Artikel

Individuelt værk: Selvstændig romanlæsning i engelsk

Med denne tilgang får dine elever stor autonomi i deres værklæsning - og i den forbindelse er der chance for, at øge deres motivation.

Eleverne læser værket hjemme og møder op med et færdiglæst værk. Forslag til opgaver, som eleven kan bruge til at bearbejde værket.

Motivation ved eget valg

Når eleverne selv vælger værket, giver det dem stor autonomi: De kan læse i deres eget tempo (med en bestemt deadline, naturligvis), og da de selv har valgt værket, er der måske også i højere grad en motivation til at få læst.

Litteratur-podcasts

Når eleverne møder ind på klassen efter selvstændigt at have læst et individuelt værk, kan bearbejdelsen i høj grad handle om at inspirere andre til at læse værket. Eleverne kan derfor lave litteratur-podcasts eller foredrag i stil med TED-talk-genren, som skal præsentere værket på en inspirerende måde. Hvis man gerne vil vise eleverne nogle eksemplariske litteraturpodcasts, som de kan arbejde ud fra, kan man for eksempel gå til CBCs podcast-serie Writers & Company, hvis afsnit godt nok er temmelig lange, men eleverne kan selvfølgelig nøjes med at høre et uddrag og så kopiere stilen.

Læseopskrifter

For at hjælpe andre læsere i gang med værket kan eleverne også producere læseopskrifter. En læseopskrift er ikke bare et sæt færdige arbejdsspørgsmål, men pointer, som en kommende læser kan lægge mærke til i romanen, og som er med til at lede læseren i retning af, hvad der gør romanen særlig interessant.

Posterpræsentation

Endelig kan eleverne designe lækre plakater, som kan bruges til en poster-præsentation, hvor værket præsenteres med udvalgte citater, kommentarer til plot og tema, måske små illustrationer, som eleverne selv laver, og så videre. Her er det tanken, at eleverne udstiller deres plakater og fortæller deres klassekammerater om værkerne for at inspirere andre til at læse bogen. Vil man krydre med et konkurrence-element, kan eleverne afslutningsvist stemme på den af de andres romaner, de mest har lyst til at læse.

Skriftlighed og værklæsning

En læse-log under værklæsningen giver eleverne mulighed for løbende at skrive deres refleksioner om værket ned. Arbejdes der med en styret læsning, kan eleverne for eksempel bruge de sidste minutter af timen på skrive en mindre sammenhængende tekst der samler op på timens tekstdiskussioner. Fortællekort fra Lynlitteratur kan også fungere som glimrende mini-essay-prompter, ligesom læse-loggen også kan indeholde besvarelser af punkter fra lektielæsningsmenuen.

Derudover kan der indgå eksempler på analyseafsnit, som ville kunne indgå i et større essay om værket. Eleverne kan skrive om relevansen af værket i dag. Og endelig kan læse-loggen indeholde en række forskellige kreative skriveøvelser, som for eksempel et postkort fra en karakter til en anden, en karakters bekendelsestale, dagbogsnotat eller måske endda gravskrift eller nekrolog.

Kreditering

Eva Pors, Midtfyns Gymnasium



Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.