksten udkom første gang i Rusland i 1903 og blev efter den russiske revolution oversat til en række vesteuropæiske sprog og genoptrykt i adskillige udgaver.

Dokumentet var en forfalskning, dvs. et påstået mødereferat fra et hemmeligt møde mellem højtstående jøder, som ifølge skriftet ville overtage magten i hele verden.

Historikeren Morten Thing har kaldt skriftet ”antisemitismens bibel”, fordi det i mellemkrigstiden kom til at fungere som selve beviset for den jødiske sammensværgelse og blev afgørende for den antisemitiske syndebuksmyte om en særlig jødisk, hensynsløs og kynisk ’ånd’, som var årsag til kaos, forvirring og krise i de europæiske lande (Thing, 2014).

Skriftet blev efter al sandsynlighed forfattet af den russiske zars hemmelige politi med det formål at skabe et kritisk syn på de russiske jøder og blev i mellemkrigsårene opdaget af førende nazister (Vollmond & Hansen, 2014, 116-117).

Også denne konspirationsteori henviser Hitler direkte til i Mein Kampf, hvor det hedder:

”I hvor høj grad dette folks [jødernes] hele tilværelse beror på en fortsat løgn, viser på uforlignelig måde Zions vismænds protokoller, som jøderne hader så usigeligt. […] Her gives en bevidst fremstilling af, hvad mange jøder ubevidst ønsker at gøre. Men det er derpå, det kommer an. Det er ganske ligegyldigt, hvilket jødehoved disse fremstillinger stammer fra; det vigtigste er, at de med ligefrem gruopvækkende sikkerhed afslører jødefolkets væsen og virke.”

(Citeret efter Vollmond & Hansen, 2014, 125)

Zions Vises Protokoller cirkulerer stadig i Mellemøsten. Og antagelsen om et særligt jødisk væsen lever i bedste velgående på højrefløjen i USA, fx i konspirationsteorien om den såkaldte Zionist Occupation Government, forkortet ZOG, hvor det antages, at den amerikanske regering er styret af en hemmelig jødisk lobby, personificeret af indflydelsesrige jødiske medie- og finansfolk (Cohen et al., 2021, 27).

Antisemitiske konspirationsteorier er ikke fortid, men trives på sociale medieplatforme, hvor også danske unge færdes (Hübscher & Mering, 2022; Cohen et al., 2021).

Hvorfor har jøder altid været castet som syndebuk?

Årsagerne til folkemordet er komplekse og mange, men en væsentlig årsag var den antisemitiske propagandas påvirkning af befolkningen. Den amerikanske konspirationsforsker Jesse Walkers (2014) analyser af arketypiske fjendebillede kan anvendes som en teoretisk indgang til at eleverne undersøger propagandaens betydning for jødeforfølgelserne.

Fem arketyper

Walker opererer med fem arketyper, som kan absorbere alle typer af konspirationsteoretiske påstande:

Den ydre fjende, som truer samfundet udefra.
Den indre fjende, som nedbryder samfundet indefra og som lever skjult blandt folk.
Fjenden fra oven, som er i toppen af den samfundsmæssige pyramide.
Fjenden fra neden, som lurer i samfundets nederste lag.
Den Gode eller Onde fjende i ledtog med overnaturlige kræfter
(Walker, 2014, 16).

Typisk vil fjenden i en konspirationsteori ifølge Walker kunne placeres inden for en eller højst to af disse arketyper.

I jødekonspirationsteorierne spilles der imidlertid ofte på samtlige fjendebilleder: Jøderne anklages både for at være fremmede (indvandrere), som truer nationalstaten udefra. Men jøderne er også assimilerede og derfor ikke til at skelne fra majoritetsbefolkningen, så de subversivt kan undergrave samfundet indefra.

Jøder fremstilles også som en magtfuld elite, der kontrollerer centrale dele af samfundet. Jøder allierer sig med arbejderklassen og truer med at omvælte samfundet fra neden. Og endelig er jøder i nogle udgaver af konspirationsteorierne i forbund med satan eller andre okkulte kræfter.

Paradokse stereotyper

Et skrift som Zions Vises Protokoller operer ofte med selvmodsigende, nærmest paradokse stereotyper, som det også ses i mellemkrigstidens karikaturtegninger: Jøderne fremstilles både som en lille, uhyre magtfuld finanselite, der i ledtog med arbejderklassen arbejder på at indføre verdenskommunisme og som samtidig beskrives som samfundets usleste og fattigste ’parasitter’.

Antisemitiske konspirationsteorier kombinerer, udskifter – eller med et moderne ord sampler – arketypiske fjendebilleder om jøder efter forgodtbefindende, således at syndebukrollen tilpasses den konkrete konspirationsteoretiske påstand.

I undervisningen kan eleverne undersøge forskellige typer af fjendebilleder fx i karikaturtegninger og prøve at analysere sig frem til, hvilke propagandaformål de enkelte fjendebilleder tjener og hvordan de var tænkt at skulle påvirke befolkningen.

Konspirationsteorier og historiebrug

Der findes desuden en række andre teoritekster i bogen Hvem stod bag? (Vollmond & Hansen, 2014), som kan understøtte elevernes problemorienterede undersøgelser.

Teoriteksterne er en nøgle til at forstå, hvordan konspirationsteorier er opbygget, hvorfor de opstår og hvorfor deres tiltrækningskraft er stor under bestemte samfundsmæssige forhold.

Det er vigtigt, når man arbejder med fænomener som konspirationsteorier, fake news, myter og historieforfalskning, at eleverne opnår en forståelse for, at konspirationsteorier ikke kan anvendes som en troværdig kilde til at afdække begivenheder i ophavstiden.

Derimod kan de inden for et funktionelt kildebegreb sige noget væsentligt om det verdenssyn, de forestillinger og de konflikter, der eksisterede på det pågældende tidspunkt.

En måde at fortælle og bruge historie

Konspirationsteorier er en måde at fortælle og bruge historie på, som ofte indgår i kampen om magten i et givent samfund.

De er forsøg på bevidst at fordreje eller omskrive historie, dvs. at skrive en alternativ historie for at fremme en bestemt ideologisk og politisk sag.

At arbejde med konspirationsteoriernes rolle i forbindelse med Holocaust skærper elevernes blik for, hvordan bestemte aktører, i dette tilfælde Hitler og nazisterne, har brugt historie, har manipuleret og fordrejet historie og skabt syndebukke som en del af den politiske propaganda med det formål at gøre befolkningen modtagelig for den nazistiske ideologi.

Konspirationsteorierne kan således bruges som omdrejningspunkt i undervisningen, når det drejer sig om at forstå de særlige historiske omstændigheder knyttet til Holocaust.

En analysemodel

En simpel kildekritisk analysemodel kan udgøre et didaktisk stillads for de undersøgelsesspørgsmål, som eleverne stiller, når de analyserer holocaust og andre folkedrabs syndebukmytologi:

Hvilke(n) kildetype(r) er der tale om? (officielt eller hemmeligt dokument, bog, tale, karikatur, smædeskrift etc.) – Hvad er kildens hovedpåstand(e), og hvor sandsynlige er de?
Hvornår og hvordan er myten/konspirationsteorien opstået? Hvordan har den udviklet sig over tid?
Hvem er afsenderen? Hvad er afsenderens baggrund/politiske ståsted/interesse?
Hvem er konspirationsteoriens modstander, og hvordan omtales modstanderen?
Hvem er tænkt som modtager? Hvem er ikke tænkt som modtager?
Hvordan ønsker afsenderen at påvirke modtageren? Hvad kunne være afsenderens mål med teorien?
Forholder afsenderen sig kritisk til sin egen teori – hvorfor/hvorfor ikke?
Hvad er det for en konflikt teorien italesætter? Hvem er skurken – og helten?
Hvorfor er der opstået en konspirationsteori som den pågældende?
Hvori består konspirationsteoriens tiltrækningskraft? Find og vurdér oplysninger om den har/har haft let ved at finde tilhængere.

Materialer om jødekonspirationsteorier til brug i undervisningen

Som baggrundsmateriale til lærere anbefales artiklen ’Magtfulde. Nærige. Griske. Antisemitiske konspirationsteorier er ældgamle og sejlivede’ fra Kristeligt Dagblad (Redder, 2020).

Didaktisk inspiration til hvordan arbejdet med konspirationsteorier kan gribes an findes i (Peters, 2021).

Eksempler på jødekarikaturer og forklaringer på deres tilblivelse og betydning kan læses i publikationen Antisemitic imagery and caricatures (Antisemitism Policy Trust, 2020).

Kildemateriale til Zions Vises Protokoller og Mein Kampf samt en grundig indføring i kilderne findes i (Vollmond & Hansen, 2014).

Desuden rummer hjemmesiden Folkedrab.dk mange velegnede kilder.

Endelig har sitet Aldrigmere.dk, som er produceret af Børne- og Undervisningsministeriet, en række forskellige materialer til undervisningsbrug til ungdomsuddannelserne.

Kreditering

Denne artikel er udarbejdet af Rikke Peters, lektor, ph.d., Historielab.dk/UCL

Artikel