Nyhed
Anbefalinger til brug af generativ AI i undervisningen
Hvordan kan gymnasier og erhvervsuddannelser håndtere brugen af generativ kunstig intelligens i undervisningen? Se de ti anbefalinger fra Styrelsen for Undervisning og kvalitet.
Generativ kunstig intelligens
Generativ AI dækker over en bred vifte af digitale værktøjer, der kan generere nyt indhold som tekst og billeder, herunder chatbots som ChatGPT, SkoleGPT og Microsoft Copilot.
Betegnelsen dækker også over teknologier som DALL·E og Midjourney, der genererer billeder, og andre digitale værktøjer, der kan generere podcasts, noter mv.
Elever på landets ungdomsuddannelser skal fremover både undervises i, med og uden generativ kunstig intelligens. Det kræver, at eleverne lærer at anvende og forholde sig til brugen af generativ kunstig intelligens i undervisningen. Samtidig skal lærernes viden på området styrkes, og undervisningen skal tilrettelægges, så den styrker en både kritisk og reflekteret brug af blandt andet chatbots.
Det er nogle af anbefalingerne fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der skal ruste skoleledere og lærere til, hvordan de kan tilrettelægge undervisningen i lyset af den teknologiske udvikling.
Mange elever på landets gymnasier og erhvervsuddannelser bruger i dag generativ kunstig intelligens, herunder chatbots såsom ChatGPT, SkoleGPT og Microsoft Copilot, i deres studieliv og i undervisningen. Derfor har styrelsen i anbefalingerne lagt vægt på, at skoleledelserne bør sætte rammer for brugen af de digitale værktøjer, så elever og lærere ikke står alene med at vurdere, hvor det giver faglig mening at anvende teknologien til at styrke elevernes læring og digitale dannelse.
Styrelsens anbefalinger dækker også det skriftlige arbejde i undervisningen og i elevernes forberedelse til timerne. Det handler blandt andet om, hvordan generativ kunstig intelligens kan bruges som sparringsparter, og hvordan lærere og ledelse kan tilrettelægge en undervisning, hvor eleverne lærer at bruge teknologien hensigtsmæssigt og lærer at vurdere og kvalificere indhold udarbejdet af kunstig intelligens.
Anbefalingerne fra styrelsen har fokus på brugen af chatbots og andre digitale værktøjer i undervisningen og hjemmearbejde. De kommer i forlængelse af, at Ekspertgruppen for ChatGPT og andre digitale hjælpemidler i april i år kom med anbefalinger til at håndtere digitale hjælpemidler ved prøver på ungdomsuddannelserne.
De ti anbefalinger
Anbefalingerne er udviklet med hjælp fra eksterne eksperter og praktikere fra uddannelsesområdet og i dialog med en række skoler, der har arbejdet målrettet med generativ AI i undervisningen.
Skolens ledelse sikrer fælles retning og rammer for hensigtsmæssig og sikker brug af generativ AI
1. Formuler en overordnet fælles retning for brug af generativ AI
2. Brug løsninger, som ledelsen vurderer, overholder gældende GDPR-regler
3. Formuler fælles konkrete rammer og regler for læreres og elevers brug af generativ AI
Skolens ledelse sikrer, at lærerne kan håndtere generativ AI i undervisningen
4. Understøt dialog og erfaringsudveksling i lærergruppen om teknologiens muligheder og begrænsninger
5. Prioriter, at lærernes viden, færdigheder og didaktiske kompetencer udvikles
Skolens ledelse og lærere tilrettelægger undervisning i, med og uden generativ AI
6. Anvend kun generativ AI, når det giver faglig, didaktisk og pædagogisk mening
7. Undersøg nysgerrigt teknologiens muligheder og begrænsninger sammen med eleverne
8. Tal med eleverne om, hvordan, hvornår og med hvilket formål, de kan bruge generativ AI i de enkelte fag
9. Tilrettelæg undervisning, der styrker en kritisk reflekteret brug af teknologien
10. Tilrettelæg skriftligt arbejde og læringsaktiviteter, så eleverne lærer at bruge generativ AI til at kvalificere deres arbejdsproces
Anbefalinger om brug af kunstig intelligens i undervisningen på gymnasiale uddannelser (pdf)
Anbefalinger om brug af kunstig intelligens i undervisningen på erhvervsuddannelser (pdf)
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.