Aktivitet

Gør eleverne klar til eksamen i mundtlig dansk

Øvelsen træner eleverne i at gå til mundtlig eksamen i dansk. Samtidig har læreren tid til at lytte til elevernes fordybede faglige samtale, hvilket er en stor hjælp, når der skal gives afsluttende årskarakter.

Aktiviteten træner eleverne i at gå til eksamen i mundtlig dansk. Eleverne får både praktisk erfaring med, hvad man kan nå i forberedelsestiden, og hvad der forventes af dem ved eksamensbordet. En stor fordel er, at alle elever er aktive, samtidig med at læreren kan kvalitetssikre eksaminationerne. Aktiviteten kan afvikles på et modul á 90 minutter - men kan med fordel afvikles to gange, så eleverne prøver at bytte roller.

Øvelsen taler direkte ind i læreplanes krav om, at der ved den mundtlige prøve lægges vægt på eksaminandens færdighed i:

  • mundtlig fremstilling
  • at besvare den stillede opgave
  • relevant anvendelse af danskfaglig viden og metode

Fordele ved øvelsen

  • Halvdelen af klassen eksaminerer den anden halvdel individuelt, så der foregår maksimal læring
  • Læreren kan kvalitetssikre de individuelle eksaminationer
  • Eleverne får blik for, hvad der forventes af dem, når de går til mundtlig eksamen
  • Eleverne får blik for taksonomien bag eksamensspørgsmål i dansk
  • Alle eleverne får erfaring med at gå til eksamen i mundtlig dansk i trygge rammer
  • Øvelsen er ikke forberedelsestung, så den kan gentages, hvis man har tid, og eleverne ønsker det.

Læreren frigøres i halvdelen af modulet og kan derfor gå rundt og lytte til eksaminationerne. Det kan være en stor fordel, når de afsluttende årskarakterer snart skal gives.

Planlægning

Læreren skriver på forhånd et eksamensspørgsmål og kopierer spørgsmål + tekster - ganske som hvis det var en rigtig eksamen.

Eleverne kan eventuelt læse teksten som lektie, især hvis det er en længere tekst. I så fald kan man skære lidt af forberedelsestiden, så øvelsen stadig er realistisk.

En mulighed er at bede den ene halvdel af klassen, nemlig eksaminatorerne, læse teksten hjemmefra, mens teksten stadig skal være ukendt for den halvdel, der skal eksamineres i modulet.

Hvilken løsning læreren foretrækker, må afhænge af længden på teksterne, kendskabet til eleverne og længden på modulet.

Nedenfor beskrives et modul, hvor teksterne er ukendte for alle elever.

I modulet

Klassen deles hurtigt i par. Læreren kan eventuelt gøre dette hjemmefra, men det kan være en fordel at lade eleverne vælge selv, så de arbejder sammen med én, de føler sig tryg ved.

Dernæst vælger eleverne, hvem der skal eksaminere, og hvem der skal eksamineres.

  • Elever, der skal eksamineres, får udleveret et eksamensspørgsmål på print.
    • De sendes til individuel forberedelse af eksamensspørgsmålet, ganske som hvis det var en rigtig danskeksamen. Eneste forskel er, at eleverne ikke sidder i et forberedelseslokale, men i studieområder udenfor klasselokalet.
    • Eleverne instrueres derfor i, at de ikke må gå på nettet, og at de ikke må samarbejde. Formålet er jo at træne under eksamenslignende former.
    • De skal også vide, at de forventes at indlede med et oplæg på 8-10 minutter, og at det er vigtigt at nå omkring alle krav.

Forberedelsestiden er præcis 50 minutter, så man kan nå resten af programmet.

  • Elever, der skal eksaminere, bliver siddende i klasselokalet.
    • Når kammeraterne er gået ud til forberedelse, læser eleverne hurtigt teksterne (her er tænkt kortere tekster, som f.eks. to digte)
    • Dernæst taler læreren eksamensspørgsmålet igennem med eleverne: Først italesættes taksonomien i spørgsmålet, og dernæst fordyber man sig i en fælles faglig samtale. Eleverne byder ind med, hvad ”vi forventer at høre”. Det kan være fagbegreber, analytiske pointer osv.
    • Læreren skriver alle input ned og supplerer løbende med egne input. Formålet er, at eleverne har en ”tjekliste”, som de kan lytte efter, når de skal eksaminere deres kammerat.
  • Når forberedelsestiden er slut, mødes parrene igen. Alle eksaminerer på samme tid, mens læreren går rundt og lytter.
  • Efter 24 minutters eksamination giver eksaminatorerne individuel feedback til eleverne, der blev eksamineret: Var der stærke faglige pointer? Hvordan var brugen af fagbegreber? Var der faglige pointer, der manglede? Hvad havde eksaminator forventet at høre, som ikke blev nævnt? Kom eleven selv rundt om alle kravene i eksamensspørgsmålet?
  • Til slut evalueres øvelsen: Var der noget, der overraskede? Hvad var særligt lærerigt? Hvad vil eleverne huske (ikke) at gøre næste gang?

Øvelsen kan med fordel gentages i et senere modul, så alle elever prøver at eksaminere og at blive eksamineret.

 

Efter modulet

Hvis man ønsker det, kan øvelsen gentages flere gange. Man kan også dele noterne, læreren skrev, da man gennemgik spørgsmålet forud for eksaminationen. Det kan være guld værd for eleverne, så de kan se, hvad der forventes af dem til mundtlig eksamen i dansk A.

Kreditering

Aktiviteten er udviklet af Leena Haastrup, Nyborg Gymnasium, i samarbejde med CFU

Samarbejdspartnere:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret 19. april 2022 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.