Lovgivningen - deling af krænkende materiale

I de fleste tilfælde kan man blive straffet for at dele eller offentliggøre private eller intime billeder af et andet menneske uden vedkommendes samtykke. Det er forskellige dele af straffeloven og persondataloven, der dækker denne type overtrædelser, alt efter hvilke type billeder eller film, der er tale om.

Der er to hovedkategorier af intime billeder og film: pornografiske og ikkepornografiske billeder.

Ikkepornografisk materiale er billeder eller film af en eller flere personer, som godt kan være helt eller delvist afklædte, men ikke gør noget tydeligt seksuelt, og hvor der ikke er fokus på personernes kønsorganer. 

Ikkepornografisk materiale

Hvis man videresender sådan et billede eller en film uden samtykke, kan man blive straffet for krænkelse af privatlivet, hvis personen på billedet melder én til politiet.

Den relevante paragraf står i straffelovens afsnit om æreskrænkelse. Det skyldes, at man ikke må udstille andre mennesker i pinlige eller private situationer. Hvis man offentliggør billeder eller film så mange kan se dem – for eksempel lægger dem ud på en hjemmeside – øges straffen.

Pornografiske billeder og film

Pornografi er billeder eller film af én eller flere personer, som gør noget tydeligt seksuelt, eller hvor der er fokus på kønsorganerne.

Pornografiske billeder eller film med personer under 18 år er ulovlige (børnepornografi).
Det er ulovligt at producere eller dele den slags materiale.

Dog er der lavet en undtagelse for at beskytte unge kærestepar, hvor en eller begge er 15, 16 eller 17 år. Det er lovligt for dem at dele tydeligt seksuelle billeder og film med hinanden, hvis begge parter har givet deres samtykke. Billeder og film må ikke deles med andre end de to involverede.

Unge, der slutter et kæresteforhold, bør følgelig gennemgå deres gallerier, og hvis den ene ophæver sit samtykke, bliver det atter ulovligt at opbevare seksuelle billeder og -film.

 

§ 235.

Den, som udbreder pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil to år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil seks år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.

Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil et år.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af fotografier, film eller lignende af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende samtykker i besiddelsen.

 

§ 264 a.

Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagttager sådanne personer.

 

Lovgivning om grooming

Begrebet online-grooming anvendes om situationer, hvor en voksen via internettet skaber kontakt til et barn på en manipulerende måde med henblik på at indgå i seksuelle relationer. Udveksling af billeder og film er ofte en del af en grooming-proces. 

I Danmark findes der ikke nogen decideret lov eller bestemmelse mod grooming, men flere personer er blevet dømt med henvisning til straffelovens § 21, idet man kan blive dømt for forsøg på at begå et seksuelt overgreb.

 

§21.

Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.

 

Deling af billeder og film krænker børns rettigheder

Når film eller billeder af de intime situationer spredes videre til andre, krænkes både retten til privatliv og retten til at bestemme over egen krop.

Nogle børn og unge oplever også at blive afpresset for penge på baggrund af intime billeder eller til at mødes med en seksuel krænker online, der manipulerer og presser dem til at sende seksuelle billeder. Her krænkes også børns ret til beskyttelse fra udnyttelse og seksuelle overgreb.

Rettighederne refererer til  FN’s Børnekonvention

 

Hvornår skal du opfordre til anmeldelse?

Det konkrete tilfælde, du får kendskab til, er ikke enestående, men bør tænkes ind i en koordineret indsats rettet mod en hel skole eller ungdomsmiljøer i kommunen. I mange kommuner har SSP-temaet samlet erfaringer og viden om de temaer, disse sider handler om.

Det vil derfor være en god idé, at du kontakter det kommunale SSP-team, som kan hjælpe med at analysere handlemulighederne i den konkrete sag, og samtidig vurdere, hvordan sagen kan indgå i eller bidrage til den kriminalpræventive indsats lokalt.

Hvorvidt en sag skal anmeldes, afhænger af den konkrete situation. Det kan være en hjælp 
at dele situationer med billeddeling op i to overordnede typer, hvor den sidste giver grund til skærpet opmærksomhed og anmeldelse:

  • Er billeder og film taget eller delt i en uskyldig sammenhæng, hvor unge bekræftede hinanden, var kærester eller blot var ubetænksomme?
  • Er billeder og film taget eller delt i en sammenhæng, hvor der er brugt trusler, afpresning, seksuelle krænkelser, eller er billeder og film delt som hævn?

Når en sag anmeldes til politiet, er det vigtigt først at diskutere fordele og ulemper ved en anmeldelse med den eller de berørte.

Produceret af Red Barnet

Fra hæftet Når børn og unge deler intime billeder på nettet.

Siden er opdateret 12. november 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.