Artikel

SRP og SSO med fransk

Hvordan kan fransk indgå i SRP- og SSO? Se denne række opgaveformuleringer med fransk i samspil med forskellige andre fag.

Franske vinkler

Franskfaget kan bruges i en tværfaglig opgave som SRP eller SSO til at give nogle franske vinkler på problematikker inden for både litteratur, sprog og samfundsforhold.

Hvis man anvender fransk sammen med engelsk til at skrive om f.eks. udviklingen i Québec og québec’ernes selvforståelse, kan man med franskfaget få en forståelse for québec’ernes historie og baggrunden for deres ønske om selvstændighed i en del af det 20. århundrede.

Metoder og viden fra franskfaget kan give en dybere forståelse for f.eks. årsagerne til terrorangrebene i Frankrig eller forholdet mellem Algeriet og Frankrig.

 

Problemformuleringerne

Problemformuleringens vigtigste funktion er at angive fokus for opgavens undersøgelse. Den giver retning. Derfor skal den naturligvis være sprogligt præcis. Men det alene er ikke nok:  En problemformulering udformes med et  bærende spørgsmål og flere sammenhængende underspørgsmål. Spørgeformen hjælper med til at fastholde, at opgaven er en undersøgelse, der skal besvare  et spørgsmål – den er ikke en fortælling, en lærebog eller et katalog over  fænomener.

Den tværfaglige problemformulering skal lægge op til, at eleven skal bruge begge sine fag for at kunne besvare spørgsmålene. Man skal altså formulere et problem, som ikke kan løses af et fag alene.

Den fastlægger, hvad elevens skal bruge af fagenes teorier, hvilke undersøgelser eleven skal referere, hvilke undersøgelser eleven selv skal foretage, og hvilket objekt eleven skal analysere.

Ved at læse franske tekster og anvende viden om litteratur, kulturelle forhold, det franske sprog og samfundsforhold i den frankofone verden kan man undersøge og uddybe aktuelle problemstillinger.

 

Eksempel med fransk og engelsk

Québec

  • Redegør kort for den historiske baggrund for den tosprogede kultur i Canada og træk tråde op til det multikulturelle samfund i dag.
  • Der ønskes en analyse og fortolkning af udvalgte uddrag af ”La guerre, yes sir” af Roch Carrier og ”Surfacing” af Margaret Atwood med særligt fokus på forholdet mellem fransk- og engelskcanadiere og deres indbyrdes syn på hinanden. I forbindelse med analysen af ”Surfacing” skal du redegøre for ”settings” merbetydning for forståelse af romanen.
  • Gennem inddragelse af digtene ”Speak Withe” af Michèle Laonde og Speak what af Marco Micone ønskes en diskussion af, hvorvidt den tosprogede kultur også i dag skaber problemer med integration og sameksistens i Québec.

 

Eksempel med fransk og samfundsfag

Indvandring i Frankrig

  • Redegør kort for de vigtigste politiske partier i Frankrig. Kom herunder ind på partiernes holdning til indvandring. Inddrag samfundsfaglig teori og begreber.
  • Undersøg på baggrund af relevant samfundsfaglig teori og statistik, hvilke forskydninger der skete ved valget i 2017.
  • Analysér og fortolk udvalgte uddrag af Michel Houellebecq’s “Soumission” (2015) med fokus på ændringer i samfundsstrukturen og de politiske forhold som følge af indvandring.
  • Diskutér, hvorvidt bogen afspejler tendenser i fransk politik. Inddrag samfundsfaglig teori og empiri

 

Kreditering

Signe Damkjær Langkilde, Solrød Gymnasium

Siden er opdateret 13. september 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.