Aktivitet
Virtuel diskussion
Styrk elevernes historiske viden og digitale dannelse ved at sætte dem til at analysere og diskutere historiske temaer på et netbaseret forum. Temaet kan fx være årsagerne til den kolde krig.
Aktiviteten varer ca. 60 minutter og kan bruges i faget historie på alle gymnasiale niveauer.
Eleverne prøver at drøfte og diskutere faglige temaer med folk uden for gymnasiet. Det kan de fx gøre på dette forum: https://historum.com/
I mødet med virkelige mennesker på et site dedikeret til historie oplever eleverne, hvor vigtigt det er at kunne argumentere for og underbygge påstande, samt at kunne tale på en pæn og ordentlig måde.
Der arbejdes bl.a. med følgende faglige mål (stx A):
-
formidle og remediere historiefaglige problemstillinger
-
demonstrere viden om fagets identitet og metoder.
1. Planlægning/overvejelser
Øvelsen, der kan kaldes ”virtuelt feltarbejde”, kvalificerer den digitale dannelse, fordi eleverne via nettet skriver med mennesker uden for gymnasiet. Øvelsen skal helst ligge sidst i et undervisningsforløb, så eleverne har en god baggrundsviden, inden de skal diskutere virtuelt. Det er en god idé at give eleverne en lektie, hvor de inden undervisningsmodulet har tænkt over, hvilke spørgsmål der kunne være relevante at drøfte.
2. Opbygning
· Start med at forklare tankegangen og formålet med aktiviteten. Gør eleverne bevidste om, at de nu skal diskutere med "virkelige mennesker".
· Gå ind på sitet, og vis dem, hvordan en profil oprettes, og hvordan man laver indlæg.
· Sæt eleverne i grupper af 3-4 personer, og lad dem først drøfte og dernæste poste et eller flere indlæg i gruppen. Bed dem evt. tjekke med læreren først.
· I de følgende moduler afsættes tid til opfølgning på eget indlæg og besvarelse af de indlæg, som øvrige brugere måtte komme med.
Et alternativ
Som regel vil der gå noget tid, inden et sites øvrige brugere vil respondere på de forskellige indlæg. Derfor kan man lade klassen/holdet stille spørgsmål, som de øvrige grupper i klassen/på holdet så skal svare på. Det kan gøres på følgende måde:
- Sig til hver gruppe, at de skal lave et indlæg til diskussion
- Giv alle grupper til opgave at svare på mindst 2-3 af de indlæg, som de øvrige grupper har lavet.
- Alle grupper skal desuden - så vidt muligt - svare på de indlæg, som der måtte komme til deres eget indlæg.
- Måske blander nogle af de øvrige brugere på sitet sig i debatten, hvilket kun gør øvelsen endnu bedre.
Evaluering
- Evaluer de faglige mål med eleverne bl.a. mht. i hvilket omfang de selv (og evt. sitets andre brugere) anvendte historiske metoder og krav til argumentation.
- Afsæt desuden fremadrettet jævnligt tid til, at eleverne kan følge op på og svare på indlæg. Efter en måneds tid vil det være en god idé at tage en erfaringsopsamling og genevaluering med eleverne.
Kreditering
Produceret af Lars Due Arnov, Gribskov Gymnasium/CFU v. KP.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.