Forskning og viden

Litteraturstudie om forebyggelse og radikalisering

Hvordan kan I styrke børn og unges demokratiske selvtillid og gøre dem modstandsdygtige mod radikalisering?

Undervisning i menneskerettigheder og redskaber til at tænke kritisk, indgå i demokratisk dialog og rumme holdninger, der er anderledes end ens egne, er eksempler på tiltag, som ifølge forskningen styrker børn og unges modstandskraft mod radikalisering. Hver dag bidrager skoler og ungdomsuddannelser til arbejdet med at forebygge radikalisering ved at støtte børn og unge i deres demokratiske dannelsesrejse og aktive medborgerskab.

Dette litteraturstudie fremhæver, hvordan grundskoler og ungdomsuddannelser kan igangsætte tiltag, der skal gøre børn og unge robuste over for ekstremisme og radikalisering. Studiet peger i retning af, at indsatser med fokus på at styrke børn og unges demokratiske kompetencer og evne til at forstå hinandens forskelligheder er med til forebyggelse. Begrundelsen lyder, at sådanne indsatser modvirker marginalisering af bestemte personer eller grupper og understøtter, at alle oplever at være en del af de demokratiske fællesskaber med en stemme.

Formål

Litteraturstudiet har til formål at styrke det forskningsbaserede vidensgrundlag for, hvordan I kan arbejde med tidlig forebyggelse af radikalisering i jeres almene, daglige praksis ved at styrke børn og unges demokratiske kompetencer og medborgerskab.

Studiet peger på fem kerneelementer, som bidrager til forebyggelse af radikalisering:

1) Kapacitetsopbygning og specialisering om læreres kompetencer inden for forebyggelse af radikalisering, tiltag til opkvalificering og inddragelse af specialistkompetencer.

2) Den helhedsorienterede skole og skoleledelse om skolen som en inkluderende institution, der værdsætter mangfoldighed og demokrati som helhed og indarbejder dette i alle dele af skolen.

3) Undervisningsforløb og materialer om forskellige typer forløb og materialer, som kan bidrage til rum for dialog, kritisk tænkning, tolerance og tillidsfulde relationer.

4) Partnerskaber og forældreinddragelse om partnerskaber med forskellige organisationer og andre skoler samt samarbejdet med forældre i et forebyggelsesperspektiv.

5) Pædagogiske metoder og tilgange om metoder, tilgange og principper, der går igen på tværs af de fire ovenstående tiltag og tematikker.

Hvert kerneelement uddybes i litteraturstudiet med eksempler på, hvordan I mere konkret kan arbejde med elementet i praksis.

Litteraturstudiet er senere blevet suppleret af to nyere studier om virksomme indsatser til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Du kan læse opsummering af de to studier i nedenstående publikation.

Faktaoplysninger

Litteraturstudiet bygger på 34 studier om skolerettede indsatser til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Der er begrænset viden tilgængelig om forskningsfeltet, og at den tilgængelige viden er af lav metodisk kvalitet. Litteraturstudiets fund kan derfor ses som resultater og gode erfaringer fra skoler og ungdomsuddannelser, hvad angår indsatser til at forebygge radikalisering og ekstremisme, og ikke veldokumenterede effekter.

Studiet har fungeret som inspiration til videreudvikling af det forebyggende arbejde på skoler og ungdomsuddannelser. Litteraturstudierne har bidraget til udviklingen af satspuljeinitiativet til forebyggelse af radikalisering og social kontrol, som forløber i perioden 2017 til 2020. Via satspuljeinitiativet vejleder læringskonsulenter i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) fagprofessionelle i dagtilbud, grundskoler, fritidstilbud og på ungdomsuddannelser i at styrke børn og unges modstandskraft gennem indsatser med fokus på demokrati og medborgerskab.

Litteraturstudiet er udarbejdet af Rambøll for det daværende Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling i 2016. Det supplerende litteraturstudie med to nyere studier er fra 2017.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.