Artikel

Chatbot i fransk og italiensk

Chatbots som fx ChatGPT er allerede en del af elevernes hverdag: Inddrag teknologien aktivt, og vis eleverne, hvor det giver mening at anvende denne ressource.

Nedenfor følger en række ideer til, hvordan chatbots kan inddrages i sprogindlæringen.

 

Ordforråd

Som optakt til et nyt forløb kan man lade eleverne byde ind med relevante ord til emnet, og på den måde i fællesskab opbygge et tematisk ordforråd. Når eleverne har udviklet deres egen ordliste, kan de bede en chatbot generere ordforslag til samme forløb. Herefter afgør eleverne, hvilke ord der ligger i umiddelbar forlængelse af deres egen ordliste, og som altså kan tilføjes, og hvilke ord der ikke rammer plet. 

Elevernes ordforråd udvides også i forbindelse med arbejdet med antonymer og synonymer. Her kan chatbotten levere en række eksempler. Ligesom med de gloser, som eleverne præsenteres for i en ordbog, kan det være svært at gennemskue, hvilken kontekst glosen kan anvendes i. De vil kunne bede chatbotten om et eksempel og på den måde få forslag til den sammenhæng, ordet typisk indgår i. Herefter vil man kunne tale med eleverne om, hvilke af de ord som en chatbot har præsenteret dem for, det vil være mest nyttigt for dem at lære.

Samme tilgang kan bruges i det skriftlige arbejde. Hvis læreren i en opgave har markeret, at eleven har anvendt en forkert glose, kan eleven i stedet for igen at slå op i ordbogen bede en chatbot give forslag til en glose, som passer bedre i konteksten.

Desuden kan en chatbot give eleverne forslag om sproglige registre: forskellen mellem uformelt og formelt sprog, herunder forskellige måder at hilse på, afsluttende vendinger i e-mails og breve, høflighedsfraser og unges sprog.

 

Grammatik

En chatbot kan ofte bruges som en grammatik, der forklarer regler og giver eksempler. Den svarer dog ikke altid helt korrekt, men her kan man udfordre elevernes kritiske sans ved at lade dem sammenligne, hvordan det grammatiske emne forklares af en chatbot og af deres egen grammatik. På den måde vil eleverne blive opmærksomme på chatbottens begrænsninger, og måske vil der endda gå sport i at opspore inadækvate forklaringer.

I arbejdet med sværere emner som aspekt og konjunktiv kan eleverne skrive en oversættelse med fokus på det grammatiske fænomen. Herefter kan en chatbot oversætte samme tekst til fransk, og derefter kan eleverne sammenligne denne version med deres egen. I tilfælde af uoverensstemmelse en chatbot kan de forklare, hvorfor der i en given kontekst fx skal anvendes imparfait og ikke passé composé (eller imperfetto og ikke passato prossimo ) - eller konjunktiv og ikke indikativ. 

I forbindelse med genretning af en skriftlig opgave kan man bede eleven forklare den grammatiske regel, som knytter sig til en fejl. Her kan en chatbot indgå som første del i ”opklaringen”, og derefter sammenholder eleven forklaringen med sin egen grammatik. I afleveringen redegør eleven for begge trin.

 

Kultur

I de allerførste timer kan man bede eleverne give forslag til, hvad der kendetegner fransk/italiensk kultur i bred forstand. Derefter kan de stille en chatbot samme spørgsmål, og eleverne følger op ved at undersøge forslag, som de ikke selv har nævnt og diskutere, hvorfor botten evt. udelod nogle af elevernes karakteristika.         

Øvelsen vil også kunne laves senere, når eleverne gennem tekster, billeder og film har opnået et større og mere nuanceret kendskab til kulturen. Her vil man igen kunne diskutere det noget stereotype billede en chatbot giver af fransk/italiensk kultur, og hvorfor det mon forholder sig sådan.                                                                                                          

 

Mundtlighed eller noget, der ligner

Endelig kan eleverne bruge en chatbot som ”samtalepartner”. En opgave kan være at indgå i dialog med den om et givet emne. Dette vil dels træne eleverne i at formulere præcise spørgsmål, men også at forstå en chatbots svar. For at styrke det dialogiske aspekt kan første krav være, at eleverne også skal spørge i forlængelse af de svar som de får, i stedet for blot at stille en række spørgsmål (som er forberedt på forhånd). En chatbot er indstillet til at formulere sig ret høfligt, så et andet krav til eleverne kan være, at de skal skrive vous (eller 3. person singularis (Lei) ) i deres ”samtale” med den.
Som opsamling på opgaven kan eleverne lave en liste med særligt vellykkede spørgsmål.

 

Få mere inspiration 

Læs mere under 'det digitale' her på emu.dk

 

Kreditering

Lene Harbo Frandsen, Middelfart Gymnasium, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.