Artikel

Digital dannelse i historie

Digital dannelse i historie handler grundlæggende om at tage de nye medier ind, men også om at vende tilbage til historiens klassiske dyder – på en fokuseret måde. 

Denne artikel er baseret på forfatterens artikler i historielærernes fagblad “Noter” samt oplæg om digital dannelse på FIP i historie.

 

Kom på nettet og vær kritisk

I historieundervisningen er det først og fremmest vigtigt at bruge it aktivt. Internettet og videotjenester som fx YouTube bruges allerede vidt og bredt af flere historielærere, men læreren kan også med fordel bruge hjemmesider eller videoer, som objekter for fokuserede kildekritiske undersøgelser. Nogle sider som ms.dk/palaestina og jydskatomkraft.dk har tvivlsom troværdighed, stærk tendens eller er ren underholdning. Det kan virke underlødigt, men det er netop pointen i digital dannelse i historie, at eleverne lærer at skelne mellem skidt og kanel og får erfaring med at afkode tvivlsomme, ”falske” og konspiratoriske hjemmesider, tekster og videoer. Metoden til afkoding er klassisk kildekritik dog suppleret med stærk fokus på afsenderdimensionen og digitale distributionsforhold. Kommunikative kompetencer/færdigheder kan ligeledes styrkes ved at lade elever være fagligt aktive på nettet. Fx i digitale debatter vedr. historisk indhold.

 

Skab og distribuer historie i fællesskab

Dannelse handler også om myndiggørelse og evne til at påvirke sine omgivelser på en god måde. Den indflydelse og påvirkning er i dag i høj grad digital. Det aspekt kan læreren overveje at honorere ved at lade eleverne producere it-produkter med historisk indhold. Fx produktion af fagligt relevante screencasts, animationer, videoer, hjemmesider eller digitale kampagner. Sådan bliver eleverne mere bevidste om historiebrug, samt at de selv er historieskabte og historieskabende (historiebevidsthed). Hvis læreren tilføjer bestemte krav om distribution til målgrupper uden for skolen, knyttes desuden et innovationsaspekt til produkterne. Der bliver skabt værdi for mennesker i andre “ikke-skole”-kontekster. 

Mindre kan også gøre det. Lærere med historieklasser i både 1g og 3g kan fx lade 3g-eleverne lave videoer om kildekritik som 1g’erne giver feedback på. Herved skærpes elevernes opmærksomhed på digitale produkters kommunikative gennemslagskraft, uden at produkterne behøver at ligge på internettet. Og lad gerne elever arbejde sammen i grupper - som digitale fællesskaber. Ikke bare for at opnå teknisk viden om digitale samarbejdsplatforme, men også for træne eleverne i at samarbejde, fx mht. at tilrettelægge processer og skrive/producere sammen.

Endelig kan også være en god idé – via digitale medier – at invitere folk udefra ind i historieundervisningen i et modul. Det kan fx være engagerede hobbyhistorikere, museumsfolk eller måske morfaren, der var DKP’er i sin ungdom. Rent teknisk kan det gøres via Skype eller anden on-line konferenceteknologi.   

 

Back to basics i nye klæder

Kildekritikken var engang det enerådende centrale redskab og metoden i historie. Men i den digitale tidsalder slår kildekritik ikke altid til. Problemet er, at alt kan fabrikeres eller ”fakes” (billeder, tekster, videoer mv.), og alt kan distribueres af alle. Desuden kan det være umuligt at finde relevante kontekstoplysninger. De kan enten mangle eller også være falske. Så hvad er rigtigt og forkert? Og hvor meget tendens er der på spil? Det kan være umuligt at afgøre. 

I den digitale dannelse kan eleverne nå langt gennem fokuseret kildekritik på nettet, analyse af videoer, egenproduktion af historisk indhold mv. Og eksplicit fokus på, hvordan internettet og Google egentlig fungerer hjælper også.  Men i en situation, hvor alt er flydende og til diskussion, kan læreren måske med fordel give gamle historiedyder som fokus på magtstrukturer, økonomisk og teknologisk magt og måske lidt nyere, diskurser og historiebrug, en mere fremtrædende plads i historieundervisningen. Så er der mulighed for, at eleverne kan reflektere over årsager til - og selve bagtæppet for - hvad der sker på overfladen i den digitale verdens omgang med historie. Læreren kan overveje at bide direkte til bolle og udvikle og gennemføre forløb og temaer som fx ”historiebrug og påvirkningskampagner på internettet”.      

Under historie i rubrikken “Det digitale” under “Aktuelt i faget”  findes et par konkrete forslag og forløb, hvor it og digital dannelse spiller en væsentlig rolle.  

 

Inspiration

Eigil Møller: “Historiefaget og internettet”.  I Allan Ahle og Christian Vollmond (red.): ”Historiedidaktik”. Columbus, Kbh. 2017.

Lars Due Arnov ”Historieundervisning og it”. I  Allan Ahle og Christian Vollmond (red.): ”Historiedidaktik”. Columbus, Kbh. 2017.

Lars Due Arnov ”Digital dannelse i historie”.  Noter nr. 212, marts 2017.
 

Kreditering

Lars Due Arnov, lektor på Gribskov Gymnasium/CFU v. KP

Siden er opdateret 22. juli 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.