Aktivitet

Gør eleverne til detektiver i tekstlæsningen

Elever/kursister kan meget mere fransk, end de tror, og vi kan som undervisere hjælpe dem med at opdage "før-ordforrådet": Begynd med transparente ord, når du har begynderundervisning eller brobygning.

At bygge bro mellem sprogfagene er noget, vi med fordel kan udnytte, når vi står med begynderundervisningen i fransk i en ny klasse, eller når vi har brobygningsforløb med elever fra grundskolerne.

Giv dem en fransk tekst, så eleverne/kursisterne oplever, at faktisk kan forstå mange ord uden at slå dem op.

Fra første færd giver vi således vores elever/kursister en nøgle til en dør, hvorpå der står ”transparente ord”.

Oplagt vil være at vælge en tekst fra en begynderbog, fordi de er spækket med transparente ord, men det er også sjovt at vise dem en artikel fra en af dagens franske aviser. På den måde kan de opdage, at de faktisk allerede tidligt i tilegnelsesprocessen kan forstå mange ord i tekster, som ”rigtige” franskmænd læser.

Hjælp fra andre sprog

Som lærer vil man opdage, at der vil være en stor forskel på elevernes evne til at hente hjælp fra engelsk eller andre sprog, fordi det selvsagt handler om, hvor stort deres ordforråd er. Samtidig vil der også være forskel på, hvor meget de tør gætte på sammenfald af betydning samt på, hvor tændte de bliver af opgaven: Nogle er konkurrencemennesker, andre er ikke.

Derudover vil der også være elever, der opdager en transparens, som vi ikke selv har opdaget, fordi der også er forskel på, hvor stort læreres ordforråd er på andre fremmedsprog. Det gør kun øvelsen sjovere for alle parter.

Et konstant fokus på transparente ord

Hvis først eleverne/kursisterne har opdaget, hvad transparente ord er for en størrelse, vil arbejdet med tekstlæsning i begynderbogsystemer kunne blive fokuseret og give dem gode vaner, de kan tage med videre, når emnelæsning påbegyndes.

Man kan fx lade dem lede (skimmelæse) efter transparente ord i hvert kapitel i begynderbogsystemer, inden de går i gang med at læse teksten.

Således får de en forforståelse af teksten.

Et fokuseret arbejde med transparente ord vil med andre ord intensivere deres efterforskningsarbejde og gøre dem til bedre og bedre detektiver for hver undervisningsgang.

Transparente ord i en fransk avisartikel

Som et eksempel på hvor mange transparente ord, der ved en hurtig skimmelæsning kan findes i en fransk avisartikel, kan man læse et uddrag af en artikel fra Le Monde 21.10.22 (lemonde.fr).

Transparente ord er markeret med fed både i titlen og i uddraget af artiklen, sådan at det rent visuelt bliver meget tydeligt, hvor meget vi som lærere kan forvente, at vores elever/kursister kan forstå eller gætte sig til en forståelse af.

Nogle ord ligner ikke danske/engelske ord helt nøjagtigt, men har store dele tilfælles med ord fra de pågældende sprog.

Nogle vil have mere brug for at blive guidet end andre. For at give alle elever/kursister de bedste odds er det vigtigt, at vi vælger tekster, som vi selv finder transparente.

Tekstuddrag

« Italie : Giorgia Meloni, dirigeante du parti d’extrême droite Fratelli d’Italia, a présenté son futur gouvernement

Matteo Salvini a été nommé vice-premier ministre ; le proeuropéen Antonio Tajani, aux affaires étrangères.

Après la victoire historique de son parti aux législatives en septembre, Giorgia Meloni va devenir la première femme à occuper la fonction de président du conseil en Italie, vendredi 21 octobre. Cette Romaine de 45 ans, qui est parvenue à « dédiaboliser » le parti d’extrême droite Fratelli d’Italia pour arriver au pouvoir exactement un siècle après Mussolini, a été mandatée par le président de la République, Sergio Mattarella, pour former un gouvernement. Elle a présenté vendredi après-midi les membres de l’exécutif, qui prêteront serment samedi matin au palais du Quirinal. »

Fra gæt til systematik

Når eleverne har fundet de ord, de kan gætte betydningen af, kan de forsøge at danne sig et billede af, hvad teksten handler om.

Derefter går man videre med de ikke-transparente ord. I denne del af arbejdet kan man have fokus på ordklasser, sådan at eleverne får systematiseret deres ordindlæring.

Man kan opdele klassen og bede grupper finde fx substantiver, verber, artikler, pronominer eller præpositioner.

Kreditering

Aktiviteten er skrevet af Winnie Gaarde, HF & VUC Nord, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.