Aktivitet

Identitetstyveri

Det er nemt at dele private oplysninger på nettet, og hvis man fortryder, kan man vel bare fjerne billedet igen? 
I denne aktivitet møder vi bl.a. en ung kvinde, hvis fotos er blevet rippet og brugt til en falsk profil i hendes eget navn.

Hvad kan eleverne gøre for ikke at havne i samme situation? Formålet er at eleverne bliver mere sikkerhedsbevidste.

Eleverne ser første afsnit af tv-udsendelsen Mit liv er stjålet (28 minutter) og lærer at beskytte deres identitet.

Eleverne arbejder med kompetenceområdet "Kritisk blik på digitale medier og værktøjer" fra Vejledningen om digitale kompetencer til loven om de gymnasiale uddannelser 

Aktiviteten varer et modul à 60 minutter og er tænkt til danskfaget i 1.g.

Relevante danskfaglige mål
 

  • Demonstrere kendskab og forholde sig reflekteret til mediebilledet i dag
  • Navigere, udvælge og forholde sig kritisk og analytisk til information i alle medier samt deltage reflekteret i og bidrage til digitale fællesskaber

 

Planlægning/overvejelser

For at forankre muligheden for identitetstyveri i elevernes virkelighed, ser klassen sammen historien om Celine i tv-udsendelsen Mit liv er stjålet.

Senere deler de egne historier om “facerape” eller andet, de selv har været udsat for.

Til slut finder de frem til gode råd om at beskytte sig selv.

 

Opbygning

Afdæk kort elevernes forforståelse: Hvordan kan ens identitet blive stjålet?

Start tv-udsendelsen og stop ved 2.25 replikken ”Jeg er ikke bekymret”.

Lav en afstemning blandt eleverne: Er de bekymrede?

Se resten af udsendelsen og lad eleverne tage noter om de tre unge, der har været udsat for identitetstyveri.

10 minutters opsamling:

  • Hvordan føles det for ofrene?
  • Hvad har de unge selv gjort for at komme ud af kniben?
  • Har eleverne selv oplevet noget tilsvarende?

Afstemningen gentages: Er eleverne bekymrede nu?

Eleverne opstiller en række gode råd om, hvordan man undgår identitetstyveri – og hvad man kan gøre, hvis det er sket.

 

Evaluering

Næste klassens time kan have it-sikkerhed som et punkt på dagsorden. Hvordan går det med den sikre adfærd?

Man kan vælge at følge op og lade eleverne arbejde i fem grupper med hvert af de efterfølgende fem afsnit af “Mit liv er stjålet”. Eleverne kan lave en analyse af denne dramadokumentar, hvor de ser på de filmiske virkemidler, fakta- og fiktionskoder eller fx den narrative struktur.

 

Kreditering 

Hanne Heimbürger, gymnasiekonsulent på CFU ved KP og lektor ved H.C. Ørsted Gymnasiet Frederiksberg

Siden er opdateret 12. oktober 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.