Artikel
Hensyn til ordblinde
Hvordan tages der hensyn til ordblinde elevers læse- og skrivestøtte i kombination med de generelle begrænsninger af skærmbrug?
Selvom vi begrænser elevernes generelle skærmbrug, skal ordblinde stadig have adgang til deres digitale hjælpemidler. Derfor skal de ofte have dispensation, når læreren beder klassen om at lukke skærmene.
Ligesom alle andre elever, har ordblinde elever også brug for skærmfri tid. Derfor skal de ordblinde elever kun have dispensation, når de har direkte brug for deres læse- og skriveværktøjer.
Dispensation
Hvis eleverne skal læse en tekst på papir, mens klassens øvrige elever har lukkede computerskærme, kan de have brug for en elektronisk version af teksten, så de kan få den læst højt af deres oplæsningsprogram, eller på Nota, hvis det er værklæsning. Hvis det er individuel opgaveløsning, som klassen skal lave med lukket skærm, kan ordblinde elever have brug for computeren til hjælp til stavning eller oplæsning.
Ved prøver, som elever får udleveret på papir, er det også et krav, at der laves en elektronisk udgave, hvor ordblinde får lov til at anvende deres læse-/skriveteknologi.
Dispensationer kræver, at alle i klassen kender baggrunden for, at det bliver givet. Det er svært at gennemføre, hvis ikke de elever, som det handler om, fortæller klassen, at de er ordblinde og har brug for hjælpemidler. For nogle elever kan det være grænseoverskridende, og læsevejledere og/eller studievejledere bør derfor hjælpe disse ordblinde elever, der har det svært med sådan en åbenhed. Lærere bør desuden være opmærksomme på, om der er en ordentlig diskurs i klassen omkring ordblindhed, så det ikke kun bliver de ordblinde elevers eget ansvar, at der er åbenhed og accept.
Ordblinde har brug for særlig hjælp til hensigtsmæssig opsætning af deres computer og telefon. Det bør ikke være den enkelte lærer, men læsevejleder og/eller it-afdelingen, der assisterer.
Kreditering
Anbefalingerne er udarbejdet af Dorte Ågård i samarbejde med Marie Ågård Bennike, formand for Læse- og matematikvejlederforeningen, og Sarah Rosenbech Nielsen og Annestine Molin, læsevejledere på Niels Brock.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.