Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten - marts 2024

Om 2023, teknologisk og digital dannelse, Kørners Kunstkonkurrence og generelle nyheder - krydret med 7 års tilbageblik.

I december 2023 var det præcis 7 år siden, at jeg mødte (hvad der føltes som) hele billedkunstlærerstanden på Katedralskolen i Odense. Her lavede vi udkast til nye læreplaner i billedkunst. Jeg har vidst stadig en skotøjsæske derfra med over 100 kommentarfyldte kopier.

Denne nostalgiske indledning skyldes, at dette er min sidste årsberetning på emu. Det er mit syvende - og dermed sidste år - som fagkonsulent. Derfor er denne årsberetning om 2023 krydret med et par dybere tilbageblik. I må bære over med mig.

Nyhedsbrevet vil fokusere på

  1. Dette skoleårs fællesfaglige fokus på teknologisk og digital dannelse. Dette vil I komme til at møde under temaet DRØMME på FiP + GFk den 29.2.-1.3 2024.

  2. Kørners Kunstkonkurrence, som havde et historisk set vildt (og lidt hårdt) år, der heldigvis endte godt.

  3. Generelle nyheder om blandt andet de kunstneriske A-fags-læreplaner, hvor vi står med nye lokale studieretninger samt evaluering af design og arkitektur A.

Kunstig intelligens - teknologisk og digital dannelse

På FiP + GFk den 29.2-3.1 2024

Skoleårets FiP + GFk starter på Mulernes Legatskole i Odense. Under temaet “DRØMME” dykker vi ned i tidens varme kartoffel: Teknologisk og digital dannelse - Eller uden omsvøb: AI og hvad den gør ved undervisning, dannelse - og eksamen. Nok en ønskedrøm for nogen og et mareridt for andre. Men uanset hvad, så er det et nyt territorium, som kræver, at vi tænker, taler og drømmer om muligheder og udfordringer - i fællesskab.

Efter den gode respons på sidste års programstruktur starter vi med en paneldebat om teknologisk og digital dannelse i vores fag. Vores faglige fora i design og billedkunst vil lede os ind i den nødvendige åbne, nysgerrige, undersøgende, erfaringsdelende og reflekterende samtale, som de allerede er godt i gang med. Det er ikke en samtale eller en undersøgelse, vi bliver færdige med. Men jeg håber, den kan betrygge os i, at vi er i samme båd, når vi mere eller mindre famlende begiver os ud i det nye landskab sammen med eleverne. Samtidig håber jeg, at den giver os modet til at bevæge os derud med alt den nysgerrige, udforskende og skabende faglighed, som giver netop vores fag en særlig mulighed for at arbejde i og med feltet.

Loven giver os i alt fald hjemmel hertil. I læreplanen for såvel design, design og arkitektur og billedkunst er It beskrevet med følgende fælles sætninger:

“It bruges i undervisningen til at søge, skabe, eksperimentere, lagre, formidle, kommunikere og distribuere. Arbejdet med digitale medier har til formål at gøre eleverne til reflekterende, kompetente og ansvarlige brugere.”

Læreplanerne er ikke ændret siden reformen i 2017 - men de rådgivende vejledninger ændres årligt. Allerede inden sommerferien 2023 kunne man i vores vejledninger læse opdaterede råd om It.

Til sommerens vejledningsjustering, der udkommer i juni, vil feltet understøttes yderligere under indflydelse af de fælles drøftelser og nye perspektiver, som folder sig ud dette skoleår i faglige fora, på FiP og i UVM.

Fra UVMs ekspertgruppe (hvis officielle anbefalinger kommer omkring til marts 2024) har jeg allerede hørt, at eksamen og undervisning med fordel kan have fokus på proces frem for produkt, portfolio, projektarbejde og integreret skriftlighed - hvilket ret præcist kendetegner vores undervisning, faglige mål og eksamensformer.

Så jeg er personligt ikke så bange, men klar på at udforske de nye digitale udfordringer og muligheder med eleverne. Forhåbentlig kan vi hjælpe dem til at blive læreplanens reflekterende, kompetente og ansvarlige (og også gerne nysgerrige, legesyge og kreative) brugere.

Kørners kunstkonkurrence rykker til Arken og VKM

Udover at Kørners Kunstkonkurrence som sædvanlig fik masser af fabelagtige værker - omkring 600 fra hele landet - var det også et vemodigt år. Det var nemlig sidste gang, at vinderne af Kørners Kunstkonkurrence blev udstillet på Vejle Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen. Det er vemodigt at afslutte et årelangt og frugtbart samarbejde, hvor museerne har løftet og synliggjort vores fag gennem professionelle udstillinger med elevværker og udviklet konkurrencen til den store landsdækkende event, som den er blevet.

Et tilbageblik

Det hele startede i foråret 2016, hvor jeg var så heldig at blive inviteret til at være gæstedommer i den første Kørners Kunstkonkurrence. Daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby havde et John Kørner maleri hængende i sit mødelokale og ønskede sig elevværker, der helt bogstaveligt kunne hænge overfor. Dette var selvsagt en anden konkurrence end i dag. Der blev udvalgt 10 værker til en udstilling på Den Frie én dag, ministeren holdt tale og en elev fra Skanderborg Gymnasium vandt æren af at hænge på ministerens kontor i ét år og en stor pengepræmie.

Konkurrencen fortsatte i UVM, men da jeg blev fagkonsulent i 2017, afsluttede den nye undervisningsminister Merete Riisager konkurrencen om vægpladsen i mødelokalet. Derfor bestemte John Kørner og jeg os for at drive konkurrencen videre med frivillige kræfter alene.

Vejle Kunstmuseum og Billedkunst og Designlærerforeningen trådte til i 2017-18. Og i 2018-19 kom også Kastrupgårdsamlingen til. Derfra tog det virkelig fart. Antallet af indsendte elevværker voksede eksplosivt, designelever kom til og lige så lærerkurser i 2020 med undervisningsmaterialer til det fælles tema. Hvert år designer John Kørner selv plakaten til konkurrencen - måske har du den første, han lavede: Johns slidte, malingsplettede sneaker svævede diagonalt i et sort tomrum skabt til konkurrencen i 2019?

© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Tilbage til nutiden

Det har været et hårdt år i Kørner Kunstkonkurrence, men heldigvis har vi fundet nye legekammerater til at føre traditionen videre for kommende design- og billedkunstelever: Arken og Vendsyssel Kunstmuseum.

Så:

  • I år starter vi på ARKEN med fernisering og prisuddeling torsdag den 2. maj 2024 kl. 16.00.
  • I løbet af sommeren flytter udstillingen til Vendsyssel Kunstmuseum med praksiskursus og undervisningsmateriale i det nye tema, fernisering og prisuddeling tirsdag den 10. september kl. 16.00 Sæt endelig kryds i kalenderen.

Dette skoleårs tema er “HÅRDT”. Vi glæder os til at se, om det giver anledning til lige så mange fortolkningsveje og dermed værker, som “SKÆVT” gjorde.

Generelle nyheder

I skoleåret 2023-24 blev det forsøgsfaget Design og arkitektur A’s tur til at blive evalueret i UVM.

Faget udbydes lige nu kun på Aarhus Katedralskole i en lokal studieretning med matematik A. Såfremt faget bliver permanentgjort, som de øvrige kunstneriske A-niveaufag forrige år, kan det kun udbydes, hvis skolen søger om og får lov til at oprette faget i en lokal studieretning. Skolen kan typisk ansøge i begyndelsen af maj. Skriv endelig, hvis din skole skulle være interesseret i og har spørgsmål herom. Kun et fåtal gymnasier får tilladelse hvert år, så bliv gerne ved med at indsende samme ansøgning flere år i træk.

Viborg Gymnasium ved at dette lønner sig. Det er meget interessant at skolen netop har fået godkendt en studieretning med design og arkitektur B. Så hvis jeres skole havde en lokal tradition for en særlig AAB studieretning med kunstnerisk fag før reformen, er tiden måske moden til at søge om genoptagelse?

Nørre Gymnasium sluttede sig i år til rækken af lokale studieretninger med kunstneriske A-niveauer. De fik nemlig lov til, som den tredje skole i landet, at udbyde billedkunst A i studieretning med matematik A. De har startet deres første studieretningshold dette skoleår.

Et tilbageblik

Her er der igen en oplagt mulighed for flashback. Det er nemlig 7 år siden, at jeg blev inviteret til Gefion Gymnasium, hvor jeg i fællesskab med deres billedkunstlærer og daværende fagkonsulent forfattede læreplanen til billedkunst A. Dengang var læreplanen kun tiltænkt Gefion gymnasium. Men det blev en stor sejr for billedkunst (og for design). Vi fik et A-niveau, en skriftlig opgave med nye skriftlige genrer, en opgavekommission og vigtigst: At faget trives blandt eleverne, at det har bredt sig og viser verden sit værd og sin relevans.

Design og arkitektur

Når vi taler om at brede sig… Design og arkitektur var et helt nyt fag, da jeg startede som fagkonsulent i 2017. Se lige, hvad der er sket siden!

Da jeg tjekkede uddannelsesstatistik.dk i december, kunne jeg konstatere, at faget fortsat vokser støt på C-niveau og så småt på B-niveau. I 2023 valgte ca. 3000 elever design og arkitektur på C-niveau. Dette er til sammenligning:

  • Flere end på dramatik C-niveau.
  • Færre end på musik C-niveau, mediefag C-niveau og billedkunst C-niveau - sidstnævnte ligger på ca. 10.000.

Det er et tegn på, at design og arkitektur oprettes på flere skoler. Det er resultatet af mange års efteruddannelse af lærere samt det faktum fremadrettet, at kandidater fra kunsthistorie AU og KU (hvis de har valgt den gymnasierettede kandidat) kommer ud med faglig kompetence i både billedkunst og design, hvis de har læst på studieordninger fra 2020 og frem.

Øverste punkt på min første TO DO-liste som fagkonsulent var da også: “Efteruddannelse designlærere!?!” Her var jeg så heldig, at kunsthistorie KU, Den Skandinaviske Designhøjskole og Designskolen i Kolding lynhurtigt var med på at skabe skræddersyede efteruddannelsestilbud til billedkunstlærere. Og at lærere og skoler greb bolden. Foruden havde design og arkitektur ikke haft den store fremgang, som det har haft, og som politikerne ønskede, da de opfandt faget til STX og HF i gymnasieaftalen 2016.

Tilbage er kun mit håb om, at I tager godt imod den nye fagkonsulent, når vedkommende efter sommerferien hvirvles ind i verdens vildeste job. Kedeligt er det aldrig!

De allerbedste hilsner

Bonnie Bay Andersen, Jeres fagkonsulent (lidt endnu)

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.