Forløb

Det afsluttende projekt i dramatik

Forløbet er bygget op, så eleverne vælger stykke, sammensætter gruppe og udvikler roller, scenografi samt opbygning. Forløbet er bygget op om tydelige delmål, et skuespilskatalog, logbog samt evalueringsskema.

 

I forløbet arbejdes der bl.a. med følgende faglige mål i dramatik C:

  • arbejde kreativt, innovativt og selvstændigt i samspil med andre med henblik på at udvikle og realisere sceniske idéer for eller med en målgruppe.

Projektforløbet er på 18 moduler à en times varighed.

 

Planlægning/overvejelser

Forløbet startes op i februar eller marts, og lægges, så der er tid til en kort opsamling efter, at det afsluttende projekt er afsluttet.

Bestem på forhånd et omfang for forestillingen, så eleverne selv kan vurdere, hvilke stykker eller uddrag de kan sætte op. Man kan eksempelvis sætte en ramme på 4-6 minutter per elev, der er med i stykket. Vælg også et setup for logbogen, som skal bruges til at styre processen og dokumentere aftaler, progression og refleksioner. Brug eksempelvis logbogsskabelonen af Ingrid Olsen.  

Udvælg en række skuespil inden forløbet, så der er nok til, at eleverne reelt kan vælge et selvstændigt. Lav eksempelvis et katalog med stykker, der har en passende længde og matcher de genrer, eleverne har arbejdet med. Du kan finde inspiration i et skuespilskataloget (pdf), der er indsamlet af dramatiklærere.

 

Forløbets opbygning

Modul 1-2: Introduktion og idégenerering

Beskriv den overordnede ramme for projektarbejdet: længde på stykke, deadlines for delmål og premieredato. Gør det klart, at det er forholdsvist få moduler, så der er brug for at øve uden for undervisningen.

Introducer logbogen eleverne skal bruge. Beskriv, hvordan de skal bruge den til at dokumentere arbejde og beslutninger samt i sidste ende at reflektere over samme.

Sæt eleverne til individuelt at besvare en række punkter om det, de har arbejdet med i løbet af året. Introducer ét punkt af gangen, og giv eleverne 1-2 minutter til at svare. For at skabe en friere idégenerering og et friere gruppevalg, må eleverne ikke snakke sammen, mens de svarer. Punkterne kan eksempelvis være:

  • Hvilket emne, som vi har arbejdet med, vil du vide mere om?
  • Hvilke forestilling, vi har set helt eller i uddrag, synes du bedst om?
  • Hvilken øvelse synes du bedst om at arbejde med?

Afhold en idégenereringsrunde på ca. 20 minutter for hvert punkt. Inddel eleverne i grupper: i første runde samarbejder de, der har valgt samme emne, i 2. runde, de, der har valgt samme forestilling osv. Opstår grupper på mere end 4 elever, så deles de i to. Giv eleverne kataloget med udvalgte skuespil, og bed dem sammen vælge ét, der matcher deres svar til punktet. Bagefter skal de også lave en kort beskrivelse af, hvad der er interessant ved stykket.

Efter idégenereringsrunderne skal eleverne individuelt beskrive processen og de tre stykker i deres logbog. Eleverne skal som lektie læse videre om stykkerne og prioritere dem i forhold til, hvilket stykke de helst vil arbejde med.

 

Modul 3-4: Valg af gruppe og stykke

Sæt eleverne til individuelt at skrive de tre stykker op, de har prioriteret.

Bed dem nu finde sammen i grupper, der har samme stykket øverst. – Er der meget store grupper eller enkeltmandsgrupper, så brug 2. prioritet til at skabe grupper på 2-4 elever.

Giv 20 minutter til, at grupperne laver en pitch, hvor de argumenterer for, at det er netop deres stykke deres skal opføres. Lav imens en seddel med navnet for hvert stykke.

Lad grupperne afholde deres pitch. Læg herefter sedlerne ud på bordene og bed eleverne gå hen til det stykke, de helst vil arbejde med.  Hjælp gruppedannelsen på vej og husk dem på, at det er processen, der er i fokus, samt at det ikke er afgørende for karakter eller resultat, om alle har lige store roller.

Grupperne udfylder plan for deres forløb og beskriver deres foreløbige tanker:

  • overordnede ideer er der for forestillingen
  • foreløbig rollebesætning
  • aftaler og deadlines for forløbet

 

Modul 5-6: Roller

Start med kort at repetere øvelser til at arbejde med roller i de forskellige genrer, og gør eleverne opmærksomme på, at de aktivt skal arbejde med øvelserne i forhold til genren. Bed dem også prøve at bytte roller og afprøve forskellige konstellationer i grupperne.

Eleverne arbejder selvstændigt i grupper med at besætte og udvikle stykkets roller. Læreren fungerer som coach med at komme med idéer til øvelser, rollebyt m.v.

 

Modul 7-8: Scenografi

Repeter kort scenografi i forhold til genrer. Pointér herefter, at scenografien skal fungere i praksis, og at der er kort tid, så de skal holde det simpelt.

Bed nu grupperne om at opsummere deres stykke i 2-3 hovedtemaer og diskutere hvilket rum eller hvilken rummelighed, de vil skabe for publikum. Hvad skal de tænke om stedet? Hvilke billeder skal de danne?

Sæt nu grupperne i gang med at forholde sig til og dokumentere, hvordan de laver en scenografi, hvor:

  • sceneskift er hurtigt og nemt
  • hvor der er en glidende overgang mellem scenerne
  • hvor der er ind- og udgange, så der kommer et godt flow
  • lys og lyd- indgår som effekt
  • rekvisitter har en eller flere funktioner.

 

Modul 9-10: Rollearbejde

Repeter kort rollearbejdet i forhold til genre, og sæt grupperne i gang med at videreudvikle rollen og beskrive:

  • overvejelser omkring valg af spillestil
  • øvelser brugt i arbejdet med at forme rollen
  • teknikker, der bruges i rollen

 

Modul 11-12: Dramaturgi

Repeter dramaturgi, og sæt grupperne i gang med udvikle og dokumentere dramaturgien i stykket og den dramatisk spænding i det individuelle rollearbejde:

  • vendepunkt, klimaks og højdepunkt i stykket
  • grundkonflikt og evt. yderligere konflikter
  • klassisk aristotelisk, montageagtig eller cirkulær dramaturgi?
  • Hvordan fastholdes publikums interesse i forestillingen?

 

Modul 13-14: Generalprøver

Alle grupper viser deres stykker for læreren og resten af holdet og får den sidste respons inden premieren.

 

Modul 15-16 Premiere

Stykkerne opføres for forældre og andre interesserede. 

 

Modul 17-18: Opsamling på projekt

Redigering og opdatering af portfolio med relevante uddrag fra logbog samt respons fra premieren. Udvikling af digital præsentation til eksamen.

 

Logbog skema

Dato:

Dagens mål:

Opsamling på aftaler:

Hvad nåede vi:

Problemer vi skal have løst

Opgaver fremover:

OPGAVE

PERSONER OG PLAN FOR UDFØRELSE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Evaluering

Lad eleverne samle op på projektet ved at besvare evalueringsskemaet, hvor eleverne både skal evaluere på egen hånd og i gruppen. 

 

Evaluering af dramaprojektet

Lav en besvarelse for flg. punkter først individuelt og siden i logbogen. - Gør det kort, overskueligt og anvend gerne billedmateriale.

Individuel opgave:

  • At være i karakter – hvordan er det at skulle leve sig ind i og holde en karakter? Det er vigtigt ikke at spille imod eller lægge afstand selvom karakteren er ubehagelig. Stanislavskij taler om det 3.væsen, som man skaber, når man bruger sig selv – det virkelige jeg – og rollen – det dramatiske jeg – i skabelsen af karakteren.
  • Publikums rolle – man siger, at man først kan tale om teater, når A spiller B mens C ser på. Hvordan er det at stå foran et publikum? Hvorfor er det så svært? Hvad er det, vi er bange for?
  • Talerteknik – hvordan bliver man en god performer? Hvad fandt I frem til, da vi arbejdede med talerteknik og har det ændret sig siden? Hvad er forskellen på at holde oplæg og spille teater? Er det ene sværere end det andet og hvorfor?

Gruppearbejde:

Overvejelser over projektet dvs. proces og produkt

  • Hvordan strukturerede I arbejdet i gruppen? (valg af gruppe, emne, hvem gjorde hvad, gennemgang af forløbet)
  • Hvordan har I arbejdet med status, hensigt, motivation, dramatisk spænding, sprog, rytmetempo, pause, sted, tid, rum, scenografi og arrangement? (Se Fronter under Intro + jeres egne notater fra forløbet)
  • Hvordan stiller jeres stykke sig i relation til de gennemgåede teaterhistoriske perioder? - Redegør for Naturalismen og Det Absurde Teater. Inddrag billedmateriale.
  • Hvilken dramaturgi gør jeres stykke brug af? - Redegør for udtrykket cirkulær og lineær dramaturgi.
  • Har I gjort brug af improvisation i processen?
  • Hvordan stiller jeres stykke sig i relation til Ny Dansk Dramatik?
  • Redegør for jeres sidste iscenesættelses projekter og reflekter over, hvad I har lært om iscenesættelse siden da?
  • Perspektiver jeres stykke til andre relevante teatererfaringer, du har.
Siden er opdateret 06. december 2021 af emu-redaktionen
Samarbejdspartnere:
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.