Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i historie - juni 2023

Om udfasning af covid-relaterede eksamensregler, centrale problemstillinger i BUVM-vejledning og gode råd til arbejdet med historiefagets metodik.

Kære kolleger.

Dette nyhedsbrev står primært i eksamenstidens tegn.

Først og fremmest: Alle covid-relaterede nødbekendtgørelser og eksamensregler er udfaset - vi er tilbage på de helt almindelige bestemmelser. Det bl.a. sige, at man ikke kan vælge at undlade et forløb som eksamensforløb med henvisning til covid-relaterede forhold.

For det andet: Den nye BUVM-skabelon for og vejledning til undervisningsbeskrivelser indskærpet at vi anfører de centrale problemstillinger, vi har haft fokus på i undervisningen. Vejledningen findes her.

Problemstillingerne er en stor hjælp til både censor, elever/ kursister og én selv som eksaminator, og skærper fokus på faget som problemorienteret og undersøgende. Derfor er det også kun godt, hvis elever/kursister orienterer sig grundigt i undervisningsbeskrivelsen. I forhold til eksamen er det selvfølgelig meningen, at eleven formulerer og opstiller egne problemstillinger på baggrund af både det ukendte materiale (selve materialesættet) og andet relevant materiale fra undervisningen (typisk grundbøgerne, de læste kilder mv.) i forbindelse med sin forberedelse.

Samtidig kommer vi formentlig at opleve, at de konkrete formuleringer elever/kursister præsenterer ved eksamensbordet ligner dem, vi kender fra forløbene, undervisningsbeskrivelserne osv. Det er ok, men det er vigtigt, at elever/ kursister gøres opmærksomme på, at det er eksamenssættet m.v., de som udgangspunkt skal bruge til at opstille og besvare problemstillingerne med. Det er OGSÅ vigtigt, at vores fokus som eksaminatorer og censorer fastholdes på, om eleven/ kursisten bruger problemstillingerne til at åbne kilderne i materialet, om eleven/ kursisten selv kan operationalisere og besvare problemstillingerne.

For det tredje: Vores spændende drøftelser af, hvordan vi arbejder med teori, metode og begreber i historiefaget i stx og hf har nu resulteret i en artikel med gode råd herom – med særligt fokus på eksamen og bedømmelse. Jeg takker alle der har bidraget med gode input og perspektiver på sagerne og håber vi fortsat kan have konstruktive refleksioner over denne interessante side af vores fag. Find artiklen her.

I kølvandet på de mundtlige eksamener vil jeg igen i år udsende et spørgeskema til censorerne, om de erfaringer de har gjort sig med eksamen. Målet er fortsat at vi skal dygtiggøre os ved hjælp af videndeling og holde fokus på hvordan vi kan sikre den nationale standard, som er afgørende for vores mangfoldige fag. Jeg håber, at mange af jer endnu engang vil deltage i undersøgelsen og siger på forhånd mange tak.

Vejledningerne til alle læreplaner er i gang med den årlige justering og jeg regner med, at de ligger på rette hylde på BUVM’s hjemmeside i starten af august. Dette gælder også de helt nye vejledninger til historie B og C i GIF.

Det månedlige webmøde ’Fagkonsulentens Forum’ er slut for i år, men starter op igen i september. Som altid: første arbejdstorsdag i måneden kl. 15-16. Se på Historielærerforeningens hjemmeside, hvordan du deltager, og husk, at man også kan deltage som faggruppe. Skriv gerne i gruppen, hvis I har ønsker til temaer. 

Jeg ønsker alle en god eksamensperiode, der i sin bedste version kan byde på interessante og inspirerende møder med kolleger, andre skoler, andre elevtyper og forløb vi aldrig havde drømt om kunne realiseres. Jeg vil opfordre til, at alle eksamener indrammes af godt og konstruktivt samarbejde til gavn og glæde for alle. Rigtig god sommer, når I når så langt.

Bedste hilsner

Karen Steller Bjerregaard

Fagkonsulent for historie i stx, hf-e, KS og GIF

 

 

 

 

 

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.