Nyhed
Nyt fra fagkonsulenten i dansk - september 2021
Nyhedsbrevet omhandler følgende:
FIP, Regionalmøder, Virtuelle møder om skriftlighed, Råd og vink og statistik fra skriftlig eksamen 2021, Samlet oversigt over skriftlige eksamensopgaver.
FIP
Temaet på FIP er i år globale kompetencer. Vi har entreret med en række dygtige fagpersoner og får desuden besøg af den unge digter Alexandre Nsoni, som ud over at være meget relevant i denne sammenhæng er et spændende navn, det er værd at hæfte sig ved!
Der er planlagt tre kurser for stx:
FIP2122-30c: 26. oktober 2021 på Århus Akademi
FIP2122-30a: 27. oktober 2021 på Rysensteen Gymnasium
FIP2122-30b:28. oktober 2021 på Tornbjerg Gymnasium
… og to for hf:
FIP2021-31b: 9. november 2021 på Århus Akademi
FIP2021-31a: 11. november 2021 på Rysensteen Gymnasium
Tilmelding foretages her. Herinde ligger også de fulde kursusprogrammer.
Kursusafgift udgør 650 kr. pr. deltager.
Regionalmøder
Dansklærerforeningen har igen i år afholdt regionale temakurser. Desværre har de ikke været særlig velbesøgte, hvilket er synd, for de har budt – og byder – virkelig på spændende programmer. Og så er det jo en god måde at få set gamle venner og få skabt nye faglige bånd på. Jeg vil også være til stede og er klar til en snak om faget og nogle af de udfordringer, vi kan opleve i dagligdagen. Mit afsæt vil være arbejdet med genrer og skriftlighed i almindelighed i lyset af corona og af de første hhv. 2 og 3 gennemløb med de nye opgavetyper.
Læs mere her:
REGION HOVEDSTADEN
Den litterære samtale – ind i en litterær jazztid
Hvornår: Onsdag den 29. september 2021, kl. 9.00-13.15
Hvor: Det frie Gymnasium, København N.
Pris: Kr. 450,- ekskl. moms. Inkl. frokost og kaffe.
►LÆS MERE, OG SE TILMELDING (Tilmeldingsfrist senest 15. september 2021)
REGION NORDJYLLAND
Nabosprogsdidaktik og nordiske film
Hvornår: Fredag den 1. oktober 2021, kl. 11.00-16.00
Hvor: Hf&VUCNORD, Aalborg
Pris: Kr. 575,- ekskl. moms. Inkl. en sandwich og kaffe/te+kage.
►(Tilmeldingsfrist 24. september 2021)
Jeg håber at se rigtig mange af jer i både København og Aalborg!
Virtuelle møder om skriftlighed
Både i foråret 2020 og 2021 afholdt Dansklærerforeningen i samarbejde med undertegnede en række virtuelle eftermiddagsmøder om skriftlighed. Det blev kronet af et særdeles velbesøgt kursus i marts 2021, hvor mere end 300 dansklærere lyttede, diskuterede og voterede med, da vi prøvede kræfter med at bedømme en håndfuld autentiske (og ikke helt lette) stile.
Vi har planer om at udvide konceptet i foråret 2022. Foruden en gentagelse af kurset fra marts, har vi tre eftermiddagsmøder af 1-1½ times varighed på tegnebrættet , hvor vi fokuserer på bedømmelseskriterierne til hhv. den reflekterende artikel, den debatterende artikel og den analyserende artikel og voterer to stile, som deltagerne på forhånd har læst.
Jeg har desuden en drøm om at kunne mødes med alle skriftlige censorer på den virtuelle censormødeplatform i begyndelsen af den skriftlige censurperiode, så vi kan afprøve møderummet samt få afklaret principielle spørgsmål og opmærksomhedspunkter vedrørende de enkelte opgaver. Men: Det er foreløbig blot en drøm, og dens opfyldelse er betinget af en række ydre faktorer.
Både det store censorkursus og de virtuelle eftermiddagsmøder henvender sig til alle interesserede, men især nye censorer anbefales at deltage.
I får naturligvis flere oplysninger, når vi nærmer os.
Råd og vink og statistik fra skriftlig eksamen 2021
Der er igen i år blevet udgivet to uvurderlige hjælperedskaber til undervisningen og til arbejdet med skriftlighed, nemlig Råd og vink 2021 til både stx og hf. Her kan I foruden en kort opsamling på censorernes tilbagemeldinger på årets besvarelser og sæt finde tips til dansktimerne samt talrige illustrative, autentiske eksempler fra årets eksamensstile.
Statistik fra årets skriftlige eksamener (opgavefordeling, karakterer, sammenligning med tidligere år o.l.) kan I finde her: https://www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/proever-og-eksamen/tilrettelaeggelse-og-afholdelse-af-proever/evaluering-af-proever
Samlet oversigt over skriftlige eksamensopgaver
Alle opgavesæt, der har været anvendt til skriftlig eksamen, er tilgængelige på prøvebanken.dk.
For overblikkets skyld har vi (undertegnede, opgavekommissionerne og ikke mindst initiativtager og arbejdsdynamo Anders Nielstrup fra Silkeborg Gymnasium) samlet alle opgaver stillet til dansk på stx, hf, dsa og gif her.
De er fordelt på temaer og genrer (analyserende artikler, debatterende artikler og reflekterende artikler), så de er lige til at plukke til undervisningsforløb og til afleveringer. Teksterne er nemme at finde under de enkelte opgavesæt i Prøvebanken. Der er masser af gode tekster og filmklip at hente, og arbejdet med at glosere og sætte teksterne lækkert op er klaret. Så gå endelig på hugst.
Jeg håber, vi alle får et godt og forhåbentlig helt og aldeles almindeligt skoleår. Det bliver godt at se jer derude – både i den virkelige verden og på skærmen.
Mvh.
Nicolai Rekve Eriksen, fagkonsulent
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. nr.: 33 92 50 00
Direkte tlf.: +45 51 70 95 78
E-mail: Nicolai.Rekve.Eriksen@stukuvm.dk
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.