Artikel

Design og arkitektur - Inspiration til virtuel undervisning

Her finder du forslag til digitale ressourcer og inspiration til planlægning af undervisning.

Hvorledes kan vi lave et virtuelt designforløb og undervise elever hjemmefra, således at hver elev får mulighed for at arbejde med fagets teoretiske og praktiske sider gennem konkrete designprojekter?
Her har portfolien en helt central rolle. Med portfolien kan vi kommunikere, stille opgaver, vejlede eleven i dennes arbejde og vurdere elevens designproces og refleksion på baggrund af faglige mål.

Digital portfolio

En digital portfolio kan gøre det nemmere at gennemføre virtuel undervisning i faget, hvor både teori og praksis indgår i elevens egne designprojekter og -processer. Her kan læreren holde kontakt med den enkelte elev og facilitere og vejlede eleven i den designproces, eleven skal gennemføre. Og her kan læreren få indblik i og give feedback på elevens progression og refleksioner.

Digitale portfolier kan eksempelvis nemt og gratis oprettes som individuelle mapper i google drev, hvilket kræver, at eleven har eller laver en gmail-konto. Når du har elevernes mail samt egen gmail, kan du oprette en fælles mappe for holdet i dit google drev. Og i holdmappen kan du oprette en mappe til hver enkelt elev, som kaldes ”Navns portfolio”. Del hver enkelt mappe med den pågældende elev, således at du og eleven har adgang til portfolien og du har alle portfolier samlet i din overmappe.

Har I på skolen andre systemer til at lave deling, som både du og eleven kan tilgå og hvori der både kan uploades billeder og tekst, kan de selvfølgelig lige så godt benyttes.

Der er flere ideer til digitale ressourcer, som kan understøtte virtuel undervisning på digital dannelse.

 

Eksempel på virtuelt undervisningsforløb i design/arkitektur

Lav et designbrief, som det er muligt for eleven at løse derhjemme. Organiser og kommuniker gerne forløbet så designprocessens faser bliver tydelige for eleven.

Her eksemplificeret med et arkitekturforløb om Tiny house. Forløbet styres og igangsættes med et brief indeholdende opgavens opfang og krav: Hver elev skal designe og præsentere et tinyhouse til en specifik familie og lokation (hver elev tildeles et tilfældigt familie- og lokationsbillede, som de skal forestille sig, at de skal designe deres tiny house til). De skal have fokus på husets form, funktion og kommunikation i forhold til lokation og familie. Kunne også være et produktdesign i stedet for arkitektur.

Research
Læreren kan bede eleverne læse generelt om i dette tilfælde tiny house movement og tekster om arkitektur og bæredygtighed. Der findes desuden et væld af film herom, som kunne deles med elever. Og eleverne kan ligeledes selv bedes søge relevant litteratur og eksempler på små huse. Researchresultater deles i elevens portfolio og læreren kan evt. bede eleven formidle et overblik ved at samle researchresultater i visuelle og/eller tekstlige præsentationer.

Læreoplæg kan evt. gennemføres virtuelt med programmet screencast-o-matic.com, hvor man optager sit oplæg ind over en præsentation, som eleverne kan se og lytte til derhjemme.

Eleven kan som målgruppeovervejelse bedes om at opbygge en persona på baggrund af det tildelte familiefotografi. Her kan eleven bedes overveje en stilperiode, de kunne forestille sig familien kunne lide, og som de efterfølgende skal tænke ind i deres design som et benspænd. Inspiration til arbejde med persona.

Idegenerering og ideudvikling:
Bed eleven udføre praktiske visualiseringsopgaver, som de kan lave hjemme og uploade til deres portfolier. Her kan vi kun stille krav om, at eleven skal arbejde med visualiseringsmetoder, som de må formodes at have adgang til hjemme: digitalt fotografi, tegning med bly og tusch, collage, mock-up og skalamodeller i papir og affaldspap samt digital visualisering i gratisprogrammer som SketchUp.

NB: Hvis eleverne ikke før har arbejdet med et givent program, så findes der mange tutorials på youtube, som læreren kan finde og bede eleverne se og bruge til at træne digital visualisering og modellering – det kan man fint afsætte lektioner til at træne.

Præsentation
Eleverne kan fx bedes præsentere deres designproces og -produkt både visuelt og tekstligt i en kort rapport, som de får undervisningstid til at udføre, og som afleveres i deres portfolio. Eller de kan lave en præsentation, som de taler ind over på screencast-o-matic.com og uploader til deres portfolio.

Portfolierefleksion og –feedback
I løbet af elevens designprojekt kan de bedes dokumentere og reflektere over deres proces og produkt.  Fx kan de bedes oprette et refleksionsark i portfolien, hvori læreren kan følge med i elevens proces og progression, give feedback og feedforward. Eleverne kan også sættes sammen i virtuelle grupper, der giver peerfeedback på hinandens arbejde både i løbet af processen samt på slutpræsentationen.

Karaktergivning
Når læreren skal give karakter, vurderes elevens mestring af faglige mål på, hvorledes de kommer til udtryk i elevens portfolio.

 

Udarbejdet af fagkonsulenten

Bonnie Bay Andersen

Bonnie.Bay.Andersen@stukuvm.dk