Aktivitet

Det digitale Kompetencehjul

Her kan eleverne kortlægge deres egen digitale dannelse gennem 'Det digitale Kompetencehjul', der er udviklet af Center for Digital dannelse. 

Elevernes førviden inddrages, således at de både justerer deres selvopfattelse og får mulighed for at korrigere deres handlinger fremover. 

Digital dannelse er et af indsatsområderne i læreplanerne 2017.  

Øvelsen tager udgangspunkt i Loven om de gymnasiale uddannelser, §29, stk. 6:  “Eleverne skal opnå digitale kompetencer, så de lærer at anlægge et kritisk blik på digitale medier og at indgå i digitale fællesskaber. I fagene skal eleverne lære at søge information og forholde sig kildekritisk, når de søger viden gennem digitale medier, og gennem undervisningen skal eleverne opnå erfaring med digitale fællesskaber og arbejde med skabelsen af digitale produkter.”

Øvelsen egner sig til alle gymnasiale niveauer og kan lægges i mediefag, dansk eller i klassens time.

 

Planlægning/overvejelser

Aktiviteten tager udgangspunkt i elevernes aktuelle viden og selvforståelse og forsøger at skabe bro mellem elevernes hverdagsforståelse/førviden og en ny viden.

En klassediskussion skærper deres bevidsthed om, hvor mangefacetteret begrebet “digital dannelse” er, og at det på mange måder er vigtigt at stræbe hen imod dette dannelsesmål.

Eleverne  skal sidst i aktiviteten udfærdige en handlingsplan .

 

Forløbets opbygning
 

  1. Opstil sammen med eleverne en liste over, hvad digital dannelse vil sige. 

  2. Lad eleverne vurdere  hver enkelt kompetence på den liste, klassen opstillede, hvor digitalt dannede de mener, de er - på en skala fra 1 til 10.  

  3. De elever, der har scoret højest i egen selvforståelse, forklarer i plenum, hvad kompetencen rummer og hvorfor de selv mener, de ligger højt.

  4. Eleverne kortlægger sig selv i Det digitale kompetencehjul.

  5. Lad dem reflektere over, om resultatet stemte overens med deres forventninger til dem selv? Indeholdt testen elementer, der overrasker dem? Er de enige i, hvad hjulet indeholder?

  6. Sammenlign Det digitale kompetencehjul med kompetencerne, klassen opstillede i fællesskab. Klassen bliver enige om, hvad digital dannelse er.

  7. Handlingsplan: Hvad skal hver enkelt elev arbejde videre med? Handlingsplanen afleveres.

 

Evaluering

Giv feed back på elevernes handlingsplaner.

Følg op på dem efter en lille måned.

Elevernes manglende viden på særlige områder kan inspirere til yderligere undervisning i fx kommunikationen på nettet, eller hvordan de beskytter deres privatliv.

 

Kreditering 

Hanne Heimbürger, gymnasiekonsulent ved CFU KP og lektor på H.C. Ørsted Gymnasiet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.