Gå i faglig dialog med eleverne gennem tekstæstetiske samtaler

Læreren viser, hvordan teksten kan angribes, og eleverne kan frit tage ordet og dele deres tanker, samtidig med at læreren lærer dem at tale nuanceret og tekstnært i et fagligt sprog.

Den tekstæstetiske samtale

Gymnasielærere stiller mange spørgsmål til eleverne, og det kan lukke dialogen. Tekstæstetisk læsning er en ny samtalemodel uden spørgsmål. Eleverne har fri taleret, samtidigt med at lærerens stemme er tydelig. Den tekstæstetiske samtale er skåret efter Forfatterskolens mønster for kollektive læsninger. På Forfatterskolen i København er lærerne forholdsvis dominerende i samtalen, men de stiller ingen spørgsmål. I stedet fortæller de eleverne, hvad de tænker om teksten, og hvordan de fortolker den. Idéen er, at eleverne skal lære at tale fagligt om tekster som læreren via læreren. Det vil sige, at lærerens mange udsagn fungerer som eksempler på, hvordan eleverne kan formulere sig om en given tekst.

Den traditionelle klassesamtale om litteratur

Den gængse klassesamtale om litteratur består af spørgsmål-svar-sekvenser. Læreren stiller spørgsmålene, eleverne rækker hånden op, læreren udpeger en elev til at svare og giver derefter feedback på svaret. Samtalemodellen egner sig til klassisk litteraturanalyse, hvor lærerens spørgsmål leder eleverne frem til tekstens erkendelsesmateriale, som læreren kender i kraft af sin specialiserede læsemåde.

Fordelen er, at spørgsmål per definition inviterer til ordveksling og dermed dialog, og at læreren efter normen konstruerer spørgsmålene sådan, at eleverne taler sig ind i litteraturfaglige diskurser, når de svarer. Ud fra lærerens feedback, kan de spore sig ind på, om et givent svar er fagligt acceptabelt.

Ulempen er, at læreren ikke undgår at stille spørgsmålene på en ledende måde, og at eleverne fornemmer en skjult dagsorden, som de skal gætte sig frem til. Nogle elever er gode til at aflæse, hvor læreren vil hen. De kender samtalens spilleregler og kan lide at følge dem. Andre frygter at svare forkert og deltager ikke.

Den traditionelle samtale om litteratur er således et redskab til at lære eleverne om litterær faglighed, men den er ikke en garanti for en troværdig og åben dialog, hvor eleverne selvstændigt kan dele deres egne refleksioner om teksten.

Elevgruppesamtaler

Det er elevgruppesamtalerne til gengæld. I de senere år har mange dansklærere gjort det til almindelig praksis at dele eleverne ind i grupper som forberedelse til en klassesamtale. Her skal de udveksle deres umiddelbare tanker om den aktuelle tekst, mens læreren trækker sig tilbage og går rundt og lytter. Omdrejningspunktet er den enkelte elevs første møde med teksten. Han eller hun kan spontant dele sin personlige oplevelse af den i en autentisk dialog med de øvrige elever i gruppen. Men disse samtaler kan ikke stå alene. Uden læreren som den erfarne læser bliver teksten reduceret til en spejling af elevernes subjektive læsninger af den.

Tekstæstetiske samtaler

Som ordlyden fortæller, består det tekstæstetiske i at fokusere på tekstens æstetiske lag og altså ikke lærerens og elevernes æstetiske oplevelse af læsningen. Det handler om at sanse de tekstnære træk: tekstens tone, ordvalg og billeder – og at formulere sansningerne kritisk for resten af gruppen. Det kræver tid og rum til at ’taletænke’ i ufuldendte sætninger, ligesom det kræver frihed til at lade samtalen bevæge sig i mange retninger.

Tekstæstetiske samtaler i gymnasiet

Ved tekstæstetiske samtaler med eleverne kan man dele klassen op, sådan at højst tolv elever deltager, mens resten af klassen taler i grupper eller arbejder med andre danskfaglige opgaver.

Vælg gerne noget kortprosa eller lyrik, som ingen af jer kender på forhånd. En elev læser teksten op, mens hver elev har teksten selv og kan læse med.

Inden samtalen starter, fortælleren læreren eleverne, at du ikke stiller spørgsmål, men deler din fortolkning med dem, samt hvad du særligt hæfter dig ved i forhold til tekstens ord, klange og billeder. Det er også væsentligt at fortælle, at lange tænkepauser er ok, at de skal bidrage, når de selv synes, og at de gerne må være uenig med dig og hinanden, ligesom det er legitimt at skifte emne med en pludselig indskydelse.

Så åbner du samtalen med din udlægning af noget, du hæfter dig ved i teksten, og du anvender de danskfaglige analysetermer, som er relevante for sammenhængen. Tanken er, at én elev derpå deler en refleksion, som en anden eller du bygger videre på, og sammen opnår eleverne en tekstforståelse, som de ikke ville have opnået på egen hånd.

Den tekstæstetiske samtale er et bidrag til de allerede eksisterende måder at tale om litteratur på med eleverne. Med flere forskellige samtalemodeller giver vi så mange elever som muligt mulighed for at udvikle deres egen personlige og faglige stemme om litteratur.