Aktivitet
Mix et digt - og træn kohærens og kohæsion
Den sproglige og indholdsmæssige sammenhæng i en tekst er afgørende for, at sproget fungerer. Denne øvelse træner elevernes blik for kohæsion og kohærens.
Øvelsen er til dansk på de gymnasiale uddannelser og kan afvikles på 20-30 minutter. Den kræver ikke særlige forudsætninger, men kender eleverne ikke til begreberne kohærens og kohæsion, må læreren udvide den afsatte tid og indlede med en gennemgang.
Eleverne får nyttige færdigheder til både at producere og analysere tekster. At kunne skrive godt og klart er en færdighed, eleverne let kan overføre til al skriftlighed i gymnasiet.
Som materiale kan benyttes, hvad der står om kohærens og kohæsion på Skriveportalen.
Eleverne arbejder med dette danskfaglige mål (stx A):
- “beherske skriftsprogets normer for korrekthed og anvende grammatiske og stilistiske grundbegreber”
1. Planlægning/overvejelser
Alle sange og digte, som har et fremadskridende handlingsforløb, kan bruges til øvelsen. Man kan til en begyndelse give eleverne sange, de allerede kender. Det kan f.eks. være Mariehønen Evigglad eller Se, den lille kattekilling. Når de får allerede kendte tekster, skærpes blikket for, hvad det er i teksten, der gør, at stroferne kun kan komme i netop denne rækkefølge
Læreren klipper et eller flere digte ud, således at eleverne får udleveret en bunke strofer, som de i grupper skal rekonstruere i rigtig rækkefølge.
Medbring desuden kopipapir og limstift til timen.
Læreren holder evt. et kort oplæg om kohærens og kohæsion. Eleverne kan evt. også læse om kohærens og kohæsion på Skriveportalen
Fortæl eleverne, at de får skærpet deres blik for
-
kohærens i teksten, dvs. den indholdsmæssige sammenhæng i en tekst
-
kohæsionen i teksten, dvs. hvordan der sprogligt skabes sammenhæng mellem tekstens dele
-
at informationer ikke kan komme i vilkårlig rækkefølge
-
små, men afgørende, sproglige valg. Det kan være:
-
At pronominer skal henvise til noget bekendt
-
At man ikke kan omtale noget i bestemt form, før det er præsenteret for læseren
-
At konjunktioner signalerer en sammenhæng mellem tekstens informationer
-
2. Forløbets opbygning
-
Læreren udleverer et sæt udklippede strofer pr. par
-
Eleverne rekonstruerer parvis rækkefølgen på stroferne
-
Når de er enige, limer de stroferne op på et stykke papir
-
Dernæst markerer de alle de ord, der skaber kohæsion i digtet. Altså konjunktioner, pronominer osv., som skaber en sproglig sammenhæng i digtet
-
Med en anden farve markeres alle de ord, der skaber kohærens i digtet. Altså de ord, der skaber en indholdsmæssig sammenhæng i digtet. Her vil det episke digts fremadskridende handling være en afgørende ledetråd.
3. Evaluering:
De rekonstruerede digte hænges op på væggen, og eleverne går herefter rundt fra tekst til tekst og vurderer angivelserne af kohæsion og kohærens.
-
Når eleverne selv har prøvet øvelsen, kan de laver opgaver til hinanden:
-
Hvert par vælger en sang eller et digt, som de printer og klipper ud
-
To par bytter tekster og gennemfører øvelsen som beskrevet her over
-
Parrene fremlægger deres løsning for hinanden og drøfter, hvad de har bemærket i teksten
-
Eventuelt kan man afslutte med, at eleverne byder ind med en tekst, som var særligt velegnet til øvelsen. Denne kan tages i plenum
-
-
Kohærens- og kohæsionsøvelser kan laves på artikler
-
Vælg f.eks. en artikel, som har særligt god kohærens og kohæsion
-
Eller vælg en artikel, hvor kohærensen og kohæsionen halter
-
-
Kohærens- og kohæsionsøvelser på elevernes opgaver
-
Eleverne kan undersøge deres egen opgave
-
Læreren kan klippe eksempler ud fra elevbesvarelser, hvor kohærensen og kohæsionen er særligt vellykket
-
Læreren kan klippe eksempler ud fra elevbesvarelser, hvor kohærensen og kohæsionen er mangelfuld
-
Kreditering
Produceret af Leena Haastrup, Nyborg Gymnasium.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.