Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i historie - marts 2021

Om prøver til sommer 2021, nyt virtuelt møde i april og konference om problemorienteret undervisning

BREAKING NEWS: fredag den 5. februar blev der indgået en politisk aftale omkring sommerens prøver. For 3.g’erne på stx betyder det at de alle skal til prøve i skriftlig dansk og til mundtlig prøve i SRP. Derudover skal eleverne i 3.g til yderligere to mundtlige prøver i studieretningsfag eller øvrige fag på A-niveau. Det åbner for, at eleverne i 3. g kan komme til mundtlig prøve i historie A. Også på hfe kan historie B nemt komme i spil når kursisterne skal til op til 4 mundtlige prøver.

Der vil selvfølgelig blive udsendt yderligere information om særlige forhold ved den kommende prøvetermin, så snart vi ved mere. Man kan holde sig opdateret på https://emu.dk/stx/historie/fra-fagkonsulenten?b=t6-t1082 og jeg vil selvfølgelig også informere herom på de udbudte fyraftensmøder, jeg skriver om lidt længere nede.

For et par uger siden, blev nedlukningen af ungdomsuddannelserne forlænget til den 28. februar. Det betyder at undervisningen fortsætter virtuelt, og at også SSO- og SRP-vejledningen på mange skoler må afvikles virtuelt. Mange har nok fået en vis erfaring med dette allerede sidste forår og der vil også igen være en række særlige forhold omkring adgang til materiale, man skal være opmærksom på.

Jeg afholdt 8/2 et virtuelt møde omkring SRP-formuleringer, hvor vi vendte generelle forhold omkring opgaveformuleringer og særlige udfordringer i forhold til historie i Studieretningsprojektet. Formen fungerede ganske fint, og jeg vil derfor gerne på samme måde udbyde yderligere et virtuelt fyraftensmøde mandag den 19. april fra 15-16

Mødet kan tilgås via dette link: https://meet.statens-it.dk/stukuvm.dk/christian.vollmond/9LNP1B8L

Der er ikke nogen fast dagsorden for møderne, men jeg forestiller mig at SRP og eksamen vil være nogle af de emner, vi kommer ind på. Så tag jeres spørgsmål med – og klik ind gennem linket J

Selvom fremtiden som altid er vanskelig at forudsige, så håber jeg stadig meget på at den planlagte konference ’hvad er problemet’ kan afholdes fysisk til april. Emnet er utroligt vigtigt, da det peger på et fællestræk ved historiefaget på tværs af de forskellige uddannelsesniveauer. Samtidig peger det på, at historiefaget ikke kun rummer en masse viden om fortid, men samtidig en særlig faglig måde at arbejde på, styret af ens interesser for bestemte problemstillinger eller forhold. Og den pointe er central.

Det problemorienterede arbejde er i fokus ved prøven, og er også centralt i forhold til fagets deltagelse i store skriftlige opgaver. Derfor er det også vigtigt at man som lærer i den daglige undervisning sikrer, at eleverne/kursisterne trænes i at arbejde med faget på denne måde. Det kan fx være gennem træning af formulering af problemstillinger, analyser af anvendte fremstillingsmaterialer, sammenligninger mellem forskellige fremstillinger af samme fortider, m.m.

Hvis man fx anvender den videnskabelige basismodel i forbindelse med fx SRP, peges der klart på det problemorienterede, når man fra starten af indkredser et spørgsmål/problem. Med dette udgangspunkt kan man arbejde med en indkredsning af, hvordan fx historiefaget kan bidrage til at svare på det opstillede spørgsmål/problem. I mange tilfælde vil faget endda kunne tilbyde flere forskellige metoder eller faglige tilgange. Overvejelserne om hvordan faget kan bidrage, kan hermed også hjælpe eleverne til en bedre forståelse af, hvorfor nogle af fagets metoder er mere relevante og oplagte at anvende, end andre. På den vis kan øget fokus på den problemorienterede tilgang til faget virke understøttende for elevernes opnåelse af evne til at demonstrere viden om fagets identitet og metoder, og beherskelse af de faglige mål generelt.

Vi ses derude! Måske i cyberspace, måske i Vejle…

 

Mvh

Christian

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.