Forskning og viden

Gymnasiereformen: Følgeforskningsprogram - 4. delrapport

Gymnasiereformens 4. delrapport gør status over reformens andet år hvad angår trivsel og faglig udvikling og dertil fokus på hf.

Formålet med rapporten er at gøre status på reformens øvrige hovedinitiativer samt skolernes arbejde med implementeringen heraf på alle fire gymnasiale uddannelser. Samtidig gør rapporten særlig status på erfaringerne med den nye hf-uddannelse.

Med reformen indføres en ny hf-uddannelse med en klar identitet, en øget målretning og en stærk fleksibilitet i forhold til at sikre den enkelte elevs videreuddannelsesmuligheder. Centralt i hf-uddannelsen står den gradvise afklaring af elevernes faglige styrker og interesser for på den måde at øge den faglige udvikling og motivation hos eleverne. De langsigtede mål med ændringerne i hf-uddannelsen er, at frafald på uddannelsen mindskes, mens fagligheden og overgangen til videregående uddannelse styrkes.

Hovedpointer

  • På tværs af de fire gymnasiale uddannelser er der ikke sket en mærkbar ændring i elevernes faglige niveau, når man sammenligner det faglige niveau for elever, som gik på første årgang i hhv. skoleåret før og skoleåret efter, at reformen trådte i kraft.
  • Elevernes generelle og faglige trivsel i andet skoleår efter reformen er også uændret ift. før reformen. Elevernes trivsel er dog forholdsvis høj både før og efter reformen på tværs af de fire gymnasiale uddannelser.
  • Eleverne på hf er blevet mere orienterede mod job- og videreuddannelsesmuligheder, når de begynder på hf. En større andel af 1. hf-elever i 2019 orienterede sig mod muligheder for job (29 pct.) og videreuddannelse (52 pct.), sammenlignet med 1. hf-elever i 2017.
  • Over halvdelen af hf-eleverne (56 pct.) ved i 2019 også, hvad de vil bruge uddannelsen til allerede, når de begynder på uddannelsen.

Find rapporten samt faktaark og bilag

Find 4. delrapport på eva.dk

Find faktaark og bilag på eva.dk

Faktaoplysninger

Rapporten er udarbejdet af Rambøll Management Consulting (Rambøll) og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og er den fjerde delrapport i følgeforskningsprogrammet om gymnasiereformen, som løber frem til 2021. Formålet med programmet er at gøre status over foreløbige resultater og fremdrift i implementering af reformen samt skolernes arbejde med at implementere reformen på de fire gymnasiale uddannelser (stx, hhx, htx og hf).

Rapporten bygger på spørgeskemadata indsamlet i januar 2019 på 90 panelskoler samt case-besøg gennemført på 12 skoler i foråret 2019 – i det andet år efter reformens ikrafttrædelse.

Rapporten er udgivet i 2020.

Følgeforskningen sætter i hver delrapport fokus på et særligt tema, som i delrapport 4 er reformen af hf.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.