Forløb

Sikker færden på nettet

Forløbet handler om at færdes sikkert på nettet, at beskytte sit privatliv på nettet, og at sikre sig mod cyberkriminalitet.

Eleverne lærer blandt andet at lave forskellige passwords alle steder, at sørge for at opdatere programmer samt at sikre deres privatliv. Forløbet varer to moduler à 90 min. Det egner sig til fællesfaglige forløb på alle gymnasiale niveauer.

Der arbejdes med kompetenceområdet “Kritisk blik på digitale medier og værktøjer” fra Vejledningen om digitale kompetencer til loven om de gymnasiale uddannelser (UVM 2018).

Der tages udgangspunkt i to sites:

Det første er kampagnesitet Vi holder hackerne ude på medieraadet.dk. Det indeholder seks gode råd, der gennemgås grundigt på hver deres underside:

  • Slå to-trins-godkendelse til og lav dit kodeord længere
  • Opdater dine programmer
  • Lav sikkerhedskopier
  • Reager kun på sikre beskeder
  • Hold dit NemID for dig selv
  • Tjek altid “om os”-siden

Det andet site er Digitalt selvforsvar fra dataethics.eu indeholder konkrete anvisninger på, hvordan man kan tage kontrol over egne data. Følgende områder bliver gennemgået:

  • Søgning
  • Blokeringsværktøjer
  • Sikre chat- og ‘Skype’-lignende apps
  • VPN
  • Sikker cloud
  • Selv-tracking
  • Sociale medier
  • Fake name-generator
  • Beskyt din e-mail
  • Brug flere browsere
  • Slet dine spor
  • Hvem kan jeg stole på?
  • Samarbejdsværktøjer

På hver underside er der videoer, der motiverer, hvorfor de forskellige gode råd er vigtige, og desuden er der praktisk hjælp til at komme i gang med at handle.

Planlægning/overvejelser

Aktiviteten kræver ingen særlige forudsætninger.

Eleverne arbejder i grupper og lærerens rolle er at være konsulent og rammesætter. Eleverne ender med at forholde sig personligt, aktivt og reflekterende til, hvordan de vil bruge de gode råd i fremtiden, hvis aktiviteten skal føre til ændringerne i elevernes adfærd.

Forløbets opbygning

Første modul

Klassen kan deles ind i grupper, der arbejder med hver deres råd. Grupperne underviser derefter ganske kort resten af klassen i, hvordan deres råd efterleves.

Andet modul

Hver gruppe laver et par spørgsmål om deres råd til en fælles quiz.

Eleverne dyster mod hinanden i quizzen, der fx kan laves i Kahoot.

Lad eleverne interviewe hinanden to og to om, hvad der skal til, for at de bruger de gode råd i fremtiden.

Hver elev skriver en kontrakt med sig selv om, hvad de vil forpligte sig til at gøre fremadrettet.

Evaluering

Læreren kan efterfølgende samle op med en spørgeskemaundersøgelse, der afdækker, om eleverne følger rådene. Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen kan danne baggrund for en plenumdiskussion om vigtigheden af rådene.

Kreditering

Anne Boie Johannesson, gymnasiekonsulent på CFU KP og lektor på Køge Gymnasium

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.