Forskning og viden

Gymnasiernes arbejde med formativ feedback

En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at formativ evaluering og feedback er kerneelementer i undervisningen og elevernes læreproces. Det er derudover en vigtig del af elevernes udvikling af studiekompetencer.

Formål

Danmarks Evalueringsinstitut har undersøgt gymnasiernes arbejde med formativ feedback. Undersøgelsen er gennemført på foranledning af Børne- og Undervisningsministeriet for at styrke vidensgrundlaget i gymnasiernes arbejde med formativ feedback.

Undersøgelsen bygger på interviews med seks gymnasier, som særligt har erfaringer med feedback og evaluering af elevernes læring. Undersøgelsen indeholder en række konkrete eksempler på skolernes positive oplevelser med at styrke en lokal evalueringskultur og påviser også en række udfordringer i det fortsatte arbejde.

 

Hovedpointer

Rapportens hovedkonklusioner er følgende:

  • God feedbackkultur skabes ikke alene ved at tage nogle særlige metoder i brug. Det handler om at skabe en kultur, hvor lærere, elever og ledere arbejder formativt med at give og modtage feedback, og hvor feedback er en integreret del af undervisningen og elevernes læreproces.
  • At fjerne karakterer hjælper ikke i sig selv elevernes læring på vej. Det centrale er, at gentænke den feedback eleverne får og udvikle et fælles sprog, som ikke centrerer sig om bedømmelse og karakterer.

 

Fire elementer er særligt virkningsfulde

På tværs af skolerne opleves fire elementer som særligt virkningsfulde til at understøtte elevernes læring: 

  1. Synliggørelse af mål og mening i fagene
  2. Fokuseret, fastholdt og omsat feedback
  3. Fokus på processen frem for produktet 
  4. Inddragelse af eleverne i feedbacken

 

Opmærksomhedspunkter på tværs af skolerne

På tværs af skolerne fremhæves også en række opmærksomhedspunkter for det fremadrettede arbejde:

  • Det kræver øvelse at blive en selvevaluerende og læringsbevidst elev
  • Et trygt læringsmiljø er en forudsætning for en formativ feedbackkultur
  • Skolen skal sikre klare rammer for arbejdet med feedback og understøtte at det systematiseres
  • Udviklingen af god feedbackkultur kan med fordel begynde i små cirkler og udbredes gennem den gode historie. Skolen må være parat til at justere på indsatsen løbende

 

I videoen nedenfor fortæller Sarah Richardt Schoop fra EVA om rapportens hovedkonklusioner (11 minutter)

© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Faktaoplysninger

Rapporten er udgivet af EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) og udgivet i 2017.

Rapportens analyser har udgangspunkt i fokusgruppeinterviews med ledelse, lærere og elever.

 

Perspektivering

Ifølge rapporten er der god grund til at have fokus på, hvordan de nye krav til skolernes evalueringspraksis, som følger med gymnasiereformen, bliver forankret. Rapporten indeholder en række konkrete eksempler på, hvordan arbejdet kan gribes an på gymnasierne. Eksemplerne vil indgå i ministeriets arbejde med at udbrede en god feedbackkultur på gymnasierne, og ministeriet vil gennem kurser og forsøgsarbejde løbende understøtte det lokale arbejde med at få faglig evaluering godt forankret.

Siden er opdateret 25. marts 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.